|
Surrealisme |
|
... |
Surrealismen
var en international bevægelse og en retningen inden for moderne
kunst og litteratur, den opstod i 1921 i Paris under inspiration fra
dadaisme og Scuola Metafisica (italiensk kunstretning, se De
Chirico) og Freuds
psykoanalyse. Surrealismen
har også visse kunstneriske forudsætninger i symbolismen.
Efter stilens storhedstid i 1920-erne og 1930-erne er surrealistiske
bevægelser dukket op af og til, fx den fantastiske
realisme.
Surrealismen var den mest udbredte bevægelse i mellemkrigsårene og
fik stor betydning for den abstrakte ekspressionisme i 1950-ernes USA.
Surrealismens litterære manifest "Manifeste
du surréalisme" blev skrevet 1924 af
den franske forfatter André Breton (1896-1966), men det fik også
betydning for billedkunsten.
Surrealisme kan oversættes til
overvirkelighed, og det var surrealismens mål at nå det
virkeligt virkelige, det overvirkelige.
Surrealisterne søgte sine
motiver i drømmeverdenen og underbevidstheden under
påvirkning af Sigmund Freud, de ville skildre
menneskets dybeste lag i
den ubevidste drømmeverden. Undertiden gjorde de brug af en malerisk
automatisme, et tankens diktat, en metode der var ukontrolleret, for at skabe tilfældige
billeder, som kunne stimulere fantasien.
Politisk var surrealismen kommunistisk
orienteret, og dens formål på længere sigt var en omvæltning af
samfundet, som skulle give mulighed for at at leve surrealistisk.
Imidlertid blev surrealisternes relation til marxismen til en klods om
benet for både kommunister og surrealister.
.
|
|
... |
|
 |
 |
| |
Surrealismen kan deles
op i to hovedretninger, den veristiske og den absolutte surrealisme.
Den
veristiske surrealisme er
det, man almindeligvis forstår ved
surrealisme, hvor et billede består af
genstande, der er gengivet næsten
fotografisk, men anbragt i en
sammenhæng som er overvirkelig, drømmeagtig, fantasifuld, som det fx
ses hos Max Ernst, Dali, Delvaux, Magritte, Vilhelm Bjerke Petersen og
Wilhelm Freddie.
Den
absolutte surrealisme
er mere abstrakt, gør brug af billedtegn i stedet for genkendelige genstande
som det fx ses hos Miro og Masson, den kaldes også organisk
surrealisme. |
|
|
|
|
.
Wilhelm
Freddie introducerer i 1930 surrealismen i Danmark, og i 1934 blev
gruppen Linien dannet, og var en dansk
kunstnersammenslutning og forum for abstrakt og surrealistisk kunst.
Stifterne af Linien I, 1934-39, var de
abstrakte og surrealistiske malere, Vilhelm Bjerke Petersen, Richard
Mortensen, Ejler Bille, Hans Øllgaard og Henry Heerup. Linien I kunne
i 1937 i Den Frie Udstilling (årlig københavnsk kunstudstilling,
afholdt af en kunstnersammenslutning) præsentere værker af fx
Kandinsky, Klee, Miro, Max Ernst, Mondrian samt Asger Jørgensen
(senere Jorn), Egill Jacobsen og Carl-Henning Pedersen.
Linien II, 1947, var med
kunstnerne Ib Geertsen, Paul Gadegaard, Helge Jacobsen, Niels Macholm, Albert Mertz og Knud Nielsen.
Linien III, 1956 og 1958, var med kunstnerne Richard Mortensen, Robert
Jacobsen, Søren Georg Jensen, Gunnar Aagaard Andersen, Ib Geertsen,
Paul Gadegaard, Mogens Jørgensen og Ole Schwalbe.
. |
|
|
|
|
|
... |
I
filmkunsten ses det surrealistiske udtryk hos den spansk-mexicanske
instruktør Luis Buñuel (1900-1983), der var førende i den
franske surrealisme i 1920-erne, hvor han sammen med Salvador Dali
optog "Den andalusiske hund" (1928) og
"Guldalderen" (1930).
I filmen var der større muligheder
end i maleriet for at skildre et drømmeforløb.
|
|
... |
|
|
|
Surrealismens kunstnere og værker |
|
... |
| Giorgio
De Chirico (1888-1978). Italiensk maler,
opfinderen af det metafysiske maleri, Pittura Metafisica. Født i Volo i
Grækenland, død i Rom. I 1900 begyndte han at studere på den polytekniske læreanstalt i
Athen, og gik på aftenkursus i croquis tegning. Omkring 1906 flyttede han til München, hvor han
deltog i undervisningen
på Kunstakademiet, og han begyndte at interessere sig for Arnold Böcklin's
og Max Klinger's kunst og for Friedrich Nietzsche's og Arthur Schopenhauer's
skrifter. I 1909 flyttede De Chirico til Milano, og i 1910 til Firenze. Fra
1911-15 boede han i Paris og udstillede i 1912 og 1913 på
Salon d’Automne og på Salon des Indépendants i 1913 og 1914. De
Chirico deltog i Guillaume Apollinaire's ugentlige
sammenkomster, hvor han mødte fx Brancusi, Derain og Max Jacob. Under 1. |
 |
 |
 |
|
|
|
"De
foruroligende muser",
1917 |
|
|
|
verdenskrig
(1914-18) rejste han i 1915 til Italien, hvor han
mødte Pilippo de Pisis, Morandi og Carlo Carrà. De Chirico og Carrà grundlagde og udviklede i 1917 konceptet til den
italienske kunstretning Pittura Metafisica, senere kaldet Scuola Metafisica,
der have til formål at skildre en alternativ virkelighed, der
beskæftigede sig med det ubevidste - det var en ny måde at se ting på
og en ny sammenstillingen af forskellige kendte objekter i fx
øde gader eller bymiljøer. Motiverne viste det mystiske, det
drømmeagtige, en frossen uvirkelig virkelighed med
unaturalistiske farver og lys, menneskefigurerne var ofte
fremstillet som statister eller modeldukker. Det
karakteristiske for De
Chiroco's billeder var en fabulerende abstrakt kunst med billedelementer fra
antik arkitektur og skulptur. Det metafysiske maleri var en reaktion mod både kubismen og
futurismen under perioden med den italienske facisme, og trods
bevægelsen korte levetid (1917-1919) skabte stilen præmisserne for surrealismen især med brugen af kendte elementer i urealistiske
sammensætninger.
I 1918 flyttede De Chirico til Rom, hvor han havde sin første
soloudstilling i Casa d’Arte Bragaglia samme år. I 1918-19 var han en
af lederne af kunstnergruppen Gruppo
Valori Plastici, som han udstillede sammen med i Berlin. Fra 1920-24 boede han
skiftevis i Rom og Firenze. I 1921 blev der holdt en soloudstilling på Galleria Arte
i Milano, og han deltog i Biennalen i Venedig for første gang i 1924. I
1925 vendte han tilbage til Paris, hvor han udstillede samme år på Léonce
Rosenberg’s Galerie l’Effort Moderne. I 1928 blev der holdt en
soloudstillinger på Arthur Tooth Gallery i London og på Valentine Gallery
i New York. I 1929 designede han kulisser og kostumer til Sergei Diaghilev’s
balletproduktion "Le Bal", og hans bog "Hebdomeros" blev udgivet.
De følgende år designede han til balletter og operaer og fortsatte
med at udstille i Europa, USA, Japan og Canada. Efter 1930 dyrkede han et mere naturalistisk maleri
og senere ud fra en nyklassicistisk opfattelse - han var blevet fanatisk
modstander af moderne kunst. De Chirico var fra 1940 bosat i Italien. I 1945 udkom
første del af han memoirer "Memorie della
mia vita". |
|
... |
|
|
|
|
... |
Salvador
Dali (1904-1989).
Spansk maler, skulptør, forfatter og
eksperimenterende filmskaber, født i figueres.
Han studerede kunst i Madrid på Real Academia de Bellas Artes de
San Fernando, hvor han mødte den
spanske digter og dramatiker Fererico Garcia Lorca,
og den surrealistiske spanske filmskaber Luis
Buñuel - sammen med Buñuel skabte han "Den
andalusiske hund", 1928 og
"Guldalderen", 1930. Dali var inspireret af Chirico's
og Carràs metafysiske stil, han chokerede med
sine gengivelser af makabre forestillingsbilleder
i en pertentlig naturalistisk stil. Dali har
udtalt: "Det erotiske krav er de
intellektuelle æsteters ruin og skønheden er
summen af vore perversiteter". Hans første soloudstilling blev holdt i 1925 på
Galeries
Dalmau i Barcelona. I 1928 flyttede han til Paris,
hvor han stiftede bekendtskab med Picasso
og surrealisterne. I 1930 udgav han bogen "La
Femme Visible", der handlede om hans teorier.
I 1934 giftede han sig med Gala. I 1940 rejste han
til |
... |
| ... |
USA, hvor han arbejdede med
teaterproduktioner, skrev, illustrerede bøger og
malede. I 1941 blev der holdt en retrospektiv
udstilling på Museum of Modern Art i New
York.
Dali vendte
tilbage til Europa i 1948 og bosatte sig i den lille fiskerby Port Lligat
i Spanien. I 1964 blev der afholdt en retrospektiv udstilling af hans
arbejder, der blev vist i Tokyo, Nagoya og Kyoto.
I 1980 blev en større retrospektiv udstilling
holdt på Musée National d’Art Moderne, Centre Georges Pompidou
i Paris, og hans arbejder var udstillet på Tate Gallery
i London.
Dali's mest berømte arbejder er "Erindringen fæstner sig",
1931, med de smeltende ure, Museum of Modern
Art, New York og "Den brændende giraf", 1936-37, Kunstmuseum
Basel.
Dali illustrerede Dantes Guddommelige komedie,
1963 og arbejderne af surrealistiske forfatterer
og digtere. I 1997 blev Salvador Dali Museet i Port Lligat
indviet.
.
|
... |
|
|
|
|
|
| 1.-2. |
Selvportrætter |
| 3. |
Louis Tussaud's
Voksmuseum,
København |
| 4. |
. |
| 5. |
"Brødkurv" |
| 6. |
. |
| 7. |
"Sfærernes
Galatea", 1952, Fundación Gala-Salvador
Dalí, Figueras, Spain |
| 8. |
"Vedvarende
erindring (The Persistence of Memory)",
1931, Museum of Modern Art, New York |
| 9. |
. |
| 10. |
. |
| 11. |
"Den
store masturbatør", 1929, Museo Nacional
Centro de Arte Reina Sofia, Madrid |
| . |
|
|
|
|
|
... |
Max Ernst
(1891-1976). Tysk autodidakt maler og grafiker. Født i
Brühl ved Köln, død i Paris. Ernst studerede filosofi ved
universitet i Bonn, men opgav studiet for at koncentrere sig om
sin kunstinteresse. Han var på det tidspunkt interesseret i
psykologi og psykisk syges kunst. I 1911 blev han ven med August
Macke og sluttede sig til den tyske gruppe "Rhinen
Ekspressionisterne" i Bonn, gruppen var dannet af August
Macke og fætteren Helmuth Macke. Ernst debuterede i 1912 på
Galerie Feldman i Köln, og samme år på Sonderbund udstillingen
i Köln så han værker af Cézanne,
Munch,
Picasso
og van Gogh.
Ernst deltog i 1913 i kunstnergruppen Der Sturms første
udstilling og i dadabevægelsen i Köln sammen med Jean Arp,
samme år mødte han Guillaume Apollinaire og Robert
Delaunay.
På trods af at Ernst gjorde militærtjeneste under 1. verdenskrig,
fortsatte han med at male og udstillede på galleri Der Sturm i
Berlin i 1916. Han vendte tilbage til Köln i 1918. I 1919
skabte han sin første collage og |
|
|
|
 |
|
|
|
"Moderskab",
1927, Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen, Düsseldorf, Tyskland |
|
|
grundlagde Kölner-dadaistbevægelsen
sammen med Johannes Theodor Baargeld alias Alfred Grünwald, de fik
deltagelse af Jean Arp og andre kunstnere. I 1921 udstillede Ernst
for første gang i Paris på Galerie au Sans Pareil. I begyndelsen af
1920'erne var han involveret i surrealist-aktiviteter sammen med Paul
Eluard og André
Breton.
I 1925 udførte han sin første frottage - gnedne aftryk af
fx et træstykke, ved hjælp af denne teknik
skabte han i 1926 de grafiske blade til "Histoire Naturelle".
I 1929 udgav han roman-collagen "La Femme 100 Têtes" og i
1934 "Un Sermain de Bonté". I 1930 samarbejdede han med Dali
og Bunuel om filmen "L’Age d’or" (De gyldne år). I 1936
var 48 af Ernsts værker repræsenteret på Museum of Modern Art i New
York på udstillingen "Fantastic Art, Dada, Surrealism".
Ernst mødte den surrealistiske maler Leonora Carrington, som han boede
sammen med til 1939, hvor han blev arresteret af nazisterne beskyldt for
at være spion og tilbragte nogle år i fransk koncentrationslejr,
Leonora rejste til Spanien. Det lykkedes Ernst at flygte fra fangelejren
og erfare, at Leonora havde haft psykiske sammenbrud.
I 1941 flygtede han til USA sammen med Peggy (døbt Marguerite)
Guggenheim, datter af Benjamin Guggenheim, der omkom ved Titanics'
forlis og niece til Solomon Guggenheim, der oprettede Solomon R.
Guggenheim Fonden. Ernst giftede sig med Peggy i 1942, og han blev i USA
til 1949, i årene i USA skabte han sammen med Richter filmen
"Dreams That Money Can Buy".
Igen bosat i Paris fra 1949 og skilt fra Peggy Guggenheim giftede han
sig i 1953 med Dorothea Tanning.
Ernst har i sine tidlige collager og i sine første surrealistiske
malerier skabt stærkt personlige værker, der udløser en indre bunden
kraft. Hans senere arbejder virker ofte tyngede af noget fortællende
eller romantiske i opfattelsen - en romantisk fantasi inspireret
af de tyske romantiske billeder og en virkelighedsnær surrealisme,
verisme.
I 1954 modtog Ernst den store pris på
Biennalen i Venedig.
Ernst udstillede i København på udstillingen Kubisme-Surrealisme i
1935 og Linien 1937.
På Guggenheim-museet i New York blev i 1975 holdt en stor retrospektiv
udstilling af hans værker, som samme år blev vist, i mindre udgave,
på Musée National d’Art Moderne, Paris.
|
|
|
|
|
|
|
| René François
Ghislain
Magritte (1898-1967).
Belgisk maler, født i Lessines. I 1912 begik
hans mor selvmord ved at drukne sig. I årene
1916-18 studerede Magritte ved Académie
Royale des Beaux-Arts i
Bruxelles. I 1920 fik han sin debut på Centre
d’Art i
Bruxelles. I 1922 giftede han sig med Georgette
Berger og arbejdede en kort periode som grafisk
designer på en tapetfabrik. I 1923 deltog han i
en udstilling på Cercle
Royal Artistique i
Antwerpen sammen med Lyonel Feininger, El Lissitzky og László
Moholy-Nagy. I 1916 malede han sit
første surrealistiske billede "Le
Jockey Perdu", og i 1917 udstillede han i Galerie
Le Centaure i
Bruxelles, og senere samme år flyttede han med
sin kone til Perreux-sur-Marne
nær Paris, hvor han kom i kontakt med
surrealisterne André Breton, Jean Arp, Salvador
Dali, Paul Eluard og Joan
Miró. I 1929 bidrog han til den sidste
udgave af bladet "Révolution
Surréaliste". Han
rejste til Belgien i 1930, og i 1933 fik han sin
første solo udstilling i Palais des Beaux-Arts
i Bruxelles. |
|
|
 |
|
"Slottet
i Pyrenæerne"
(La
Chateau des Pyrenees)
. |
|
|
I 1940 flyttede familien til
Carcassonne i Sydfrankrig, og i 1940'erne var
Magritte en hyppig udstiller på Galerie
Dietrich i Bruxelles. I 1953 skabte han
vægmalerier til casinoet i Knokke-le-Zoute i
Belgien. I 1954 blev der holdt en retrospektiv
udstilling af hans arbejder i Palais des
Beaux-Arts i Bruxelles, og i 1960 på Museum of
Fine Arts i Houston og på the Museum for
Contemporary Arts i Dallas. I 1965 rejste
Magritte til USA for første gang, og
anledningen var hans retrospektive udstilling
på Museum of Modern Art i New York.
I Magrittes billeder ses ofte uhygge og
chokeffekter.
. |
|
|
|
|
 |
 |
 |
|
 |
 |
|
|
"Billedernes bedrag
(Ceci
n'est pas une pipe)", 1928, Los Angeles County Museum of Art
. |
|
|
"Den
brutale kraft",
1960
|
|
|
|
|
"Sort
magi",
1933
Musée Royaux des Beaux-Arts, Bruxelles,
Belgien |
|
|
"Erindring",
1948, Patrimoine culturel de la
Communauté français de Belgique |
|
|
"Lysets
magt"(L'Empire des Lumieres),
Musée Royaux des Beaux-Arts, Bruxelles,
Belgien
|
|
|
|
|
... |
| ... |
Paul
Delvaux
(1897-1994).
Belgisk maler. Født i Antheit. Fra 1916-19 studerede
han arkitektur og maleri på
Académie Royale des Beaux-Arts i Bruxelles. I sine
tidlige år var han inspireret af James
Ensor. I 1938 deltog han i Exposition
Internationale du Surréalisme på Galerie des
Beaux-Arts i Paris. I 1944 afholdtes hans første
retrospektive udstilling på Palais des Beaux-Arts i
Bruxelles. I
1946 skabte Henri Storck og Paul Éluard en
film om ham. I 1950 blev han udnævnt til professor på École
Nationale Supérieure d'Art et d'Architecture i
Bruxelles. Delveaux udstillede på Biennalen i
Venedig i 1954. Fra 1965-66 var han præsident og direktør for Belgiens
Kongelige
Akademi for de Skønne Kunster. Hans arbejder fik et
stort antal priser fx Verdensudstillingens medalje i
1958 og Rembrandt prisen i 1973.
Delvaux koncentrerede sig i sine billeder
om menneskets ensomhedsfølelse - på øde gader i en idealiseret by med
klassiske templer og bygningsværker vandrer søvngængeragtige nøgne
kvindefigurer
om
kun optaget af deres egen skønhed. Mennesket lever
uvirkeligt i en tilstand af goldhed og passivitet.
.
.
.
|
|
"Paul
Delvaux, ou, La passion puérile"
af Jacques Sojcher og Paul Delvaux ,
1991 |
|
... |
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
"Folkets
stemme", 1948,
Musée d'Art Moderne, Bruxelles
. |
|
|
 |
|
"Sindsro",
1970,
Groeningemuseet, Brügge, Belgien |
|
|
|
|
|
Miró
retrospektiv udstilling, Guggenheim museet, New
York |
|
...
|
Joan
Miró
(1893-1983). Spansk maler, skulptør, grafiker og
bogillustrator. Han blev født i Montroig i
Catalonien og
døde i Palma de Mallorca. Hans far var guldsmed og
urmager og ønskede at sønnen skulle uddannes indenfor
handel. Miró tog en handelseksamen og fik ansættelse som
kontorfunktionær, men et nervesammenbrud førte til, at
han opgav han sit kontorjob og genoptog de kunststudier,
han havde fulgt samtidig med han gik på handelsskole.
Fra 1912-15 studerede han kunst på Galís private akademi
i Barcelona. Miró modtog tidligt opmuntring fra kunsthandleren José
Dalmau, som
arrangerede hans første soloudstilling i Barcelona i 1918.
Hans
første værker var inspireret af
van Gogh og
fra 1919 af
Picasso
og kubismen. I
1920 rejste Miro til Paris for første gang, hvor
han fik han tilknytning til digterne Max Jacob, Pierre
Reverdy og Tristan Tzara og deltog i dadaisternes aktiviteter. I 1921
blev der afholdt en soloudstilling af hans arbejder på Galerie la Licorne
i Paris. I
1920'erne malede han en række stilleben. I 1923 udstillede han på
Salon d’Automne i Paris.
I 1924 sluttede sig til surrealisterne,
og året efter afholdtes en
soloudstilling med surrealistiske billeder på
Galerie Pierre i Paris. I 1928 besøgte han Holland og påbegyndte en serie af malerier
inspireret af de hollandske mestre, og samme år udførte han sine første
papircollager. I 1929 begyndte han at
eksperimentere med
litografier - hans første ætsning er fra 1933.
|
|
|
... |
I 1930'ernes første
år skabte han surrealistiske skulpturer, der omfattede malede sten og
fundne objekter. Han udstillede i
København på udstillingen "Kubisme-Surrealisme" i 1935.
I 1936 forlod han Spanien da borgerkrigen brød
ud og boede i Paris indtil
1940 og vendte derefter tilbage til Barcelona.
I 1936 deltog Miró i udstillingen "Cubism and Abstract Art and Fantastic
Art, Dada, Surrealism" på Museum of Modern Art i New York. I 1937
fik han til opgave at skabe et monumentalt værk til verdensudstillingen
i Paris. Samme år udstillede han på
"Liniens" udstilling
i København.
I 1941 blev hans første større retrospektive udstilling holdt på Museum of Modern Art i New York, og samme år begyndte han på keramiske arbejder og tryk.
Han opholdt sig i USA 1947-48. Fra 1954-58 arbejdede han stort set udelukkende med keramik og
tryk. Han modtog medalje for grafisk arbejde på
Biennalen i Venedig i 1954, og hans arbejder var udstillet på den
første Documenta i Kassel i Tyskland i 1955 (verdens
mest prestigefyldte kunstudstilling, afholdes nu
hvert 5. år). I 1958 modtog han en pris for
vægmalerier for UNESCO's bygning i Paris. I 1959 genoptog han maleriet.
I 1960'erne begyndte han for alvor at arbejde med skulptur.
Retrospektive udstillinger blev afholdt på
Musée National d’Art Moderne i Paris
i 1962, i Grand Palais i 1974 og i 1978 på
Musée National d’Art Moderne, hvor over 500
af hans tegninger blev vist.
Kendetegnende for
Mirós surrealistiske billeder er automatiske
former efter tankens diktat. Ingen
genkendelige elementer, dekorativ skiften af
form og farve.
Miro havde sammen med
Kandinsky og
Klee en afgørende indflydelse på de
yngre moderne europæiske kunstnere.
I 1976 åbnedes et Miró-museum,
Fundació Joan Miró, i Parc de
Montjuic uden for Barcelona.
.
|
... |
|
|
|
|
|
|
|
|
... |
| André
Masson
(1896-1987). Fransk maler, grafiker og scenograf. inspireret af Juan Gris,
og tilsluttede sig først
kubismen og surrealismen fra 1924. Hans billeder er dynamiske i
penselføring og rumopfattelse. Efter 1947 blev hans form roligere
og farvevalget lysere. Loftsdekoration i Odéonteatret i Paris. |
|
|
|
... |
|
|
|
... |
Wilhelm Freddie (Christian Frederik Wilhelm
Carlsen)
(1909-1995). Dansk maler og billedhugger. Han var selvlært
kunstner bort set fra korte studier i 1932 på Københavns
tekniske skole og den grafiske skole ved Akademiet. I 1929
udstillede han for første gang på Kunstnernes
Efterårsudstilling (KE) i København. I 1930'erne foretog han
rejser til Frankrig, Tyskland, Belgien, senere rejste
han i Japan, Hong Kong, Indien og Iran. Han boede i
Stockholm fra 1944-50, og fra 1963 boede han i vinterhalvåret i Verdelot
i Frankrig.
I slutningen af 1920'erne udførte han nogle af de første danske
abstrakte malerier. I 1930 malede han "Frihed, lighed og
broderskab" og med dette billede blev surrealismen
introduceret i Skandinavien, Freddie blev den førende danske
surrealist. Freddies billeder
vakte både begejstring og forargelse, han blev beskyldt for
pornografi, udstillinger blev lukket, og
selv kom han i fængsel, og hans beslaglagte værker, der var en
overtrædelse af sædelighedsparagrafferne, kom på Kriminalmuseet*
og først leveret
tilbage til ham i 1963.
Et eksempel på det, man dengang mente var
pornografisk, var hans portrætbuste af en kvinde i forskellige
materialer "Sexparalysappeal" fra 1936, som kan ses på
Nordjyllands Kunstmuseum, og det provokerende var den diskrete penis,
der er tegnet på den venstre kind med retning mod munden. Under
besættelsen blev Freddie forfulgt af Gestapo på grund af billedet
"Meditation
over den antinazistiske kærlighed",
1936, med
Hitler som baggrundsfigur, og han flygtede 1944 til Sverige. I
slutningen af 1950'erne blev han maleri mere abstrakt. Fra 1953-56
var Freddie medlem af kunstgruppen "Spiralen", fra 1966-71
af Grønningen og fra 1971 af Den frie Udstilling. Fra 1973-79 var
han professor ved Akademiet og i 1976 modtog han Thorvaldsens
Medalje.
*Kriminalmuseet nu Politihistorisk Museum.
|
|
 |
|
Tivoliplakat
"Tivoli
Danmark",
1993
. |
|
|
|
 |
 |
|
|
... |
|
|
|
... |
Roberto Matta
(1911). Chilensk arkitekt og maler. Arbejdede hos Le Corbusier i Paris i
perioden 1935-37. Sluttede sig til surrealisterne i 1936. Boede i USA.
Inspireret af naturvidenskaben og Freud har hans billeder symbolske
tegn, og hans kølige lysende farveholdning skaber en gådefuld
atmosfære i hans billeder.
Man Ray
(1890-1976).
Amerikansk maler, fotograf og filmkunstner. Boede i Paris fra 1951.
Grundlagde sammen med Marchel Duchamp og Picabia den dadaistiske
gruppe i USA i 1917. Eksperimenterede med abstrakt fotografi. 1940-50
producerede han surrealistiske film i USA. Fotografiske portrætter af
Picasso og Braque.
Victor Brauner
(1903-66).
Rumænsk maler. Oprindelig dadaist. 1930 surrealist.
Yves Tanguy
(1900-55).
Fransk-amerikansk maler. Boede i USA fra 1939. Minutiøs perfekt
teknik, uhyggelige drømmelandskaber.
Richard Mortensen
(1910-93). Dansk maler. Bosat i Paris 1947-64. Professor ved
Akademiet 1964-80. Den første danske nonfigurative maler som blev
internationalt kendt. På Akademiet fra 1931-32. 1932 studieophold i
Berlin. Inspireret af Klee og Kandinsky på Der Blaue Reiter
udstilling i Berlin. Fik debut i 1933 på Kunstnernes
Efterårsudstilling. Medstifter af Linien I. Kubist og senere
surrealist. I Paris 1948 kom han i forbindelse med kunstnerne omkring
Galerie Denise René, og han forlod den spontane udtryksform til
fordel for et stadig klarere og bevidst disciplineret billedsprog.
Udførte det første nonfigurative
danske frimærke i
1969. Har fået danske og udenlandske hæderspriser fx Kandinsky-prisen i 1950 og i 1968
Thorvaldsen-medaljen.
Wilhelm
Bjerke-Petersen
(1909-1957).
Dansk maler.
Boede i Stockholm fra 1944. Ud over at male, skrev han bøger og
artikler om abstrakt og surrealistisk kunst.
|
... |
|
|
|
École
de Paris efter 1. verdenskrig
|
|
... |
Betegnelse for ikke-franske
kunstnere, der boede
i Paris i årene efter 1. verdenskrig. Deres billedudtryk var en
poetisk figurativ ekspressionisme og surrealisme.
Kunstnere:
Marc Chagall - Se
fantasi. Amedeo Modigliani - Se
futurisme. Alberto Giacometti.
Chaim Soutine.
|
... |
|
|
|
... |
Nicolas de Staël (1914-1955).
Russisk-fransk maler. Født i St. Petersborg, søn af baron og
generalmajor Vladimir De Staël. Moderen opmuntrede ham tidligt til at
tegne og male. I 1919, tvunget af den russiske revolution, emigrerede
familien til Polen, faderen døde 86 år gammel i 1921 og moderen
døde året efter 68 år gammel. Nicolas og hans to søstre blev sendt
til en russisk familie i Bruxelles, hvor Staël senere tog sin
kunstneriske uddannelse ved Académie Saint Gilles og Académie Royale
des Beaux-Arts.
I 1930 tog Staël til Holland og Frankrig, og studerede især
billederne af
Rembrandt,
Vermeer van Delft
samt de franske kunstnere
Cézanne,
Matisse
og
Braque. |
|
|
 |
|
"Stilleben
med lysestage" |
|
|
I 1935 rejste han til
Spanien og i 1936
til Marokko, hvor han mødte maleren Jeanne Guillou, som han blev gift
med, Jeanne var mor til en lille dreng, den senere digter Antoine
Tudal, familien flyttede til Frankrig i 1938. Staël malede på det
tidspunkt stilleben og portrætter. Staël meldte sig til Fremmedlegionen i begyndelsen af 2.-verdenskrig,
han fremstillede landkort for legionscheferne, men blev hjemsendt i
1941 og vendte tilbage til Jeanne i Nice. I 1941-42 malede han "Portræt
af Jeanne" og nogle få stilleben. I 1942 blev hans datter
Anne født, og det år begyndte Stäel at fokusere på en ny abstrakt
retning i sin kunst. I Nice mødte han fx Jean Arp og
Sonia Delaunay. I 1943 rejste
familien Paris, i Staël's kunst dominerede de frie abstrakte
kompositioner som reflekterede hans opdagelse af den abstrakte kunst.
I 1944 blev nogle af hans arbejder udstillet på Galerie Jeanne
Boucher i Paris. I 1946 døde Jeanne Guillou, Staël levede på det
tidspunkt i fattigdom. Han giftede sig senere med Françoise Chapouton,
og de fik tre børn sammen. Staël begyndte at arbejde i større
formater fx hans "La Rue Gauget", 1949. I de følgende år
blev flere kunsthandlere interesseret i hans kunst fx den amerikanske
Theodore Schemppe, der arrangerede udstillinger i Washington og New
York. I 1951 publiserede Roger van Gindertael en bog om Staël, og
Stäel's ven, poeten René Char, udgav en digtsamling med
træsnitillustrationer af Staël.
Større udstillinger fulgte i New York, Paris og London, der blev
skrevet artikler om ham, han var kommet ud at sin fattigdom og blevet
berømt, men han led af depressioner og ensomhed og begik selvmord ved
at kaste sig ud at et vindue i sit atelier i Antibes ved den franske
Riviera. |
|
|
... |
|
|
|
|
|
|
|
Top
|
Copyright
© 2006 Kirsten Petersen |
|
|
|
|
|
|
