|
Gotik |
| |
Stilen begynder i Frankrig, hvor den første gotiske
kirke og den væsentigste kirke for den gotiske
arkitekturstil,
St.
Denis
uden for Paris blev indviet i 1143.
Abbed Suger stod for byggeriet og har nedskrevet sin
oplevelse af den færdige kirke, der af ham blev oplevet
som arkitektur, der henførte beskueren til et sted
mellem himmel og jord.
Katedralerne er Gesamtkunstværker,
idet kunstarterne (arkitektur, skulptur, maleri) spiller sammen til Guds ære.
.
|
|
|
|
| ... |
Stilen
ses udtrykt i kirkearkitektur, kalkmaleri,
altertavler, billedskærerarbejder, glasmaleri,
katedralskulpturer, træsnit, håndskrevne
bøger, miniaturer. Motivvalget er
primært religiøse motiver, mere profane motiver ses i relieffer, malerier
og bogillustrationer.
Navnet gotik var en nedsættende betegnelse, der blev
brugt om stilen i renæssancen om barbarernes, de
uciviliserede goters stil, da man mente at de
klassiske normer ikke blev overholdt. Goterne var
germanske folkestammer i folkevandringstidens Sydeuropa.
De elementer som forbindes
med gotikkens byggemåde er
ribbehvælvene,
stræbebuer (murbue som spænder fra kirkens
midtskib til sideskibets ydermur), stræbepillerne
(murpille udvendig på mur, der forstærker
muren, så
den kan modstå tryk indefra) og spidsbuen, der har givet
stilen navnet spidsbuestilen.
I kirkearkitekturen
ses nu slanke høje spir og store vinduer, der kunne lede lyset ind i
kirken og større hvælvinger som konsekvens af, at håndværkerne var blevet dygtigere til at
beregne pres, tryk og modtryk. Stilen stræber mod
himlen i sit udtryk, rummene er høje og lyse og i modsætning til den
romanske arkitektur, er den gotiske stil let og elegant.
.
|
... |
|
|
|
|
|
|
| ... |
Katedralen er en bykirke
og en domkirke/hovedkirke, en biskopal kirke, biskoppen har sæde her, og har et
kollegium, der
består af administrative hjælpere. Kirken kan have
ejendomsbesiddelse, være knyttet til kongehuset og donatorerne er oftest
kongelige personer.
Katedralen var i middelalderen en central bygning i byernes
liv, den var datidens rådhus, der holdtes rettergang,
og der blev foretaget kroninger. Kirken var skole,
bibliotek, kunstgalleri, teater,
og der var markedshandel. Katedralen var rum og centrum
for en blanding af det verdslige og religiøse.
Man søgte at almengøre kristendommen. Adamsportaler
(Adams uddrivelse af paradis),
her sæde hvor folk
idømtes bøder.
Lysmetafysikken
er væsentlig for middelalderen, man ønskede et
lysfyldt kirkerum. Middelalderteologerne mente, at for
at fatte Gud måtte man erkende ham i hver enkelt ting. Gud har sat billeder
mellem sig og menneskene, derfor udsmykkes kirkerne rigt
med mosaikker, guld og ædelstene, med malede billeder,
med glasmaleri. Gud er lyset selv.
Gotiske kirker
i Danmark
omfatter kun et overhvælvet rum. Udvendig viser det stejle tag, stræbepillerne
og de spidsbuede vinduer, at man står over for en typisk gotisk bygning.
I
Danmark
ses stilen især i kirkearkitekturen og kalkmalerierne. Den gotiske arkitektur er ikke nær så udpræget i
Danmark som i Frankrig, højden er ikke så påfaldende og kun et par
danske kirker har udvendige stræbebuer til at tage hvælvingernes
sidetryk.
De gotiske kirker kom til at præge købstæderne, men
ikke med det elegante franske arkitekturudtryk, men med
en tysk murstensgotik som konsekvens af den tyske
åndsindflydelse, der prægede tiden.
Der findes ikke
rene gotiske landsbykirker i Danmark, men stilen ses i
om- og tilbygninger og kirkeudsmykninger, især i
altertavler, gør den gotiske stil sig gældende. En
stor del af altertavlerne blev fremstillet i Lübeck,
der var et nordeuropæisk center for kirkekunst.
|
... |
|
|
|
Stilens
billedudtryk |
| ... |
I
billedudtrykket organiseres rummet, og der ses en
enkel skyggelægning langs konturerne. Der lægges mere vægt på
fortællingen. Der ses et
ændret forhold til Kristus, figurerne af Kristus bliver mere nærværende og
ikke i overnaturlig størrelse. Personskildringerne er afmålte og rolige og
figuropfattelsen stiliseret i den tidlige gotik.
Der
er
en begyndende naturalisme, som ses
i fx planteornamentik i arkitekturen og dyr og blomster i billedkunsten.
Menneskefremstillingen er præget af
S-svinget
i kvindefigurfremstillingen, der i højgotikken
bliver
en virkelighedsnær fremstilling med gestikulation
og dynamik. Stilen
kaldes "Den skønne stil",
med sine organisk svungne linjer.
Den romanske stivhed i billedudtrykket afløses i
Danmark omkring 1300-tallet af mere bevægelse i
figurerne, og fysiognomierne
bliver individuelle.
.
|
... |
|
 |
|
I
sengotikken
behandles motivet med
en større frihed, ingen faste rammer. Personerne bevæger sig i et
rum, og centralperspektivet (renæssancens opfindelse) anes.
Den italienske
maler Giotto var perspektivets
banemand.
De hollandske
brødre
Hubert og Jan van
Eyck opfandt oliemalingen ved
at blande olie og farver sammen. Interesse for
anatomi og naturgengivelse ses.
De fleste danske kalkmalerier er fra sengotikken, og der males direkte på den
friske kalk med lyse farver. I perioden afløses det
flade bjælkeloft af ribbedelte hvælvinger. Hvælvinger
anvendtes som malegrund for kalkmalerier og øgede behovet
for kalkmalerier.
En
mester i altertavler var billedhuggeren Bernt
Notke
(ca. 1440-1509) fra Lübeck, han
har fremstillet Danmarks største altertavle i Århus
Domkirke, en pentatyptichon, tavle med 4 fløje og et
midterparti grupperet i malerier og skulpturer. På
tavlen står "Bernardus hoc fecit" (Bernt
gjorde dette).
En anden Lübeckmester var billedskæreren og maleren
Claus
Berg (ca. 1470-1532), fra 1507 borger i Odense og
leder af et billedskærerværksted. Berg, der havde et nært
forhold til den stærkt religiøse dronning Christine,
udførte de næste 10-20 år arbejder for hende.
Altertavlen i Sankt Knuds kirke i Odense er en ca. 5 m
høj sengotisk fløjaltertavle.
.
.
.
Festsiden
af Bernt Notkes
altertavle i Århus Domkirke.
Foto: Kirsten Petersen
.
Århus domkirke, se
nedenfor. |
|
|
|
|
|
|
|
I Danmark i sengotikken optræder
fabelvæsener i
kalkmalerierne. Et fabelvæsen er et menneskelignende
væsen. Inspirationen til fabelvæsenerne kan være fra
middelalderbogen "Mandevilles Rejser"*
(oversat
til dansk i slutningen af 1400-tallet), forfatteren
rejser i Østen, hvor han møder disse væsener. En
anden inspiration kan være "Weltchronik"** af Hartmann
Schedel.
I Homer's "Odysseen" (800-600 f.Kr.) optræder
fabelvæsener.
Man troede væsenerne eksisterede ved verdens ende, og mente de var skabt af Gud og således
måtte have en betydning, fx være Guds straf mod synd, at den der begik synd kunne blive vanskabt eller
afkommet kunne blive vanskabt som et fabelvæsen.
Fabelvæsenerne er ikke omfattet af Guds nåde, men
hedenske skabninger.
Fabelvæsenernes funktion på kirkens vægge har været dels
dekoration, og der kunne være tale om satire, og de har
personificeret de 7 af middelalderens
dødssynder,
som det kan ses i Råby kirke. Dødssynderne
eller lasterne var: Dovenskab, gerrighed, frådseri,
utugt, hovmod, misundelse og vrede. Se
også
fresken
i Firenzes domkirke af Domenico di
Michelino, "Dante
og Den Guddommelige Komedie".
Reformationen var under opsejling, hvorfor kirkens
mæcener kan have valgt motiver, der kunne holde almuen
i skak. Symbolerne for dødssynderne kunne minde om, at
gode og fromme gerninger, som aflad til paven, ville
medføre et rigt liv efter døden. De mere groteske
billeder kunne være moralens pegefinger, der hæver sig
over menigheden for at opdrage og afskrække.
Generelt ønskede man i kirkernes kalkmaleriudsmykninger
at
belære den ikke læsende menighed om Jesu liv. Op mod
1500-tallet ses billedfremstillinger af helgenmartyrier og
dommedagsbilleder. Der blev vist i
billeder hvilke rædsler, et ikke fromt menneske kunne
komme ud for i helvede, og den paradisiske kontrast stod
her overfor.
|
|
|
|
|
| ... |
*Mandevilles
rejser også kendt som bogen om Sir John Mandevilles
rejser, af ukendt forfatter, udgivet mellem 1357-1371,
beskriver en engelsk ridders rejser - han forlod England
omkring 1322 og rejste gennem fx Ægypten, Etiopien, Indien,
Persien og Tyrkiet. De historier han kunne fortælle, da han
kom hjem, var intet mindre end fantastiske, han fortalte om øer
hvis indbyggere havde menneskekrop og hundehoveder, om
folkefærd hvis eneste føde var duften af æbler, om pygmæer, hvis munde var så
små, at de måtte tage føde til
sig ved at bruge strå som sugerør, om racer af enøjede
kæmper, der spiste rå fisk og råt kød.
Der er uvished om den ukendte forfatter var englænder eller
franskmand, imidlertid er der enighed om, at bogen oprindeligt
var forfattet på fransk (Les Voyages de Jean de Mandeville).
**Hartmann Schedel
(1440-1514), dr.med og fra 1484 stadslæge i Nürnberg. Schedel's
"Liber chronicarum"/"Weltchronik"/
"Nürnberger Chronik" blev trykt 1493 i
Nürnberg af Anton Koberger. Værket indeholder omkring 1800
træsnit udført af Nürnberg-kunstnerne Michael Wolgemut og
Wilhelm Pleydenwurff. Schedels historieopfattelse var baseret
på den kristne frelsertanke, bogen er inddelt i 7 tidsaldre
begyndende med skabelseshistorien og Adams tilblivelse og
sluttende med verdens endeligt. Krøniken var formentlig det 15.
århundredes mest ambitiøse bogudgivelse.
.
|
... |
|
Eksempler
på fabelvæsener
|
|
| 1. |
Blemmya
hovedløst væsen. Fabelvæsenerne er også
beskrevet i ægyptisk, græsk og romersk
mytologi. |
| 2. |
Akefal
hovedløst
væsen med mund og øjne på brystkassen, hvis
drikkebæger var lavet af menneskets hovedskal, og som skabte angst og frygt hos
dem, der så den - levede i Libyen. |
| 3. |
Kyklop
væsen
med øje midt i panden.
Kyklopsciapod
etbenet
væsen med et øje. Arimasp
lille
kyklop, øje
midt i panden. |
| 4. |
Sciapod
en skyggefod, etbenet væsen med stor fod,
der kunne bruges som parasol. En steganopode skulle være identisk med en
sciapod.
|
| . |
|
|
|
|
Blandingsvæsener med elementer fra
menneskets og dyrets krop |
|
|
| 1. |
Cynocefal
har menneskekrop og hundehoved. |
| 2. |
Tranehals
med menneskekrop
og lang krum hals, ansigtet er oftest et menneskeansigt med langt spidst
næb. Tranehalsen i Århus domkirke har skæg
i stedet for et næb (se
ovenfor). |
| 3. |
Havfrue
er halvt menneske halv fisk med en eller to
haler. I Norge var i 1500-tallet en uskreven fiskelov,
der drejede sig om, at fik man en havfrue i nettet,
skulle hun straks smides ud igen ellers brød stormen
løs. Havfruens aner er nereider og sirener. Sirenerne
kunne synge så smukt, at de søfarende kunne støde på
grund, endvidere kunne de spå.
Havmand
forekommer
i selskab med havfruerne. At få en havmand i nettet
betød held.
|
| 4. |
Kentaur
er halv hest og halvt menneske.
|
| . |
|
|
|
|
|
... |
Kalkmaleriernes
forlæg er Bibelen og Biblia Pauperum
(Fattigmandsbibelen).
Dødedans, en fremstilling af døden,
symboliseret ved skeletter, der danser med
personer fra alle sociale lag ses i fresker,
malerier og træsnit (Hans Holbein d.y.) i
middelalderen og den tidlige renæssance.
Dommedagsmotiver. "Memento Mori"
(husk døden) spiller en stor rolle. Døden
optræder fx dansende på kirkevæggen. Temaer som
synd, forsoning og dom er væsentlige, er mest
udbredt i Danmark, kan ses i 86 af landets
kirker. Kristus som verdensdommer, Ærkeenglen
Michael som sjælevejer og skærsildens pinsler.
Ecce Homo
(se hvilket menneske) fremstilling af Kristus
med tornekrone, forhånet af jøderne eller de
romerske soldater. |
... |
| |
Påmindelsen om menneskets dødelighed
"Memento Mori" er anvendt i
billed-
og
digterkunsten - hyppigst forekommende i
middelalderens og renæssancens kunstneriske
udtryksformer.
De nedenfor markerede vers der er typiske for "Memento
Mori"
i middelalderdigtning er fra "Ad
Mortem Festinamus", en anonym monofonisk virelai
(fransk versform) fra den catalanske samling af
senmiddelalderlige digte
"Llibre
Vermell de Montserrat"
fra 1399. Manuskriptet tilhørte klostret i
Montserrat udenfor Barcelona.
.
"Ad
Mortem Festinamus"
"Mod døden iler vi" |
|
Scribere proposui de contemptu
mundano
Ut
degentes seculi non mulcentur in
vano.
Iam est hora sugere a sompno
mortis pravo.
Jeg skriver om tilværelsens
ubarmhjertighed
For at tiden ikke skal svinde
forgæves.
Snart er timen hvor vi ser
dødens fordærvelse.
|
|
|
Vita brevis breviter in brevi
finietur,
Mors venit velociter quae
neminem veretur,
Omnia mors perimit et nulli
miseretur.
Livet er kort, og snart vil det
slutte,
Døden kommer hastigt og
ubarmhjertigt,
Den ødelægger alt og ynker
ingen. |
|
|
AD MORTEM FESTINAMUS!
PECCARE DESISTAMUS!
MOD DØDEN ILER VI!
LAD OS AFHOLDE OS FRA SYND! |
|
|
Ni conversus fueris et sicut
puer factus
Et vitam mutaveris in meliores
actus,
Intrare non
poteris regnum Dei beatus.
Hvis ikke du omvender dig og
bliver som barn igen,
Og ændrer dit liv til det bedre,
Vil du ikke som salig kunne
træde ind i Gudsriget.
|
|
|
Tuba cum sonuerit dies erit
extrema.
Et iudex advenerit vocabit
sempiterna
selectus in patria, prescitos ad
inferna.
Trompeten vil lyde på den
yderste dag.
Og dommeren vil vise sig og
kalde
de udvalgte til sit rige, de
fordømte til helvede. |
|
|
AD MORTEM FESTINAMUS!
PECCARE DESISTAMUS!
MOD DØDEN ILER VI!
LAD OS AFHOLDE OS FRA SYND! |
|
|
|
|
|
| |
Danske
kalkmalerier. Tegninger af Svend Havsteen
Mikkelsen og Alan Havsteen-Mikkelsen, graveret
af Czeslaw Slania. 1973
|
|
|
Tirsted kirke
på Lolland.
Dronning
Ester og kong Xerxes, ca. 1400.
Xerxes var persisk konge (regerede fra
485-465 f.Kr.). I "Esters Bog"
i Bibelen er Xerxes omtalt som Ahasverus.
Esther blev valgt som hans dronning.
"Esters Bog" beretter
historien om en jødisk dronning, som
reddede sit folk fra en planlagt anti-jødisk
sammensværgelse om at dræbe alle
jøder på kun en dag.
Esters Bog 8. Jødernes redning 3-8.
Så henvendte Ester sig endnu en gang
til kongen; hun kastede sig for hans
fødder, græd og bønfaldt ham om at
afvende den onde plan, som agagitten
Haman havde lagt mod jøderne. Kongen
rakte sit guldscepter ud mod Ester, og
hun rejste sig, trådte frem for kongen
og sagde: "Hvis det behager kongen,
og hvis jeg har
|
 |
|
fundet
nåde for hans øjne, og hvis kongen
finder det rimeligt, og han synes om mig,
så lad der udgå en skrivelse, der
tilbagekalder de breve, som agagitten
Haman, Hammedatas søn, skrev, da han
planlagde at tilintetgøre jøderne i
alle kongens provinser. For hvordan
skulle jeg kunne bære at se den ulykke
ramme mit folk, og hvordan skulle jeg
kunne se på tilintetgørelse af min
slægt?" Kong Ahasverus sagde til
dronning Ester og til jøden Mordokaj:
"Hamans hus har jeg givet Ester, og
han selv er blevet hængt i en galge,
fordi han ville lægge hånd på
jøderne. Nu skal I skrive, hvad I vil
angående jøderne, i kongens navn og
forsegle det med kongens signetring. For
en skrivelse, der er skrevet i kongens
navn og forseglet med kongens signetring,
kan ikke tilbagekaldes."
|
|
|
|
Biersted
kirke
i Nordjylland.
Kristus
med kors og tornekrone,
ca. 1400. Jesu krumme skuldre er
resultatet af hans tunge byrde. Personen
til venstre er Simon af Kyrene (Kors-bæreren),
han er fremstillet som "Den lille
mand".
Matthæusevangeliet 27, 27-33.
Tornekroningen. Da tog statholderens
soldater Jesus med sin ind i borgen og
samlede hele vagtstyrken om ham. Og de
klædte ham af og hængte en
skarlagenrød soldaterkappe om ham,
flettede en krone af torne og satte den
på hans hoved, gav ham en kæp i højre
hånd og faldt på knæ foran ham,
hånede ham og sagde: "Hil dig,
jødekonge!". Og de spyttede på
ham og tog kæppen og slog ham i hovedet.
Da de havde hånet ham, tog de kappen af
ham og gav ham hans egne klæder på.
Så førte de ham ud for at korsfæste
ham. Korsfæstelsen. På vejen derud
traf de en mand fra Kyrene, som hed
Simon, ham tvang de til at bære hans
kors.
|
 |
|
|
Jetsmark
kirke
i Nordjylland.
Kong
Herodes og hans soldater, ca.
1474, bærende armbrøster og lange
sporer, spørger en bonde, der høster
med et segl, om han har set den
flygtende Maria med Jesusbarnet.
Da Herodes hørte at de vise mænd
søgte jødernes nyfødte konge blev han
forfærdet og tilkaldte de vise mænd,
og bad dem finde barnet og give ham
besked herom, så han også kunne
tilbede det. Ledt af stjernes fandt de
vise mænd Jesusbarnet, men fik i
drømme en åbenbaring om ikke at vende
tilbage til Herodes. I en drøm viste
Herrens engels sig for Josef og siger:
"Stå op, tag barnet og dets mor
med dig og flygt til Egypten, og bliv
dér, indtil jeg siger til. For Herodes
vil søge efter barnet for at slå det
ihjel." "Da Herodes nu indså,
at han var blevet narret af de vise
mænd, blev han rasende; og i Betlehem
og hele dens omegn lod han alle drenge
på to år og derunder myrde, ud fra den
tid, han havde fået opgivet af de vise
mænd". Matthæusevangeliet 2.
|
 |
|
| |
Fanefjord
kirke
på Møn.
Skabelsen
af Eva,
ca. 1480. 1. Mosebog/Genesis 2, 21-25.
"Da lod Gud Herren en tung søvn
falde over Adam, og mens han sov, tog
han et af hans ribben og lukkede til med
kød. Af det ribben, Gud Herren havde
taget fra Adam, byggede han en kvinde og
førte hende til Adam. Da sagde Adam:
"Nu er det ben af min ben og kød
af mit kød. Hun skal kaldes kvinde, for
af manden er hun taget." Derfor
forlader en mand sin far og mor og
binder sig til sin hustru, og de bliver
ét kød. Adam og hans kvinde var nøgne,
men de skammede sig ikke.
Kunstneres var Elmelundemesteren,
|
|
|
| |
| Djævelen
og kvindelige kirkegængere
(c. 1480). Djævelen gør notater om to
kvindelige kirkegængeres konversation,
notaterne slettes hvis kvinderne angrer
deres synd.
|
|
|
|
|
|
| ... |
Djævelen
maltes på væggen i gotikken.
Djævlene skriver ned, hvis der bliver snakket under
Gudstjenesten, kvindernes kirkesnak,
djævlebillederne er hovedsageligt placeret i spindesiden
(nordsiden),
men sletter sine notater, hvis folk angrer.
Djævelen ægger til intime forhold. Djævelens register
skal bruges på dommens dag. I midten af 1500-tallet er
den første hekseproces. Personer kan være i pagt med
Djævelen.
Dommedagsmotivernes væsentlige rolle i
middelaldersamfundet har udgangspunkt i kristendommens
indførelse i Danmark. Accept af en Gud, der
afløser de mange nordiske guder. Én Gud i himlen, én
konge på jorden. Dødens nære eksistens skulle
anskueliggøres i den bibelske tekst, dødssynder var
almindelig lærdom, og præsten kunne pege på motiverne
på væggen.
Efter 1250 var der nedgang i befolkningstallet, udbud af
arbejdskraft mindsket, hvilket betyder, at fæsterne
står stærkere. Der var pest og dårlig
sundhedstilstand. Middelalderen forklarer pesten ved
hjælp af astrologien. Pesten skulle være udbrudt i
Kina. I 1349 kom pesten til Danmark, forklaringen søges
i stjernerne og Guds hævn.
Kirkespil,
skuespil i kirken, som opføres af de gejstlige. En nar optræder altid i senmiddelalderen i
fx kirkespil, han kan i Golgatascenen håne Kristus.
Horror vacui betyder frygt for det tomme rum, det
er huller, hvor man sætter fx blomster og udfylder
tomheden.
|
... |
|
|
|
Unggotikkens
kunstnere og værker |
| ... |
Giotto
(ca. 1266-1337) - Italien. Store enkle former, begrænset
dybde. Krop
og draperier danner en helhed. Arenakapellet i Padua.
"Kristi Indtog i Jerusalem", "Begrædelsen", "Madonna på
tronen".
.
|
|
... |
|
|
|
| 1. |
Detalje fra
altertavlen "Madonna på Tronen", ca.
1310, Galleria degli Uffizi, Firenze
|
| 2. |
. |
| 3. |
. |
| 4. |
. |
|
|
|
| ... |
Øvrige kunstnere: Cimabue (ca.
1240-1302), florentinsk maler. Fresker i Assisi.
Tavlebilleder "Madonna med barnet"
Uffizierne i Firenze. Krucifiks i Santa Croce i
Firenze. Mosaik i domkirken i Pisa. Duccio (ca.
1250-1319), italiensk maler. Nyt billedrum,
ukorrekt perspektiv. Scener af Kristi liv i
operaen i Siena. "Bebudelsen af Jomfru
Marias død", "Kristi indtog i
Jerusalem".
Simone Martini (ca. 1280-1344), Italien.
kraftigere modellering, dramatiske bevægelser.
Varianter i det psykologiske udtryk. Madonna i
fresko på Siena rådhus ca. 1315. Pietro Lorenzetti
(ca. 1280-1348), Italien. Ambrogio Lorenzetti,
italiensk maler i perioden 1319-49. landskabs-
og bybilleder med stor dybde. Utæmmet natur.
Mennesket har taget naturen i besiddelse.
Fresker "Det gode styre i Byen",
"Det gode styre på landet". |
... |
|
|
| ... |
|
Hammershus opført i 1200-tallet på Bornholm af Lunds
ærkebiskop i forsvar mod kongemagten. Et tredelt borganlæg
omgivet af en ringmur. Hovedborgen rummede Manteltårnet i 6
etager. Her opholdt sig de fredløse, der var dømt for mordet på
Erik Glipping. Borgen blev i 1522 erobret af kong Chr. 2. og
pantsat til Lübeck i 1525-75. Efter tabet af Skåne, Halland og
Blekinge mistede Hammershus sin betydning som fæstning og blev
brugt som statsfængsel for fx Corfitz Ulfeldt og Leonora
Christina i 1660-61. Borgen forfaldt og ruinen blev fredet i
1822. |
|
|
|
|
|
| ... |
| Domkirken
i Köln (påbegyndt 1248 afsluttet 1880'erne) -
den første gotiske kirke i Rhinlandet. Forbillederne er de
franske katedraler. I kirkerummet
drejer alt sig om De Hellige Tre Konger, Caspar, Melchior og
Balthazar. Kongerne
blev begravet i Jerusalem og under en pilgrimsrejse fandt Helena, mor til Konstantin d. 1, kongernes
ben, og de blev anbragt i S. Sophia katedralen i
Konstantinopel,
senere givet til Milano.
|
|
|
I 1164 erobrede Frederik Barbarossa
Milano og relikvierne sendtes til Köln, hvor der blev
fremstillet et gyldent skrin til kongernes
jordiske rester, hvoraf nogle blev sendt tilbage til Milano. Det
gyldne relikvieskrinskrin i katedralen førte til at kirken blev
en valfartskirke. I 1998 fejredes domkirkens 750 års jubilæum.
.
.
Skibby
kirke, Nordsjælland, 1350 - Malet direkte
på den hvide pus, og som noget nyt males på
hvælvingerne. Skibbykrøniken,
latinsk håndskrift af Poul Helgesen, fundet indmuret i kirken i
1650.
|
|
|
|
| ... |
Mont
Saint Michel er en by bygget på en lille 80 m høj klippeø
et par km fra kysten i Normandiet i Frankrig. En asfalteret dæmning
fører over til øen.
Ærkeenglen Mikael skulle i 700-tallet have vist sig for en biskop og
sagt til ham, at han skulle opføre et kapel, der fik ærkeenglens
navn Mikael/Michel.
Et benediktinerkloster blev grundlagt i begyndelsen af 700-tallet,
og der blev i 1200-tallet opført et kloster med en gotisk kirke, og
der opstod en lille by ved foden af klostret.
I 1600-talle blev klostret til fængsel.
I dag er Mont Saint Michel under den franske stats forvaltning og et
historisk monument og betragtes som et af verdens underværker.
|
...
|
|
|
Den
internationale stils kunstnere |
| ... |
I
slutningen af 1300-tallet, opstod en enkelt dominerende
stil over hele Vesteuropa, en blanding af
nordeuropæiske og italienske traditioner.
|
... |
|
|
| ... |
|
Gentile da Fabriano (1370-1427).
Italiensk maler. De fleste af hans arbejder er blevet ødelagt herunder
også freskerne til Dogepladset i Venedig og i San
Giovanni in Laterano (Skt. Johannes i Lateranet) i Rom. Fabrino's
største tilbageværende værk er altertavlen "Kongernes
tilbedelse", Galleria degli Uffizi, Firenze, 1423, malet til kirken Sta
Trinità i Firenze, der placerer
ham på højde med Ghiberti, den støste eksponent for den
internationale stil.
|
|
|
|
|
|
| ... |
Melchior Broederlam
(1381-1409). Flamsk
maler, en af de væsentligste malere indenfor den internationale
stil,
han arbejdede i Yperen i Belgien,
hvor han sandsynligvis også er født, og var hofmaler i Dijon hos hertug Filip den
Dristige af Burgund
(1363-1404)
- Dijon hovedstaden i Burgund/Bourgogne, Frankrig. Efterladte
dokumenter fra tiden omtaler Broederlam som en travlt beskæftiget og
alsidig kunstner, imidlertid er de eneste bevarede arbejder af ham to fløje fra
en altertavle, udført 1394-99, for karteuserne/La Grande Chartreuse
(munkeorden) i Champmol -
altertavlen tilhører Musée des Beaux-Arts, Dijon.
Den internationale stil er karakteriseret ved sin blide maleriske kvalitet og
den detaljerede realisme.
Hver alterfløj består af to billeder:
Alterskabets
venstre fløj: "Bebudelsen" og "Jomfru Marias
Besøgelse". Jomfru Maria
lyttende til englens ord sidder ved en slags læsepult, der er placeret
i en åben gotisk arkitektur, en indgang, der fører videre til
bygningen bagved - de arkitektoniske elementer har stor detaljerigdom og
de åbne rum med de slanke søjler giver den stive bygning lethed.
Kontrasten til bygningens stivhed ses i figurernes skønhed og det
storslåede omgivende bjerglandskab med dets bløde linjer.
Proportionerne er ikke realistiske, figurerne/handlingen er det
væsentligste og mest fremtrædende, arkitektur- og landskabskulisserne
er stemningsskabende.
Lukasevangeliet 1,28-38 , Bebudelsen af Jesu fødsel: "Og englen kom ind til hende og hilste
hende med ordene: "Herren er med dig, du
benådede!"
Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv,
hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til
hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde
for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn,
og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive
stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren
skal give ham hans fader Davids trone, han skal være
konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke
være ende på hans rige." Maria sagde til
englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo
aldrig været sammen med en mand." Englen
svarede hende: "Helligånden skal komme over
dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.
Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes
helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth
har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om
hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette
måned,
thi intet er umuligt for Gud. "Da sagde Maria:
"Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig
efter dit ord!" Så forlod englen hende."
Figurerne til højre er jomfru Maria og Elisabeth.
Lukasevangeliet 1,39-45, Maria hos Elisabeth: "I de dage
brød Maria op og skyndte sig til en by i Judæas bjergland; hun gik ind
i Zakarias' hus og hilste Elisabeth. Da Elisabeth hørte Marias hilsen,
sprang barnet i hendes liv, og hun blev fyldt med Helligånden og råbte
med høj røst: "Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet dit
livs frugt! Hvordan kan det forundes mig, at min Herres mor kommer til
mig? For da lyden af din hilsen nåede mine
ører, sprang barnet i mig
af fryd. Salig er hun, som troede; for det, som er talt til hende af
Herren, skal gå i opfyldelse."
Alterskabets
højre fløj:
"Fremstillingen i templet" og
"Flugten til
Egypten". Arkitekturen i fløjen er kukkasseteater-agtigt og
landskabets proportioner er ukorrekte i forhold til figurerne, imidlertid
har Broederlam skabt dybde i kompositionen i langt højere grad end
det ses i mange tidligere nordeuropæiske arbejder, og billedet har store
maleriske kvaliteter - runde former, mørke bløde skygger,
der skaber indtryk af lys og luft.
Den blide maleriske kvalitet ses i fx de løst draperede klædedragter og folderne i Josefs
støvler, og
realismen i detaljerne ses i fx blade, blomster, æsel, Josef som bonde med
detaljeret oppakning og jomfru Maria med aristokratisk ynde og lange slanke
fingre. Broederlams optagethed af detaljerne, får billedet til at fremstå
som en forstørret miniature. Farverne blå og guld er jomfru Marias
farver, glorien i guld og klædedragten i blå, farver der i kristendommen
symboliserer fromhed (blå) og renhed (guld), den ubesmittede undfangelse.
Lukasevangeliet 2,22-40, Fremstillingen i templet: "Da deres
renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til
Jerusalem for at bære ham frem for Herren - som der står skrevet i
Herrens lov: "Alt det første af mandkøn, der kommer ud af
moderlivet, skal helliges Herren" - og for at bringe offer, sådan
som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to
dueunger"...
Matthæusevangeliet, 2, 13-15 Flugten til Egypten: "...Stå
op, tag barnet og dets mor med dig og flygt til Egypten, og bliv dér,
indtil jeg siger til. For Herodes vil søge efter barnet og slå det
ihjel"...
. |
... |
|
 |
 |
Venstre
fløj:
Bebudelsen og Jomfru Marias besøgelse, ca. 1394,
triptychon, Musée
des Beaux-Arts, Dijon, Frankrig
.
Højre
fløj:
"Fremstillingen i templet" og "Flugten til
Egypten"
.
Frimærket:
Udsnit af "Flugten til
Egypten" |
|
|
|
|
|
| ... |
| Brødrene Limbourg, sengotiske bogillustratorer og
miniaturemalere. De flamske
brødre Paul, Jean og Herman var sønner af billedhuggeren Arnold van
Limbourg. I
begyndelsen af 1400-tallet var brødrene i lære hos en guldsmed i
Paris, og fra 1402-04 illustrerede Paul og Jean en Bibel for
Hertugen af Burgund, og da han døde fik brødrene opgaver for
hans bror
hertug
Jean af Berry (1340-1416), der var en magtfuld statsmand og mæcen, de
illustrerede hans tidebog (eller timebog) "Les très riches heures du Duc de Berry"
(1412-16, Musée Condé, Chantilly), som er et klassiske eksempel
på en middelalderlig tidebog, der er en katolsk kalender og
bønnebog med bønner og salmer til de faste bedetider på dagen. I
middelalderen og tidlig renæssance var tidebogen ofte udstyret med miniaturer, der kan have
et profant indhold.
Hertugen af Berry's tidebog anses for at være brødrenes største
værk, en
milepæl indenfor illuminationer, elegant og
sofistikeret kombinerende detaljeret naturalisme med dekorationer.
Brødrene Limbourg efterlod tidebogen ufærdig i 1416, den blev fuldendt omkring 1485 af Jean
Colombe.
|
|
 |
|
"August"
fra Hertugen af Berry's tidebog, 1412-16 |
|
|
|
|
|
|
Højgotikkens
kunstnere og værker |
| ... |
Katedralerne
i Chartres, Reims, Beauvais, Notre Dame i Paris og
Amiens er højdepunkterne i fransk gotik.
Fløjaltre
fx
Isenheimeralteret
i Colmar af
Matthias Grünewald.
Bernt Notkes altertavle i Århus
Domkirke. Claus Bergs altertavle i
Skt. Knuds kirke i Odense.
Haderslev
Domkirke. Kongstedmaleren.
Issefjordmaleren, kalkmaleri i Tuse kirke på
Sjælland, 1450.
|
... |
|
|
|
|
|
|
Notre Dame,
Vor Frue kirke, i Paris. Det var biskop Maurice de Sully, der fik Ludvig d. 7
(1137-80) gjort økonomisk interesseret i opførelsen
af en ny kirke til Vor Frue. I 1163 lagde pave Alexander d. 3, den første sten til
kirken. Ca. 1250 stod tårnene færdige. Pierre de Montereau og Jean de
Chelles, har bygget
sidekapellerne og forlænget tværskibet. Navnet på
arkitekten, der tegnede kirken kendes ikke.
Ca. 1345 stod kirken færdig. I dag er kun den Jomfru
Maria-statue, der står foran den nordlige portal
original og det eneste fra perioden, der overlevede
Revolutionen, hvor det indre blev næsten totalt
plyndret og større statuer udvendig blev knust.
Kirken kan rumme 9000 mennesker.
I facaden ses tre gotiske portaler. Portalen til
venstre er Jomfru Marias, den i midten
Dommedags-portalen og til højre portalen for St.
Anne. Herover ses Kongegalleriet. Ovenover står Adam
og Eva på hver side af den store Roset, herover det
store galleri.
Der har fundet kroninger sted i kirken, fx Napoleon
Bonaparte i 1804. På Louvre kan
Davids billede af
kroningen ses.
Victor Hugo's "Klokkeren fra Notre
Dame", 1831, beskriver livet i kirken.
Luis Bunuels film
"Mælkevejen",
1968, en uhyrlig og sjov satire om den
kristne tros historie, om den katolske kirke
og dens ritualer. |
|
|
|
|
| ... |
|
Katedralen
i Chartres (1194-1220) |
|
 |
|
Glasmosaik-
vindue,
katedralen i Chartres |
|
|
|
|
|
| ... |
Amiens
katedralen
(1220-88),
Vor Frue Kirke i Amiens i Nordfrankrig. Katedralen var en af de største
gotiske kirker i 1200-tallet, opført efter
Robert de Luzarches tegninger, den blev
ødelagt ved en brand i 1218 og genopført af Bishop
Evrard de Fouilloy. En nu fjernet inskription i gulvet fra 1288
bekræftede at byggeriet blev påbegyndt i 1220 og at Robert of Luzarches
var arkitekten og hans efterfølger Thomas de Cormont. Katedralen
var et mesterværk, et
højdepunkt i gotisk ingeniørkunst, arkitektur og håndværk, kirken var berømt
for sine billedskærerarbejder i sten i vestportalen, dens statuer, glasmosaikvinduerne i
klerestoriet, labyrinten og andre
indlæg i gulvet. Amiens kom i 1981 på UNESCO's liste over
verdens kulturarv.
.
|
|
 |
|
Amiens
katedralen
(1220-1288) |
|
|
|
|
|
|
Århus
Domkirke
(ca.
1200-1500) er grundlagt af biskop Peder
Vognsen.
Kirken er indviet til de søfarendes helgen St. Clemens, hans attribut er et
anker. Den første
romanske kirke stod færdig omkring 1300. I 1330 brændte kirken,
genopførelsen stod på fra slutningen af 1300-tallet til begyndelsen af
1500-tallet, hvor den gotiske kirke stod færdig. Kirken er 93 m lang og dermed
den længste i Danmark.
Kirkens altertavle er udtænkt af
Bernt Notke, den er udført af
mange, foruden ham selv, af snedkere, tømrere, billedskærere og
malere. Betegnelsen
distanceblænder er anvendt om altertavlen, fordi der er tale om
håndværksmæssige billige løsninger. Danmarks første
kunsthistoriker Niels Lauritz Høyen
(1798-1870) skrev om altertavlen, at den var "et
af de betydeligste Minder, vi har tilbage fra det femtende
Aarhundredes Kunst."
Altertavlen blev
restaureret fra 1975-81.
.
|
|
|
Altertavlen
har tre positioner
|
|
|
|
 |
|
|
|
| . |
| |
1.-4. |
Århus
Domkirke, Bispetorv. Helen Skou's naturalistiske/klassiscistiske
rytterstatue i bronze på Bispetorv af Kong Chr. X,
der regerede fra 1912-47. Soklen af kalksten er af Kay
Fisker. Teksten på soklen af professor Vilhelm
Andersen: "Christian X. I Slægters Minde rider
Kong Christian tro mod sit Kald i Sorg og Glæde som
Danmarks Konge". Statuen blev afsløret på kongens
fødselsdag den 26. september 1955 overværet af Kong
Frederik d. IX og dronning Ingrid.
Kongen er vist som det jævne menneske, og samtidig hævet
op som symbol for folket - demokrati/monarki. Skulpturen
er monumental, det klassiske David-motiv
er oversat til det natonale i tidens ånd - historisk
karakterfremstilling. Den klassiske ideale form og
naturstudier er forenet. Hesten ses i en rolig
travgangart (halv parade). Ved Genforeningen blev Chr. X
midtpunkt, da han 10. juli 1920 red over grænsen på en
hvid hest. Chr.
X var besættelsestidens samlingspunkt.
. |
|
| 5. |
Portal
våbenhus/kirkeskibene. |
| 6. |
Midskibet,
højkor og altertavle. |
| 7. |
Malmdøbefont
1481,
af Peter Hansen, Flensborg. Doneret af biskop Jens
Iversen Lange. Døbefonten bæres af de fire
evangelister, i dens felter ses apostle. |
| 8. |
Lysekrone. |
| . |
|
|
|
| . |
| . |
1. |
Ur
med 24 taltegn, i urets hjørner ses de 4 evangelistsymboler.
Nederst ses giverens våbenskjold, formentlig den sidste
katolske biskop Ove Bille. |
. |
| . |
2. |
Landemodesalen. |
. |
| .. |
3. |
Orglet,
barok,
1730, af den tyske orgelbygger Lambert Daniel Carstens.
Siden indvielsen er orglet udbygget, ombygget og
restaureret. Danmarks
største orgel. |
.. |
| . |
4. |
Kororglet
fra 1970 bygget af
Bruno Christensen & Sønner. |
. |
| . |
5. |
Korstolene. |
. |
| . |
6. |
Syvarmet
lysestage, 1515, støbt
i Lübeck af Didrick Kron. |
. |
| . |
7. |
Kirkeskibet
"Enigheden", 1720. |
. |
| . |
8. |
Altertavlens
bagside.
|
. |
| . . |
|
|
|
| . |
|
1.-2. |
Kristus som
verdenshersker/verdensdommer frontalt
siddende på en trone/regnbuen med jordkuglen som fodskammel.
Jordkuglen kan være inddelt i de 3 verdensdele (Europa, Afrika, Asien), man dengang kendte til og være delt af Middelhavet
horisontalt og Nilen vertikalt. Kristi
højre hånd er hævet til velsignelse. |
|
|
3. |
Kristus som
verdenshersker/verdensdommer. Kristi
højre hånd er hævet til velsignelse. Omkring Kristus ses den
franske lilje, symbol på den Hellige Treenighed/Jomfru
Maria's ubesmittede undfangelse, sværdet, kronen og
trompetere, der kalder de omvendte syndere til den
endelige dom. På Kristi højre side ses Jomfru Maria
(bag hende biskop Ove Billes våbenskjold), på Kristi
venstre side Johannes Døberen (bag ham biskop Niels
Clausen våbenskjold).
Johannes' Åbenbaring: "Den, der sejrer, vil
jeg give sæde hos mig på min trone, ligesom jeg har
sejret og har taget sæde hos min fader på hans trone." ... "Den fjerde engel blæste i sin
basun, og en tredjedel af solen og en tredjedel af
månen og en tredjedel af stjernerne blev ramt, så en
tredjedel af dem formørkedes, og dagen mistede en
tredjedel af sit lys og natten ligeså."
Under dommedagsbilledet ses til venstre "Karl den
Store" iklædt kappe, bærende kongekrone og med
rigsæble og sværd. Til højre ses "Skt.
Agnes", hun har et sværd gennem brystet og hendes
attribut, et lam, hopper op ad hende. |
|
|
4. |
Spedalskhedsvindue,
1300-tallet - de spedalske kunne følge med i
Gudstjenesten uden at smitte kirkegængerne. I 1489
var der pest i Århus, som beskytter mod pesten
påkaldte man sig Sant Antonius. Vinduet er formentlig
anvendt til udstilling af kirkens relikvier på
torvedage. Axel Bolvig afviser i sin artikel om
domkirken, at der har været tale om et
spedalskhedsvindue, da det ville have været utænkeligt
at spedalske måtte komme ind til centrum af Århus, og
mener at vinduet har været rammen om et alter. |
|
|
5. |
| St.
Jørgen/St. Georg og Dragen, 1497. Dragen boede i et hav foran en
by i Libyen, den krævede menneskeofre hver dag, og
prinsessen fra byen skulle føres til dragen og ofres.
Ridder Jørgen besejrer imidlertid dragen ved hjælp af
korsets tegn, hvorefter han gennemborer den med en lanse. Prinsessen kan nu lægge sit bælte om halsen på
dragen og trække den med sig ind i byen, hvor St.
Jørgen dræber den med et sværd efter at kongen og
alle hans folk har ladet sig døbe. Dragen skal i
kristen symbolik forstås som djævelen. I
senmiddelalderen udstyredes personer med samtidsdragter.
Med korstogene bringes St. Jørgen-legenden nordpå - en
af middelalderens populære helgener. Englands
skytshelgen er St. George. |
|
 |
I
hulen bag den store drage ses en lille drage/drageunge, et symbol
på, at ondskaben fortsætter. |
|
|
|
|
6. |
| Ærkeenglen
Michael/Michael Sjælevejer, vejer sjælene på dommedag, de afdøde til
venstre, en djævel til højre
med afdødes pengepung (han var en gnier), flere djævle
trækker ned. Nogle gange står Michael med fingeren på
vægten til den dødes fordel. |
|
|
|
7. |
| Nådestol.
Gud med krone på hovedet sidder med den korsfæstede
Kristus, over Kristi hoved svæver Helligåndsduen - den
hellige Treenighed. |
|
|
|
8. |
Rosenkransmadonna/Jomfru Maria
som Himmeldronning med krone, glorie og scepter bærende
Jesusbarnet. (ca. 1500).
"Og et stort tegn viste sig på himlen,
en kvinde klædt i solen, med månen under sine fødder og
med en krone af tolv stjerner på sit hoved." (Johannes'
Åbenbaring 12.1) - Jomfru Maria er her symbol på
kirken.
De
gule felter
i rosenkransen markerer Jesu hjerte, hænder og
fødder og symboliserer hans 5 vunder.
I hjørnerne ses de 4 evangelistsymboler: øverst
til venstre Johannes-ørnen, øverst til højre
Matthæus-englen, nederst til venstre Lukas-oksen og
nederst til højre Markus-løven. |
|
|
|
 |
|
|
|
9. |
Fabelvæsenet
Tranehalsen (nogle gange betegnet svanehalsen), var en
almindelig figur i senmiddelalderen, den symboliserer
last/forfængelighed - satirisk
fremstilling af forfængelighed, figuren har træben,
skaden over hans hoved håner ham. Se
fabelvæsener.
|
|
|
10. |
Havfrue.
Freskerne
er malet i perioden 1470-1520, undtagelsen er
udsmykningen fra ca. 1300 omkring spedalskhedsvinduet
(romansk stil). |
|
|
11. |
"Gregors
Messe". På alterbordet viser Kristus med
tornekrone sig for pave Gregor, en bekræftelse på
nadveren, hans kappe holdes til side af to engle og
åbenbarer hans vunder (sår). Den lille person på
alteret opsamler Jesu blod i en kalk. Øverst på
kalkmaleriet ses 3 våbenskjolde tilhørende Niels
Clausen, Ejler Madsen Bølle og Mogens Rosenkrantz. |
|
| . |
|
|
Glasmosaikvindue,
1926, kirkens eneste, udført af nordmanden Emauel
Vigeland. "Påskemorgen, da Herren opstod, da livstræet fæsted i graven rod."
(Vær velkommen, Herrens år, N.F.S. Grundtvig, 1849) er den
salmelinje, der har inspireret til motivet. |
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
| . |
| . |
1.-2. |
Prædikestolen,
1588, udført i renæssancestil af den belgiske
billedskærer Michael van Groningen. Scenerne på
prædikestolen er motiver fra testamenterne. |
|
| 3. |
Syndefaldet. |
| 4. |
Bebudelsen. |
| 5. |
Jesu fødsel. |
| 6. |
Den sidste
nadver. |
| 7. |
Korsfæstelsen, til
venstre jomfru Maria til højre apostlen Johannes. |
| 8. |
Kristus som verdensdommer. |
| . |
|
|
|
| . |
| . |
1. |
Det
Müllerske Epitafium. |
. |
| . |
2. |
Ridder
Erik Podebusk og Sidsele Oxe's epitafium. |
. |
| . |
3.-4. |
Det
Sehestedske Kapel. Smedejernsgitter
af den tyske kunstsmed Caspar Fincke, som var hofsmed
for kong Christian d. 4.
|
. |
|
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
Dansk
sengotik 1400-1550 -
kalkmalerier med
fabelvæsener malet i perioden 1480-1530.
|
... |
|
|
|
| |
.
"Arnolfinis
bryllup",
1434, National Gallery, London.
Billedet
viser et brudepar, en italiensk købmand
fra Lucca, Giovanni Arnolfini, bosat i Brügge
og van Eyck's ven, han står i en stue sammen
med sin brud, Giovanna Cenani, datter af en
italiensk købmand, der var bosat i Paris. Scenen
udspiller sig i spændingsfeltet mellem
sakralt/verdsligt. Arnolfini
står med ryggen til vinduet, hvorfra der
strømmer et køligt diffust lys ind i rummet,
hans højre hånd er løftet i en højtidelig
bevægelse, der minder om en velsignelse eller
en ed, med sin venstre hånd rører han
Giovannas højre hånd, en udskåret figur i
møblet bag parret synes at sidde på de forenede
hænder. Giovannas baggrund er den
store himmelseng, i sengestolpens træ er
udskåret et billede af Skt. Margaretha,
skytshelgen for kvinder i barnsnød (kvinder med
fødselsveer). Centralt i billedet, bag
brudeparret, ses et konveks spejl i hvilket der
ses to personer træde ind i rummet, den ene er
iført en rød dragt, den anden en blå, personerne er
vidner til ceremonien, den ene
formentlig van Eyck selv. Hundens opmærksomhed
er rettet mod personerne.
Spejlets form minder om en tornekrone, i rammen
er ti runde felter, med scener fra Kristi
lidelseshistorie. Spejlet er flankeret af
en bedekrans og en støvekost, der symboliserer, at
der tages vare på hjemmet. Over spejlet ses, som et
element i billedet, kunstnerens signatur og årstal: Johannes de eyck fuit
hic, 1434
(Johannes [Jan] de eyck var her 1434). I vindueskarmen
og på møblet under vindueskarmen ligger appelsiner,
der referer til frugtbarhed. Guds øje, der ser alt,
er der henvist til to gange - det ene tændte lys i
lampen og spejlet, hvor hele rummet reflekteres. Hunden
i forgrunden er symbol på troskab. Skoene referer til "...Tag dine sandaler af, for det sted,
du står på, er hellig jord", Exodus
3:5.
Arnolfinis hustru ser ud til at være i
lykkelige omstændigheder, det fik nogle af 1970-ernes rødstrømper til
at forarge sig på brudens vegne, imidlertid skyldes den vide kjole
tidens mode, og det ville i øvrigt have været utænkeligt, at en rig
købmand i 1400-tallet ville lade sig portrættere med sin gravide
hustru. En sådan nutidig forargelse over et datidigt billede
viser,
at man ikke kan tage et billede ud af dets kontekst, men må forstå
det ud fra dets samtid.
.
|
|
|
| ... |
Jan van Eyck
(c.
1385-1441),
nederlandsk maler, hofmaler, udførte portrætter og altertavler. Van Eyck blev født
i
Maaseyck ved Maastricht, han døde i Brügge.
Van Eyck stammer fra
samme egn af Nederlandene som miniaturemalere Brødrene fra
Limbourg, der ikke er uden forbindelse med den fornyelse af malerkunsten,
der i Italien var indledt med Giottos maleri. Van Eycks kunst havde dette
som forudsætning, men hans kunstneriske udvikling var fuldstændig selvstændig og
dannede grundlaget for den gammelnederlandske
karakteristiske kunstopfattelse - luftperspektiv,
kolde og dæmpede farver, flere lyskilder
- han forbedrede oliemaleriet så markant, at man tilskrev ham opfindelsen
af olieteknikken.
Omkring 1422 arbejdede van Eyck for Johan af Bayern, greve af
Holland, og ved dennes hof i Haag udførte han dekorative opgaver, da
greven døde i 1425, blev van Eyck hofmaler hos hertug Philip den Gode af Burgund, der havde
arvet Nederlandene fra sin fader, Philip den Dristige. Hertugen sendte van
Eyck på rejser af diplomatisk karakter, der fik betydning for hans kunst,
fx var han i 1428 i Lissabon for at portrættere Philips den Godes
kommende hustru Isabella af Portugal. I 1429 var han tilbage i
Nederlandene, hvor han levede resten af sit liv, hovedsageligt i Brügge.
I samarbejde med broderen
Hubert udførte han i 1432 hovedværket alteret i St. Bavo i Gent/Ghent. Det bærer en indskrift,
der meddeler at maleren Hubert van Eyck, som ingen har overgået, har begyndt arbejdet og hans broder Jan har fuldført det, på stifterne
Jodocus Vydts og Isabelle Borluuts opfordring.
|
|
|
|
"Madonna
med Jesusbarnet sammen med kannik Joris van der Paele",
1436, Groeningemuseet, Brügge, Belgien
. |
|
|
|
|
|
|
| ... |
Flémalle-mesteren.
Nederlandsk maler, der virkede i 1. halvdel af 1400-tallet,
navngivet efter billeder i "Stadelsches Kunstinstitut" i
Frankfurt, der fejlagtigt blev formodet at komme fra Flémalle
ved Liège. Der er stor enighed i kunstvidenskaben om, at han er
identisk med Robert Campin, der var aktiv fra 1406-44, og
som var den ledende maler i sin tid i Tournai i Belgium, men ingen af hans
beskrevne billeder eksisterer. Identifikationen med Campin
bygger på ligheder mellem Flémalle-mesterens billeder og
billeder af Jacques Daret og Rogier van der Weyden, elever af
Campin. Hypoteserne om at Flémallemesterens billeder er
tidligere arbejder af van der Weyden, er der kun få, der mener
er korrekt. Selv om der stadig er tvivl om Flémalle-mesterens
identitet, er der ikke tvivl om hans kunstneriske
præstationer,
han betød et radikal brud med den elegante internationale
gotiske stil og var sammen med van Eyck en af grundlæggerne af
den nederlandske malestil. Ingen af de billeder, der er
tilskrevet Flémalle-mesteren er daterede, med undtagelse af
fløjene på Werl altertavlen fra 1438 i Pradomuseet i Madrid.
Hans tidligste arbejde
menes at være "Gravlæggelsen" fra 1410/20, på Courtauld
Institute i London, denne triptykon har stadig den dekorative
guldbaggrund som anvendtes i middelalderkunsten, men
indflydelsen af Claus Sluter er tydelig i den skulpturelle
fasthed og dramatiske styrke i figurerne. Det mest kendte
arbejde, der er tilskrevet Flémalle-mesteren, er Mérode-Alteret, det har givet anledning
til også at kalde ham Mérode-mesteren, imidlertid er også
tilskrivelsen af alteret til ham blevet diskuteret.
Andre
arbejder der er tilskrevet ham er "Jomfru Marias giftermål" på
Pradomuseet, "Fødslen" og "Jomfru
Maria og Jesusbarnet foran et ildsted" på National Gallery i
London, hvor der også hænger tre portrætter, der forbindes med
Flémalle-mesteren. Kendetegnende for hans arbejder er mindre vellykkede
forkortninger, overfladestruktur, reflekslys og skjult
symbolik.
. |
|
|
|
|
Udsnit
af "Fødslen" Musee
des Beaux-Arts i Dijon |
|
|
|
|
|
|
| ... |
.
Lukasevangeliet
1,28-38: "Og englen kom ind til hende og hilste
hende med ordene: "Herren er med dig, du
benådede!"
Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv,
hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til
hende: "Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde
for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn,
og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive
stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren
skal give ham hans fader Davids trone, han skal være
konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke
være ende på hans rige." Maria sagde til
englen: "Hvordan skal det gå til? Jeg har jo
aldrig været sammen med en mand." Englen
svarede hende: "Helligånden skal komme over
dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.
Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes
helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth
har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om
hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette
måned,
thi intet er umuligt for Gud. "Da sagde Maria:
"Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig
efter dit ord!" Så forlod englen hende."
. |
... |
|
 |
|
Flémalle-mesteren
(Robert Campin?), Mérode Alteret, ca. 1425-28, Metropolitan Museum of Art, New York (Cloister
Collection). Triptykon, midterpartiet "Bebudelsen".
Ærkeenglen Gabriel bebuder Herrens komme for
Jomfru Maria
.
|
|
|
|
Mérode Alteret,
triptykon, trefløjet alter, er fyldt med
skjult symbolik - næsten hver detalje indeholder et
symbolsk budskab.
Venstre
fløj
viser
de to donatorer, der knæler udenfor Jomfru Marias
kammer. Roserne (Rosenbusken) symboliserer
barmhjertighed, violerne ydmyghed og tusindfryd
blufærdighed. Blomstersymbolerne er knyttet til
Jomfru Maria.
Midtertavlen
rummet for
"Bebudelsen" er en borgerstue, det første
borgerhjem i en altertavle. I vinduet ses
våbenskjold indfattet, formentlig tilhørende
mæcenerne.
Da englen Gabriel træder ind studerer Jomfru Maria
Loven og Davids salmer, hun kan også i
Bebudelsesscener holde Det gamle Testamente i
hånden og pege med en finger på ordene hos Esajas,
kap. 7,14 "Se, den unge kvinde skal blive
frugtsommelig og føde en søn, og hun skal give ham
navnet Immanuel". Liljen er symbol på
uskyld, den ubesmittede undfangelse. Liljestænglen
har tre blomsterblade, de er et treenighedssymbol (Faderen, Sønnen og
Helligånden) eller også
henviser de til Marias jomfruelighed før, under og
efter inkarnationen. Ofte i Bebudelsesscener ses
englen Gabriel holdende et kors i hånden, her ses i
lysets stråler fra vinduet et væsen svæve ind,
det bærer et gyldent kors symboliserende troen.
Kobbergryden i nichen og håndklæderne symboliserer
"Det reneste kar" og "de levende
vandes kilde". Lyset på bordet, der lige er
slukket, giver anledning til at spørge, hvorfor det
har været tændt ved dagslys, og hvad der fik
flammen til at gå ud - måske den guddommelige
udstråling fra Herrens nærværelse?
. |
|
|
|
Højre
fløj
Josef i sit værksted. Der har været overvejelser
over hvad den kasseformede genstand på bordet og en
lignende uden for det åbne vindue skulle forestille, "kasserne" er identificeret
som musefælder - ifølge Den Hellige
Augustin
måtte Gud vise sig på jorden i menneskeskikkelse for at narre djævelen
"Herrens kors var djævelens musefælde".
. |
|
|
|
|
| ... |
Rogier van der
Weyden
(1399-1464). Nederlandsk maler. Der er kun lidt viden om
hans kunstneriske løbebane. Der er ingen billeder, der uden en
vis tvivl, kan tilskrives ham, der findes ingen signaturer eller
samtidig dokumentation. I 1427 kom en Rogelet de la Pâture til
Robert Campin's/Flémalle-mesterens værksted i Tournai og rejste
derfra i 1432 som Mester Rogier, og det er i almindelighed
accepteret, at det har været Rogier van der Weyden, selv om det
er uforståligt, hvorfor han kom så sent i lære. Weyden menes af
få at være Robert Campin/Flémalle-mesteren, flere at han var
hans elev. I 1436 rejste Rogier til Bruxelles og blev udnævnt
til byens officielle maler. Bortset fra at han foretog en
pilgrimsrejse til Rom i 1450 i forbindelse med jubelåret, menes
han ikke at have forladt Bruxelles. Af hans profane arbejder var
fx vægpanaler til rådhuset i Bruxelles, de blev ødelagt i 1695,
og de værker der har overlevet er enten religiøse billeder eller
portrætter. Han menes at have haft et stort værksted med mange
assistenter og elever, og mange af hans arbejder kendes i
forskellige udgaver. Hans følelsesmæssige og dramatisk stil fik
flere tilhængere end den rolige perfektion hos van Eyck. Hans
portrætter blev efterlignet og fik betydning for Nederlandsk
kunst til slutningen af 1400-tallet. "Kongernes tilbedelse" i
München og "Nedtagelsen fra korset" i slottet Escorial ved
Madrid. "Bebudelsen".
. |
|
|
|
"Læsende
mand"
ca. 1450. National Gallery, London
. |
|
 |
|
|
|
|
| |
| ... |
Vor
Frue
Kirke og kloster, Århus. Vor Frue Kirke er beliggende i sydfløjen i det
firfløjede klosteranlæg, Vor Frue Kloster, der er opført af dominikanermunke -
tiggermunkeorden, kaldtes sortebrødre
fordi deres klædedragt var sort.
Klostret er
antagelig stiftet i 1227, men det omtales første gang i 1246. Skt.
Nicolai kirke var den kirke, som dominikanermunkene fik overladt, den
var en frådstensbygning, dens krypt blev udgravet i 1955-57, og det
betød, at kirken kunne dateres - frådstenskrypten er opført omkring 1060 efter at den norske konge Harald Hårderåde
under et angreb på byen havde brændt den gamle trækirke af. Kryptkirken er fem fag lang og tre fag bred, mod øst
afsluttes hvert af de tre fag af en apsis, hvoraf den midterste er den
dybeste. Disse apsider dækkes af tønde- og
kvartkuglehvælv, mens resten
af kryptens 15 hvælv er grathvælv, der er genopbygget ved
instandsættelse. Se hvælv overfor.
Skt. Nicolai
kirke var stiftets domkirke til omkring år 1200, hvor den nuværende
Århus Domkirke blev taget i
brug. Efter reformationen blev krypten sløjfet, dens |
|
|
|
|
|
|
|
hvælv blev brudt ned og
hele rummet fyldt med jord. Krypten blev genindviet i 1957 efter at været
blevet restaureret. Den nuværende Vor Frue Kirke er et femfags langhus opført af
munkesten. Omkring år 1400 blev hovedskibet fornyet - sideskibet mod syd er
fra senmiddelalderen ligesom tårnet øst for
sakristiet - formentlig i slutningen af 1600-tallet fik tårnet det
løgformede spir med lanterne. Kirkens ældste del er koret, der opførtes i samme bredde som
frådstenskirkens/kryptens skib, hermed havde man fået en enskibet
langhuskirke. Bortset fra korets østfag mod
nord, der fik
en rigt profileret dør, som skulle føre til det planlagte sakristi, fik
de øvrige fag tillige med østgavlen slanke, spidsbuede og profilerede
vinduer i grupper på to eller tre, vinduerne adskiltes af halvsøjler med kapitæler og baser af
kridt.
Profilgesimsen på langmurerne og østgavlens fem slanke, spidsbuede blændinger
anses for at være oprindelige, men de to stjernehvælv med udvendige
støttepiller antagelig tidligst i 1400-tallet er indsat i stedet for et
fladt loft. Sakristiet, der kun er lidt yngre end koret er i to etager,
den underste dækket af fire krydshvælv, som hviler på en søjle i
midten, den øverste af en ottedelt hvælving. I sin ældste skikkelse var
sakristiet fritliggende mod øst og vest, men da klostergange opførtes
på kirkens nordside, blev en vinduesgruppe på tre i sakristiets vestmur
tilmuret. Mod nord var bygningen blevet dækket af klostrets østfløj og
mod øst dækkedes den senere af tårnet, til dette tøndehvælvede
underrum blev der i sakristiets østmur brudt en stor senere ommuret
arkade. I 1961 at fik sakristiet sin nuværende form.
Tidligst omkring 1400 har fornyelse af skibet fundet sted, det vides ikke
om krydshvælvene indsattes samtidig eller om årstallet 1490 på gjordbuen
mellem kor og skib hentyder til, hvornår overhvælvinget fandt sted.
Skibets tre fag, der har udvendige støttepiller, fik i syd hvert et
spidsbuet, profileret vindue, antagelig har nordmuren været
uden vinduer,
da korsgangen, hvoraf fem fag er bevaret, skulle opføres her. Ved
istandsættelse i 1950'erne fandt man mod vest i nordmuren skjult af puds en
tilmuret bred rundbuet portal, en processionsdør, med bue af frådsten,
døren hørte til den gamle kirke, yderligere fandtes i nordmurens
østende en lav, spids åbning, der viste sig at føre til krypten. Sideskibet i syd må være fra 1400-tallets
slutning,
det er opført
i to omgange, den østlige tredjedel først, i det ydre fremtræder
sideskibet som tre kapeller med hver sin blændingsgavl, østpartiets vinduer er enkelt
profileret. I
1860-70'erne blev
ved en restaurering
den vestlige del skilt fra som våbenhus, samtidig ombyggedes flere
hvælvkapper tillige med gjordbuen i skibet.
Blandt kirkens mange afdækkede kalkmalerier er de ældste i koret fra
1300-1350, der er skjold- og våbenfriser, yngre er indskriften på
gjordbuen mellem kor og skib, her står på latin "I det
Herrens år
1490 gjorde den ærværdige prior, broder Thomas Johannes, dette
arbejde", det vide ikke om årstallet gælder udsmykningen eller
hvælvene.
Sideskibet er smykket med kalkmalerier fra 1500-tallet, både
våbenskjolde og helgenfigurer ses i hvælv og på sydvæggen.
Den store
sengotiske fløjaltertavle er inspireret af
Claus Berg's altertavle i Skt. Knuds Kirke i
Odense og udført på Bergs værksted ca. 1530.
Tavlen består af et midtskab med korsfæstelsesscenen, to sideskabe med
de 12 apostle og på predellaens fløje ses malede helgenbilleder.
Stilen som korsfæstelsesscenen er udført i kan betegnes dansk manierisme. Figurerne er langlemmede og forvredne i kroppe og
ansigter,
visse steder grænsende til karikaturer.
Kristus hænger på det latinske kors, de to røvere på et T-kors. Kristus
er lang og mager med tornekrone og lændeklæde. En kaotisk
menneskemængde er i slagsmål, i sorg, i bøn. Der ses sorte og hvide
mennesker.
I nederste venstre billedhalvdel ses et kranium (= Memento Mori, husk
døden), i nederste højre billedhalvdel ses et lam (= Agnus Dei, Guds
Lam). Omkring Kristus svæver tre engle, de samler hans blod op i kalke.
Primær kilde: Inger Budtz-Jørgensen, "148 danske bykirker", Gyldendal 1974.
.
|
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
.
| 1. |
Skib,
kor, nedgang til kryptkirken. |
| 2.-3. |
Kryptkirken
under Vor Frue Kirke, en middelalderlig
frådstenskrypt, opdaget i 1950'erne, restaureret og
genåbnet i 1957.
|
| 4. |
Orglet,
1962, et arbejde fra Frederiksborg Orgelbyggeri
i Hillerød - orglet er senere renoveret og
ombygget. |
| 5. |
Prædikestolens lydhimmel med
duen,
1598. Duen symboliserer Helligåndens inspiration
til den prædikende præst. Prædikestolen er i blank
eg, arkadefelterne, der er smykket med relieffer med
bl.a. en korsfæsltelsesscene og Opstandelse, adskilles af
dobbeltsøjler.
|
| 6. |
Døbefont,
ca. 1625, er et smedejernsarbejde,
den har en glat malmskål. |
| 7.-8. |
Epitafier. |
| 9.-10. |
Latinsk
tekst på gjordbuen over den korsfæstede Kristus
"I det Herrens år 1490 gjorde den
ærværdige prior, broder Thomas Johannis, dette
arbejde", hvilket arbejde er uvist.
INRI
står for Iesus Nazarenus Rex Iudaeorum (Jesus fra
Nazaret, Jødernes konge).
Yderst på korsarmene ses de 4
evangelistsymboler: Øverst over Kristi hoved
Matthæus-englen herefter med uret Lukas-oksen,
Johannes-ørnen og Markus-løven. |
| 11. |
Korbuekrucifiksets
bagside, "Johannes Åbenbaring 22:12-14 og
20-21": "Ja, jeg kommer snart, og med
mig min løn, for at gengælde enhver, som hans
gerning er. Jeg er Alfa og Omega, den første og
den sidste, begyndelsen og enden. Salige er de,
der har vasket deres klæder, så de får ret
til livets træ og går gennem portene ind i
byen. " Øvest på krucifikset ses Gud siddende i en
sky, han løfter sin højre hånd til
velsignelse.
|
| 17.-23. |
Vor
Frue Kirkes sengotiske fløjalter
er inspireret af
Claus Berg's altertavle i Skt. Knuds Kirke i
Odense og udført på Bergs værksted ca. 1530. Midtskabet
med korsfælstelsesscene, en noget kaotisk dramatisk
scene, "dansk
manierisme".
Se
stor gengivelse af altertavlen.
|
| |
|
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| . |
| 1. |
Vor Frue
Kirkes hovedportal. |
| 2.-3. |
Vor Frue Kirke
- et femfags langhus opført af munkesten. Formentlig i slutningen af 1600-tallet fik
tårnet det
løgformede spir med lanterne. |
| 4. |
Vandkunst
af Jens Flemming Sørensen foran Vor Frue Kirkes
sydside. |
| 5.-8. |
Vor
Frue Kloster - beskyttede boliger. |
| 9.-15- |
Klostergården
med den bevarede del af korgangen. |
| 16. |
Kirkens epitafier og mindetavler er hovedsageligt fra 1600-1700-tallet. Ved
hovedistandsættelsen i 1860'erne fjernedes mange gravsten, da
begravelserne under gulvet ryddedes. Nogle af mindetavlerne er placeret i
korgangen. |
| . |
|
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
| . |
| 1. |
Klosterkirken
er beliggende i klosteranlæggets vestfløj. |
| 2. |
Klosterkirken
set fra klostergården. |
| 3.-5. |
Klosterkirken
set fra klostergården. I det lille vindue over
alteret er et glasmaleri, der er udført af
multikunstneren Per
Kirkeby
i 2001. |
| 6. |
Kirkens
orgel, 2003, udført af Orgelbygger Anders
Havgaard Rasmussen. |
| 7. |
Prædikestolen
tegnet af Per Kristensen. |
| 8. |
Døbefonten
tegnet af Per Kristensen. |
| 9. |
Den
tronende Gud med jordkuglen og scepter, til
venstre for ham ses Jomfru Maria, til højre
Kristus med kalken. Englene, 4 synlige i alt, 3 til venstre i
billedet og 1 til højre kan bære/være omgivet
af Jesu marterredskaber, fx ses en søjle og en
lanse.
I øverste venstre
billedhalvdel ses en engel bærende en stige,
der kunne symbolisere St. John Climacus/Johannes
Klimakos, kendt som den, der skrev bogen
"Stigen til Paradis" (sjælens
guddommelige opstigen) inspireret af Jacobs
drøm om Himmelstigen (Jakobs drøm i Betel 1.
Mosebog 28:10-14), hvor munke klatrer op ad
stigen til Kristus). I kunsten kan denne himmelske
opstigen ses illustreret ved at engle hjælper
de klatrende op og djævle trækker dem ned. Kalkmalerierne er
fra omkring 1500-tallet. |
| 10 |
De
vise mænd: "Da de så stjernen, var deres
glæde meget stor. Og de gik ind i huset og så
barnet hos dets mor Maria, og de faldt ned og
tilbad det, og de åbnede for deres gemmer og
frembar gaver til det, guld, røgelse og myrra.
(Matthæus 2:11-12). |
| 11.-14. |
Interiør.
|
| 15.-16. |
Moderne
træskulptur. |
| . |
|
|
|
|
| ... |
Øvrige kunstnere og værker:
Hubert van Eyck
(1366-1426) - flamsk maler. Samarbejdede med broderen Jan van Eyck
på altertavlen i Sint Baafs-kirken i Gent.
Hugo van der Goes (ca. 1440-1482)
- flamsk maler. Inspireret af Jan van Eyck. Dramatisk poetisk. Portinari-alteret
i Firenze viser
hyrdernes sindsbevægelse, hierarkiske størrelser.
Hieronymus
Bosch
(ca. 1450-1516) - Holland. I altertavlerne ses
fabelvæsener. "Lysternes have". Konrad Witz
(ca. 1400-1445)- schweizisk maler.
Altertavle i domkirken i Geneve. Jean Fouquet
(ca. 1420-1481) - Frankrig.
Hofmaler hos Carl d. 7. og Louis d.11. Avignon-Pietá - Sydfrankrig.
Martin Schongauer (ca. 1445-1494) - tysk
maler og kobberstikker. Elmelundmesteren - kalkmaleri, Åstrup kirke på
Falster, omkring 1490. Jetsmark kirke i Vendsyssel - kalkmalerier fra omkring
1475. Sulsted kirke i Vendsyssel - kalkmaleri fra omkring 1548.
Nørholm kirke ved Nibe -
altertavle, omkring 1500.
|
... |
|
|
|
Perioden
i øvrigt |
| ... |
I Danmark begynder
den oldenborgske linje med Christian d. 1 (1448-81).
Patronatsretten, jus patronatus, var retten over en kirke eller
kirkeligt embede. Var en stormand bygmester, ejede han kirken og
bestemte hvem, der skulle være præst og indkasserede ofte selv kirkens
indtægter. Biskopperne i middelalderen sikrede sig patronatet over så
mange kirker som muligt for at sikre sig store indtægter.
Patronatsretten blev overtaget af kongemagten efter Reformationen i
1536, men blev nogle gange solgt til adelen.
I perioden udvikler den gotiske kunst sig i Europa i en tid med store
økonomiske og sociale ændringerne. Feudalsamfundene er i tilbagegang, og
magten koncentreres hos de første kongedømmer, de store bysamfund og
gejstligheden, ligesom nye velhavende klasser af handlende og bankierer
opstår omkring 1100-tallet. Borgerklassen begynder at gøre sig
gældende,
også som mæcener.
Laug og loger af arkitekter og billedhuggere
opstår og dermed værkstedstanken, der betyder, at man kan modtage
bestillinger fra andre kirker.
Opkomsten af borgerskabet kontra feudalvælde får indflydelse på selve
kulturen. Man finder sig nødsaget til at finde bevis for Guds eksistens
(skolastik). I middelalderen er den filosofiske autoritet
Platon, senere
Aristoteles som baggrund for filosofi, og man kunne underbygge kirkens
dogmer med fornuft. Aristoteles kunne da bruges, kun nøgtern filosofisk
baggrund giver en logisk tankegang.
Dante
(1265-1321), Den Guddommelige
Komedie.
Den hellige Brigitta
(1302-73).
Dronning Margrete
forener de nordiske riger
i Kalmarunionen 1397.
Den sorte død 1347-50. Pavesædet deles mellem Rom og Avignon (indtil
1417). Kirken svækkes. Bystater opstår i Italien. Hundredårskrigen
1337-1453. Johan Hus 1370-1415 begynder reformbevægelsen.
|
... |
|
|
|
|
|
|
|
Top
|
Copyright
© 2006 Kirsten Petersen |
 |
|
|
|
|
|
