| ... |
Som
vanligt er en ny stil en reaktion på den foregående, klassicismen er ingen
undtagelse. Omkring 1750 begyndte reaktionen mod rokokoen, der ansås for
krukket og løssluppen og var et symbol på et degenereret samfund, på det ikke
reelle og det ikke solide, men i nyklassicismen står tingene på deres
fødder, solidt og velfunderet svarende til borgeren. Rokokoens svungne linjer erstattes
med lige linjer, kubiske former og en ornamentik svarende til de klassiske forbilleder.
Som det var med renæssancestilen vendte man sig mod den romerske og græske
oldtid og skabte en borgerlig romantisk stil, der
efterligner antikken i
arkitektur, møbler, skulpturer og malerier.
Arkæologerne havde i 1747 begyndt
udgravningerne af de italienske oldtidsbyer
Herculaneum og
Pompeji, der i år 79
begravedes under Vesuvs udbrud, og her kunne
kunstnerne få et præcist billede af
dagligliv og kunst, og man kunne nu skabe en ren klassisk kunst.
| Skulpturen
er markant præget af antik efterligning, formernes glathed og konturernes
klarhed som fx hos
A. Canova
og
Bertel
Thorvaldsen. Ingen af tidens malere kunne i berømmelse måle sig
med Thorvaldsen, han boede det meste af tiden i Rom, hvor han skabte sine store
værker, som han sammen med andres kunst fik med hjem til Danmark, og det
dannede grundlaget for Thorvaldsens Museum. |
|
|
|
Apollontemplet
med de doriske søjler var en af de vigtigste religiøse
bygninger i Pompeji. På soklen Apollon, græsk gud og
den første romerske kejser, Augustus' beskytter.
Den originale bronzestatue står på museet i Napoli.
Foto: Kirsten Petersen |
|
|
|
 |
|
|
|
| ... |
Stilens teoretiker var den tyske videnskabsmand J. J. Winckelmann, han deltog i arkæologiske
udgravninger, skrev om den græske kunst og mente, at god kunst var "ædel
enfold og stille storhed".
Nyklassicismen er også den franske revolutions kunst, den er
intellektuel og filosofisk med politiske
tendenser. I 1785, fire år før
den franske revolution, blev der på den årlige officielle
kunstudstilling "Salonen" i Paris udstillet et værk som kunstnerisk
set var revolutionært, nemlig
"Horatiernes
ed" af
David,
en lovprisning af den moralske kraft i det gamle Rom på republikkens tid,
Horatierne var romerske trillingebrødre, der sejrede i kampen mod Curatierne,
tvillingebrødre, fra Alba Longa.
Dette
billede indeholder de egenskaber, som vi i dag forbinder med nyklassicismen.
David brugte antikkens motiver til at belyse tilstande i Frankrig. Han deltog i
revolutionsbevægelsen på folkets side, og han fulgte mange revolutionæres
eksempel ved at gå i Napoleons tjeneste. David måtte efter kejserens fald
forlade Paris og flytte til Bruxelles.
|
... |
|
|
|
| ... |
C.W. Eckersberg
var elev hos David
1811-13
og lærte nyklassicismens billedopbygning, det klare og afbalancerede og
den enkle lyse kolorit.
Eckersberg, uddannet i
klassicismen, blev en overgangsskikkelse til realismen, og
han kom via sine billeder, undervisning og perspektivlære
til at præge den
danske kunst i resten af 1800-tallet. (se
under Realisme/naturalisme)
Efter storbranden i København i 1795 og englændernes bombardement i 1807 var
der brug for offentlige bygninger og borgerhuse.
Især
C. F. Hansen,
der var
elev af C. F. Harsdorff kendte klassicismens træk.
| I Arkitekturen
bliver linjerne faste og forædlede, rummet spartansk og storladent. I
Frankrig præges arkitekturen af elegance fx A.J. Gabriel, men bliver
enklere og mere monumental fx J. G.
Soufflot, og C.N. Ledoux. I England
er
man mere direkte inspireret af antikken fx R. Adam, eller blander den med
elementer fra italiensk renæssance fx W. Chambers. I Frankrig og England sker de
afgørende fornyelser mod den klassicistiske stil, og Frankrig og England
inspirerer de andre europæiske lande og USA. Danmark var tidligt med i
udviklingen da franskmændene Saly
og Jardin
kom til landet omkring 1750 og
udførte nogle opgaver i nyklassicistisk stil fx
Saly's rytterstatue af kong
Frederik d. 5. på Amalienborg Slotsplads. Jardin stod for spisesalen i
Christian d. 8. palæ (Moltkes palæ). |
Interiør og møbelkunst får enkle former. Vægge inddeles af
pilastre, møblerne får lige ben.
Den engelske have med slyngede stier, vildtvoksende træer og klynger af
busketter asymmetrisk spredt over hele arealet blev forbilledet for de danske
haver.
I
malerkunsten
ses et køligt, nøgternt, overskueligt, lidt tørt maleri i enkle kompositioner og med
et moralsk indhold med motiver fra den antikke historie, fx
J. L. David.
Omkring 1800-tallet blev
det heroiske landskab (fra barokken) genoptaget af J. A. Koch, et aspekt af den almene interesse
for antikken og dens spor i en natur, ofte i Italien, med klassiske minder.
N.
A. Abildgaard
fik i 1772 et rejsestipendium til Rom, hvor han blev i 4 år, og her studerede
han antikken, hvis resultat ses i blandt andet "Den sårede Filoktet"
fra 1775, der kan ses på Statens Museum for Kunst.
|
|
... |
|
| ... |
Nyklassicismen omfatter:
Louis
d. 16.
1774-1792/Louis
Seize
stil, tidlig
klassicisme, en reaktion på den løsslupne rokoko. Se Det
Gule Palæ
af den franske arkitekt
Nicolas Henri Jardin.
Directoire
1795-1800
- fransk stil i
revolutionstiden, en forløber
for empire. Blandt andet møbler, der er kopier af græske antikke møbler.
Empire 1800-1815 varer i
Danmark til ca. 1840. Søjler
er vigtigste element, private huse kan være i enkel udekoreret stil. Er først og
fremmest en interiør- og møbelstil.
Regency 1800-1830 - engelsk
nyklassicisme, særligt ved stilen er
efterligning af orientalsk-indisk arkitektur og interiør, fx Royal Pavillon
i Brighton, der fik betydning for udformningen af forlystelsesparker, fx Københavns
Tivoli og dets orientalske bygninger.
|
... |
|
|
 |
|
|
|
|
Pantomimeteatret, 1874, af
arkitekten Jens Vilhelm Dahlerup.
Fotos Kirsten Petersen |
|
|
Det
kinesiske tårn.
Opført 1900 af
arkitekten Knud Arne Petersen.
I Tivoli
kan ses adskillige
kineserier
|
|
|
|
|
| |
|
Tivoli
i København
blev grundlagt af journalisten Georg Carstensen
(1812-57),
der ansøgte kong Christian d. 8. om
tilladelse til at etablere og drive et Tivoli.
Åbnet 15. august 1843. Har navn efter
den italienske by Tivoli.
Pantomimeteatret blev opført i 1874 af
arkitekt Jens Vilhelm Dahlerup (1836-1907).
Påfugletæppet var Tivolidirektøren Bernhard
Olsens ide, han havde set et lignende tæppe i
Paris. Det er parkens ældste bygning, og den
er fredet.
Pantomine er drama uden ord, som det kendtes
fra Grækenlands oldtid og Roms kejsertid.
Pantomime som det kendes i dag stammer fra
commedia dell'arte (Italien), som kom til
København i begyndelsen af 1800-tallet med
Casorti og familien Price. De faste figurer er
Harlekin og Columbine og Pjerrot.
Harlekin har i dag form af den elegante og
farvestrålende elsker. Columbine er Harlekins
yndefulde elskede, hun bærer et struttende
balletskørt og roser i håret. Pjerrot (egl.
en komisk tjenerfigur), men har på
Pantomimeteatret en fremtrædende plads, hans
dragt er hvid, hans ansigt pudret hvidt og
munden malet rød og overdimensioneret. |
|
|
|
|
 |
| ... |
Det
danske kunstakademi på
Charlottenborg
er i sin nuværende form oprettet i 1754. Indtil
omkring 1774 var det udenlandske kunstnere, der sørgede for forbindelsen til de
kunststrømninger, der sås i Europa. Den første danske direktør var
billedhuggeren Johannes Wiedewelt, han havde i Rom været venner med J. J.
Winkelmann og havde studeret antikken. Bertel Thorvaldsen havde Wiedewelt
og Abildgaard som lærere.
På Akademiet uddannedes arkitekter, billedhuggere, malere,
og først i slutningen af 1800-tallet blev der oprettet
alternative kunstskoler. Kunstnerne kunne vinde lille og store sølvmedalje og lille og store
guldmedalje. Store guldmedalje medførte gerne en studierejse, der oftest gik
til Rom, i visse perioder også til Paris.
. |
Historiemaleri er
motiver fra menneskehedens historie både i fortid og samtid. Også emner fra
litterære forlæg og Bibelen regnes med under historiemaleri.
Historiemaleriet
var det højest rangerende,
herefter kom
portrætmaleri
og
landskabsmaleri.
I det gamle kongeslot
Louvre, grundlagde Napoleon et
nationalt museum,
det første offentligt
tilgængelige museum.
I
Louvre samledes alle de kunstværker, som de franske
hære havde erobret under deres togter i Europa og Ægypten samt mange
privatsamlinger, der enten var
blevet beslaglagt eller var testamenteret til staten |
|
|
... |
|
|
| |
Madame
Récamier c. 1800, Louvre, Paris.
David har fremstillet Madame Récamier (Jeanne Françoise
Julie Adélaïde Bernard 1777-1849) som republikkens
heltinde, imidlertid var hun, modsat David,
Napoleonsfjendtlig. Hun ligger i en klassisk position på en
løjbænk/sofabænk, som blev opkaldt efter hende - en
Récamier-bænk. Rummets sparsomme indretning, hendes
klædedragt og frisure er inspireret af stilen i antikkens
Pompeji, hun er barfodet
(symboliserende en revolutionær holdning). Madame
Récamier's parisersalon var velbesøgt, hendes gæster var
forfattere, politikere, kunstnere og velansete udlændinge,
der kom for at beundre hendes skønhed og blev beruset af
den. Madame Récamier var berømt for sin takt og særlige evne
til at lytte. Fra 1814 var hendes salon en lille enkel
lejlighed i et kloster på venstre Seinebred,
Abbaye-aux-Bois.
Om
salonen se rokoko.
Magrittes Madame Récamier.
.
|
|
|
| ... |
Jacques Louis David
(1748-1825).
Fransk kunstner, født i Paris og død i Bruxelles.
David var neo-poussinist (Nicolas Poussin), inspireret af
Caravaggios lys,
men først og fremmest den førende nyklassicistiske kunstner og det revolutionære styres
officielle maler, formentlig mest kendt for sine store dramatiske billeder af Napoleon og
andre historiske personer.
I 1766 påbegyndte han sin
kunstneriske uddannelse under rokokomaleren Joseph-Marie Vien (1716-1809),
der havde en særlig interesse for antikken. Fra 1766-74 studerede David
på "Det Kongelige Akademi for Maleri og Skulptur"
i Paris. I 1774 vandt han, efter flere forgæves forsøg,
det romerske akademis førstepris
for billedet "Antiochus og Stratonice". Fra
1775-80
opholdt David sig i Rom, han fulgte sin lærer Vien, der var blevet leder
af det franske Akademi i Rom - under sit ophold stiftede David bekendtskab
med den romerske
monumentalkunst fra Raffael til Domenichino og med den romerske antik, som
fik afgørende betydning for hans kunst. I 1784 fik David til
opgave, af kong Louis XVI, at udføre et stort billede efter eget
mottivvalg, han valgte "Horatiernes ed" og tog igen til Rom for
at male billedet der, det blev udstillet i 1785, først i Rom og
efterfølgende på Salonen i
Paris, hvor det blev en gigantisk succes, det blev opfattet som den
nye tids ånds endelig sejr over det svindende århundrede stil - David
var fra da af nyklassicismens ledende kunstner. "Horatierne ed"
(se også ovenfor) indeholder de kendetegn, der blev karakteristiske for
den nye retning - en klar monumental billedopbygning, enkle kølige farver,
strenghed i motivet, en forherligelse af de gamle romerske republikaneres
moral.
I begyndelsen af sin karriere var David leder
af den nyklassicistiske bevægelse, senere blev hans emner mere moderne og
politiske. På Davids malerskole i Paris var undervisningen præget af
hans forståelse for de forskellige perioders kunst. Han
indprentede sine elever at studere den uforanderlige natur, imidlertid var
eleverne først og fremmest inspireret af Davids klassicisme, hans optrin med romerske krigere og helte som fx
Horatiusbrødrene, der gav deres liv for at frelse deres land
fra de indtrængende naboer
- Eckersberg var elev hos David.
David var aktiv under den franske revolution 1789-99, han tog parti for de revolutionære mod
kongedømmet - han støttede Robespierre (1758-1794), Jakobiner og den
reelle leder under Terrorregimet - den franske læge og politiker
Jean-Paul Marat (1743-1793) var formand for Jakobinerne - David's "Den
dræbte Marat", malet efter politirapporten, viser |
... |
|
| ... |
revolutionslederen, der ligger død i sit
badekar, hvor han opholdt sig på grund af sin smertende hudsygdom, der
kun kunne lindres ved at han lå i blød i koldt vand, han blev stukket
ihjel med en dolk af en ung idealistisk adelsdame, Charlotte Corday. Teksten på det brev, som Marat holder i hånden lyder:
"Du 13
juillet 1793, Marie Anne Charlotte Corday au citoyen Marat, il suffit que
je sois bien malheureuse pour avoir droit à votre bienveillance" (...
At jeg er ulykkelig er nok til at have krav på Deres velvilje).
David var kortvarigt i fængsel for sine politiske handlinger. Da revolutionen endte med Napoleons statskup og magtovertagelse (og igen i
1804 et nyt absolut monarki), opgav David sin revolutionsforherligelse og sluttede
sig til Napoleon, antagelig ud fra en oprigtig begejstring for
denne, i hvis udseende han så det romerske helteideal levendegjort. Som
hofmaler for Napoleon udførte David det monumentale historiebillede (6 x
11
m) af kroningsceremonien i Notre Dame i Paris. Da Napoleons imperium
brød sammen i 1814 og bourbonerne vendte tilbage til den franske trone,
rejste David i frivillig eksil i Bruxelles og fortsatte
sin kunstneriske virksomhed der, fx udførte han portrættet af grev de
Turenne, 1816.
. |
... |
|
|
|
. |
 |
|
Skitse
til "Boldhuseden, den 20 juni 1789"
(Le
serment du Jeu de Paume, le 20 juin 1789),
1791, Versailles |
|
|
 |
|
"Horatiernes ed",
1784, Louvre, Paris |
|
 |
|
"Napoleons
kroning" 1804. Øjeblikket da Napoleon kroner
Josephine
.
|
|
|
 |
|
"Den
dræbte Marat", 1793, Musées Royaux des
Beaux-Arts de Belgique, Bruxelles |
|
 |
|
 |
|
"Napoleon
i sit arbejdsværelse", 1812, i den klassiske
positur med højre hånd indenfor vesten.
The National Gallery of Art, Washington, D.C. |
|
|
 |
|
"Bonaparte
krydser St. Bernhard Passet", 1800, Musée
national du château de Malmaison,
Rueil-Malmaison
(udenfor Paris).
Château
de Malmaison var Napoleon Bonapartes og kejserinde
Joséphines
residens
.
|
|
|
 |
|
"Sabinerinderne", 1796-99,
Louvre, Paris |
|
|
|
|
|
| |
| |
Jean
Auguste Dominique Ingres (1780-1867).
Fransk maler hovedsageligt af portrætter, men også af
historiske og religiøse motiver samt badende - hans favorittema.
Inspireret af Raphael.
Han var elev af David
og i opposition til Delacroix's
romantik. Ingres var født i Montauban,
som søn af en mindre kendt maler og skulptør. I 1791 modtog
han undervisning på kunstakademiet i Toulouse. Han rejste til
Paris i 1797 og blev elev i David's atelier. Han vandt Prix
de Rome i 1801, og i 1806 rejste han til Italien, hvor han blev indtil
1824. I 1820 flyttede han fra Rom til Firenze, hvor han
hovedsageligt arbejde på "Louis XIII's edsaflæggelse",
bestilt til katedralen i Montauban. I 1824 vendte han tilbage
til Frankring og boede i Paris resten af sit liv bortset fra en periode i Rom, hvor han var direktør for Det Franske Akademi
fra 1834-41. Ingres havde testamenteret adskillige malerier og mere
end 4000 tegninger til sin fødeby Montauban, og de er nu
opbevaret i Ingres Museet i det gamle biskoppalads.
Arbejder af Ingres på Louvre i
Paris: "Det Tyrkiske
Bad",
1859-63. "Den
Store Odalisk", 1814, den
langlemmede odalisk minder om manierismens figurfremstillinger
(en odalisk er en kvindelig slave eller medhustru i den tyrkiske
sultans harem). "Homers Apoteose", museets
loft, 1827, et af hovedværkerne i hans historiemaleri.
.
|
|
|
| |
 |
|
| "Kilden", 1856,
Musee d'Orsay, Paris
|
|
|
|
|
|
 |
|
"Mademoiselle
Rivière", 1805,
Museé du louvre, Paris
.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
Nicolai
Abraham Abildgaard
(1743-1809). Dansk nyklassicistisk maler og arkitekt. Genrebilleder fra
antikkens historie. Professor ved Kunstakademiet 1778 og
direktør 1779-91 og 1801-09. 1760-70 Johan Edward Mandelbergs
medarbejder ved på billedserien fra Iliaden til kuppelsalen
på Fredensborg Slot. Studierejser i Italien, hvor han
kopierede fx Raffael, Tizian og Michelangelo. Udsmykning af
Christiansborg riddersal, om de oldenborgske kongers historie,
han arbejde på disse billeder til kort før slottets brand,
tre billeder samt nogle skitser er bevaret.
"Den sårede filoktet", "Adrastos dræber sig
ved Atys' grav" (på ARoS Aarhus Kunstmuseum).
Bygninger og monumenter blev udført efter Abildgaards
tegninger fx hovedbygningen på Spurveskjul i Virum
fra 1805.
Apistemplet i Frederiksberg Have udførte han sammen med A.
Kirkerup. Interiøret i Levetzaus Palæ på Amalienborg sammen
med Thorvaldsen. Tegnede møbler og illustrerede bøger.
Frihedsstøtten
ved Vesterport i København (1792-97) til
minde om stavnsbåndets ophævelse. Frihedsstøtten er en 15 m
høj obelisk af bornholmsk sandsten med et fodstykke af norsk
marmor. Et jerngitter omgiver obelisken.
Abildgaard
tegnede støtten. Ved foden af obelisken er 4 allegoriske
statuer, "Troskaben", "Bondefliden",
"Tapperhed" og "Borgerdyd". Statuerne er
udført af Wiedewelt, Weidenhaupt, Dajon. På fodstykket er to
relieffer "Retfærdigheden" og
"Frigørelsen", der er udført af Wiedewelt og
Weidenhaupt. "Stavnsbaandet skal ophøre, Landboe Lovene
gives Orden og Kraft, at den frie Bonde kan vorde kiek og
oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig."
indskrift skrevet af Thomas Thaarup. Frihedsstøtten blev
renoveret og genindviet i 1999 af kronprins Frederik. |
|
|
|
|
|
|
1.-2. |
Frihedsstøtten,
København, 1797. Inskriptioner af Thomas
Thaarup. Fotos Kirsten Petersen |
| 3. |
Det ene af fodstykkets to relieffer, "Retfærdigheden"
af Johannes Wiedewelt. Reliefferne er udført efter
Abildgaards tegninger. |
| 4. |
Det andet af fodstykkets to relieffer, "Frigørelsen"
af Andreas Weidenhaupt. |
|
|
|
|
1. |
Ved foden af obelisken er 4 allegoriske
statuer, her "Borgerdyd" med en krans af
egeblade, der er religiøse symboler på tro og
udholdenhed. Statuerne er
udført af Johannes Wiedewelt, Andreas Weidenhaupt og Nikolaj
Dajon ("Borgerdyd"). |
| 2. |
Allegori
på "Tapperhed" af Nikolaj
Dajon. Løveskindet, som figuren bærer
på hovedet symboliserer styrke. Om staven
er et flag, der symboliserer nationens
dyder som frihed og enhed. |
| 3. |
Allegori på "Troskaben"
udført af Johannes Wiedewelt. Der ligger
en hund ved figurens fod, et symbol på
troskab. |
| 4. |
Allegori på
"Bondefliden" af Andreas Weidenhaupt.
I højre hånd holdes en plov (ses på billede 2)
og i venstre et overflødighedshorn, som
symboliserer velstand.
|
|
|
|
|
1. |
"Pigen
fra Andros 2, 1802. Motiv fra Rerents'
komedie 2. akt, 3. scene. Simos søn
Pamfilus, der elsker pigen fra Andros i
samtale med sin tjener Davus, der ærer
den antikke komedies maske.
Statens Museum for Kunst.
|
| 2. |
"Teologi.
Allegorisk figur, 1800,
Statens Museum for Kunst. |
| 3. |
"Ymer
dier koen Ødhumble", 1775.
Jætten Ymer i den nordiske mytologi - fra sveden i hans
armhuler fødtes koen Ødhumble, og Ymer levede af dens
mælk. Guderne skabte jorden af Ymers døde krop.
Statens Museum for Kunst.
|
| 4. |
Ymerbrønden
i Fåborg, kopi af Kai Nielsens
skulptur fra 1913, originalen er på Fåborg
Museum. |
| 5.-6. |
Malerier,
Statens Museum for Kunst. |
| 7. |
Spurveskjul, 1805. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Bertel Thorvaldsen (Albert/Alberto)
(1770-1844).
Dansk international billedhugger. Født i København, søn af den
islandske billedskærer Gotskalk Thorvaldsen og Karen Dagnes. Fra 1781-83
var Thorvaldsen elev på Akademiet i København, hans lærere var Johannes
Wiedewelt og N.A. Abildgaard.
I 1978 vandt han den Store Sølvmedalje og i 1793 den Store Guldmedalje.
I 1796 blev han tildelt Akademiets store rejselegat til Italien. Den 8.
marts 1797 ankom Thorvaldsen til Rom, han fejrede denne dato som sin romerske
fødselsdag. Han boede i Rom fra 1797-1838 - i denne periode foretog han
rejser til Danmark og München. Under hans ophold i Rom fødte hans
elskerinde Anna Maria
Magnani ham to børn Carlo Alberto og Elisa. I 1805 blev han udnævnt til professor på
Det Kongelige Akademi
for de Skønne Kunster, fra 1822-33 var han akademiets direktør,
i 1808 blev han udnævnt professor til ved Accademia di San Luca i Rom, og var
akademiets præsident fra 1825-28.
I Rom udførte Thorvaldsen en række statuer og relieffer fx "Jason",
"Venus", "Ganymedes med Jupiters Ørn", "Amor og
Psyche" samt reliefferne "Natten og Dagen" og statuen
"Jason med det gyldne skind", 1803, bestilt af den engelske
kunstsamler Thomas Hope og i 1917 købt af Thorvaldsens Museum.
|
|
|
| ... |
Jason-statuen
var inspireret af den antikke Apollo Belvedere (der i 1511 placeredes i
Palazzo Belvedere's gårdsplads i Vatikanet, nu i Museo Pio-Clementino/
Musei di Scultura i Vatikanet, det første af Vatikanets museer). Jason-statuen
gav Thorvaldsen international berømmelse, og sammen med Antonio Canova, betragtes han som den største nyklassicistiske
billedhugger. Thorvaldsens atelier blev mødested for italienske og
danske kunstnere fx H.E. Freund og H.V. Bissen.
I 1812 udførte Thorvaldsen relieffet "Alexander den Stores
triumftog i Babylon" til et rum i Palazzo del Quirinale, som blev
dekoreret i anledning af Napoleons I's besøg til Rom. Fra 1820-21
udarbejdede han skitserne til Kristus og de 12 apostle til Vor Frue
Kirke i København og vendte tilbage til Rom, hvor han indtil 1838 udviklede en stor produktion, fx
rytterstatuerne af Poniatowski og Maximilian d. 1., gravmonument over
Pius 7. og figurerne til Vor Frue Kirke i København. 1839 vendte
Thorvaldsen tilbage til København, han donerede sine arbejder og
kunstsamling til byen København. Den danske maler Jørgen Sonne har
skildret Thorvaldsens hjemkomst den 17. september 1838 med fregatten Rota i frisen på Thorvaldsens
Museum. Sine sidste år tilbragte han i sin bolig på Kunstakademiet,
hvor han var professor fra 1805, og han boede også på Nysø, hvor
der 1925 blev indrettet et museum over de arbejder, han udførte der.
Thorvaldsen døde under en teaterforestilling på Det Kongelige Teater
og blev begravet i gården til Thorvaldsens Museum.
.
|
|
|
|
|
 |
|
|
|
|
| ... |
|
Jason var en græsk kongesøn og sagnhelt, der voksede
op i landflygtighed, da hans far kongen var blevet
fordrevet at sin bror Pelias. Pelias og Jason spurgte
Oraklet i Delfi til råds om deres liv, og Pelias fik
det svar, at han skulle frygte den, der kom med en
sandal. Til Jason sagde Oraklet at han var født til
konge. Jason var ikke i tvivl om oraklets svar og drog
mod kongeborgen og tabte undervejs sine ene sandal.
Overfor Pelias gjorde han krav på tronen. Pelias
huskede Oraklets svar og forlangte af Jason, at han
ved en dåd skulle bevise, at han havde ret til tronen. Han skulle hente det gyldne vædderskind fra
Kolchis ved Sorte Havet (verdens ende). Jason gik om
bord på skibet Argo sammen med 50 mand, argonauter,
og de begav sig ud på argonautertogtet, der bestod af
mange prøvelser. Jason fik hjælp til sine prøvelser
af kongedatteren Medea, der havde trolddomskraft, og
han fik fat i det gyldne skind, og som tak herfor
giftede Jason sig med Medea, og de fik to børn.
Senere forlod Jason Medea til fordel for en ung
kongedatter i Korinth. Medea planlagde en hævn til
Jasons bryllup og sendte sine børn med forheksede
gaver til hans brud, som sammen med sin far brændte
ihjel, da de hjalp hinanden med at åbne gaverne.
Medea dræbte også sine børn for at hævnen kunne
blive fuldkommen og rejste herefter på sin vingede
dragevogn til sit fædreland. Jasons brud og børn var
borte, og Jason selv døde på sit skib Argo, da roret
brækkede af og ramte ham. |
... |
|
 |
 |
|
Thorvaldsens
Museum, København, 1839-48
tegnet af arkitekten Michael
Gottlieb Bindesbøll
. |
|
|
|
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| 1.-4. |
Jason
med det gyldne skind, 1803. Fotos
Kirsten Petersen
|
| 5. |
Eckersberg's
portrait
of Thorvaldsen, 1814 |
| 6. |
Bertel
Thorvaldsen |
| 7. |
Bertel
Thorvaldsen udført af den tyske billedhugger Christian Daniel
Rauch.
|
| 8. |
Rafael |
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| 1. |
C.W.
Eckersberg |
| 2. |
Ganymedes |
| 3.-4. |
Ganymedes
med Jupiters ørn |
| 5. |
Amor
på løvens ryg, relief på soklen
til Ganymedes
med Jupiters ørn |
| 6.-8. |
Vor
Frue Kirke, København
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| 1. |
Kristusfigur,
1821,
Vor Frue
Kirke, København
|
| 2.-3. |
Dåbens
Engel, Vor Frue Kirke |
| 4. |
Apostelstatue,
Andreas, Vor Frue Kirke |
| 5. |
Apostelstatue,
Bartholomæus, Vor Frue Kirke
|
| 6. |
Apostelstatue,
Petrus, Vor Frue Kirke
|
| 7. |
Apostelstatue,
Johannes, Vor Frue Kirke
|
| 8. |
Johannes
Døberen |
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| 1. |
Den
triumferende Amor |
| 2. |
Mars
og Amor |
| 3. |
Venus,
gudinden for kærlighed og kvindelig
ynde
|
| 4. |
Vulkan,
gud for ild og vulkaner |
| 5. |
Håbets
gudinde |
| 6. |
Thorvaldsen
læner sig op ad Håbets gudinde |
| 7. |
Rytterstatue
af Kurfyrste Maximilian I til München, 1833-35 |
| 8. |
Friedrich
Schiller, 1836 |
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| 1. |
De
tre gratier og Amor, 1821 |
| 2. |
Schweizerløven, 1819 |
| 3. |
Den
Guddommelige Styrke, Pave
Pius VII, Den Himmelske Visdom
|
| 4. |
Astronomen
Nicolaus Copernicus, (1473-1543), 1822
|
| 5. |
Medaljonen
"Dag" |
| 6. |
Medaljonen
"Nat" |
| 7. |
Interiør
Thorvaldsens Museum af Georg
Seligman, 1903 |
|
 |
 |
 |
 |
|
|
| 1.
-6. |
Loftsmotiver,
Thorvaldsens
Museum |
|
.
|
|
|
S
o n n e s f r i s e |
|
Frisen
på Thorvaldsens Museum viser Thorvaldsens
hjemkomst til København,
efter at have arbejdet 41 år i Rom.
Frisen er udført af Jørgen Sonne, 1838,
den blev restaureret af Axel Salto
1951-59 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
| C.F.
Harsdorff (1735-1799). Dansk arkitekt. Harsdorffs
Hus, 1780, Kgs. Nytorv, København. |
|
|
|
|
| ... |
| C.F. Hansen
(Christian Frederik)
(1756-1845)
-
dansk nyklassicistisk arkitekt.
Elev af C. F. Harsdorff præget af klassicismen, men udviklede sin
egen stilretning. 1784-1800 landbygmester i Holsten, hvor han opførte
privatvillaer i Altona. Københavns førende arkitekt ved nyopførelser
efter brandene 1795 og 1807. Opførte fx Råd- og Domhuset
(1799-1816), Metropolitanskolen (1811-16), Christiansborg Slot
(1800-16) med slotskirke, indviet 1829, herregården Pederstrup på
Lolland (1827) og Vor Frue Kirke, indviet 1826. Overbygningsdirektør
for Danmark 1808. Kunstakademiets direktør 1811-33. |
|
 |
 |
 |
|
Københavns
Byret Nytorv, 1815 |
|
|
Christiansborg
Slotskirke |
|
|
| Vor
Fru Kirke, opført 1810-26
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Jacques-Francois-Joseph Saly
(1717-76). Fransk
billedhugger. Udførte rytterstatuen af Frederik d. 5. på Amalienborg
slotsplads, 1771. Elev af billedhuggeren G. Coustou
(1677-1746). Han vandt 1738 Prix de Rome og boede i Rom fra 1740-48 og blev
efter hjemkomsten til Frankrig 1751 medlem af Akademiet
for Maleri og Skulptur i Paris, den adgangsgivende skulptur
var "En ung faun med et gedekid".
|
I 1753 kom Saly til Danmark, da han af Asiatisk Kompagni fået
til opgave at udføre en rytterstatue af Frederik d. 5. I
perioden 1754-71
var Saly professor ved Kunstakademiet i København. I 1774
rejste han til Paris, hvor han fik en bolig på Louvre, og der
boede han de sidste år af sit liv. (se også under
rokoko).
.
Indskriptionen
på soklen:
Den taknemmelige og lykkelige tid (vier denne statue) til Frederik
V, den milde, fredsbringende og kunsternes beskytter
eller
(Viet til) Frederik V, den milde, fredsbringende og kunsternes
beskytter, (af) en taknemmelig og lykkelig tidsalder. |
|
|
|
|
| ... |
Øvrige kunstnere:
John Singleton Copley
(1738-1815) - Amerika.
Barokkens lyseffekter.
Jens Juel
(1745-1802)
-
dansk klassicist, hofmaler og professor
ved Akademiet. Portrætter, blomster, landskaber. Kom 1765
til København, hvor han blev uddannet på Kunstakademiet og udførte
en række portrætter. Opholdene 1772-80 i Rom, Paris og Geneve fik
stor betydning for hans udvikling. Blev sin tids førende danske portrætmaler.
|
... |
|
|
|
Perioden
i øvrigt
|
| ... |
Slaget på Reden
i 1801. Københavns bombardement i 1807, flåden
udleveres til englænderne, Danmark slutter sig til
Napoleon. Statsbankerot i 1813.
I 1700-tallet forfalder det franske monarki gradvis.
1789
kom den franske revolution. Louis d. 16. henrettes i
1793. Den 1. franske republik 1792-1804, fra 1799
militærdiktatur under Napoleon.
Napoleon d. 1 (1769-1821). Frankrigs kejser 1804-14. Nedkæmpede i 1795 et
royalistisk oprør i Paris, giftede sig i 1796 med
Josephine. Blev i 1802 valgt ved folkeafstemning til
førstekonsul på livstid, blev kronet til kejser i
1804. Napoleons mislykkede felttog til Rusland i 1812
førte til dannelsen af en ny koalition mod Frankrig.
Napoleon måtte abdicere i 1814 og forvistes til Elba,
men i 1815 vendte han tilbage til Frankrig og fordrev
Louis d. 18. og besteg kejsertronen igen. "De
hundrede dage" afsluttedes med Napoleons nederlag
ved Waterloo i 1815, han deporteredes til St. Helena
hvor han døde. I 1840 overflyttedes hans jordiske
rester til Invalidekirken i Paris.
|
... |
|
|
