Register

Oversigt

Forord

Definitioner

Hovedside

English

Le Corbusier og funktionalismen Læser man om eller betragter man arkitekturen her og nu, såsom Gemini Residence og andre af de nyeste arkitektoniske nyskabelser på Bryggen med deres flotte facadepartier, må man spørge sig selv, hvad der præger nutidens arkitektur, som har sit afsæt i den funktionalistiske arkitektur, og hvori forskelligheden består? Umiddelbart er forskellen på det funktionalistiske højhusbyggeri og nutidens æstetikken. De glatte, trøstesløse funktionalistiske facader bestående af vertikaler og horisontaler og befriet for enhver form for dekoration eller i funktionalistisk forståelse anden pjank er erstattet af levende retoriske facader, der er langt mere seværdige end funktionalismens ensartethed. Imidlertid begyndte det hele med funktionalismen, og en af dens fremmeste repræsentanter var Le Corbusier. Den schweiziskfødte maler (purist), skulptør, arkitekt, byplanlægger, møbeldesigner og teoretiker Charles-Édouard Jeanneret-Gris (1887-1965), kaldet Le Corbusier (den krageagtige), har med sine teorier om funktionel arkitektur inspireret det, vi i dag kalder moderne arkitektur. Han var pioneren i teoretiske studier af moderne design og viede sit liv til at skabe menneskevenlige boliger for borgerne i de tæt befolkede storbyer. 1910-20 var perioden for det moderne gennembrud, og årtiet skabte forudsætningerne for moderne kunst og arkitektur. Inden for kunsten var det ekspressionismen, fauvismen, kubismen og den abstrakte kunst, og inden for arkitekturen sås tendenser i retning af funktionalismen i Adolf Loos’, Frank Lloyd Wrights og Walter Gropius’ arkitektur. Grundlaget for funktionalismen blev skabt i 1919, da Bauhaus i Weimar blev åbnet, maskinæstetikkens europæiske forum med Walter Gropius som leder. Allerede i 1909 have Gropius skrevet om fordelene ved at bruge præfabrikerede elementer i byggeriet, der bl.a. ville medføre nedsatte byggeomkostninger pga. rationaliteten ved masseproduktion. Gropius benyttede i arkitekturen en kombination af glas og jernbeton og ville udvikle en moderne industriel arkitektur, der ligesom en maskine skulle være funktionel. Det skulle være kunstnerens opgave at give liv til maskinens døde produkt. Teknikerens viden og kunstnerens følsomhed skulle gå hånd i hånd og skabe nye former for arkitektur og kunsthåndværk. Bauhaus-manifestet blev i 1919 formuleret af Gropius: ”Vi skal ville, tænke og skabe fremtidens bygning sammen, den vil blive alt i ét: arkitektur og skulptur og maleri, den vil rejse sig mod himmelen ved millioner af håndværkeres hænder som et krystalklart symbol på en kommende tro!” Andre vigtige punkter i manifestet var bl.a., at billedkunstens endelige mål var arkitekturen, at håndværket var den skabende formgivnings oprindelse, og at kunstneren var en inspireret håndværker. Ideen om samling af det kunstneriske og håndværksmæssige førte tilbage til den praksis, som de middelalderlige laug arbejdede under. De var kooperative organisationer af kunstnere og håndværkere, og man tilstræbte en velfungerende arbejdsdeling og samordning af arbejdsstyrken samt stor specialisering. Funktionalismen drog ud for at skræmme enhver myte på flugt, den forholdt sig som en ikke-historisk stil. Funktionalismen gik imod falleret ornamentik, der udtrykte den forældede samfundsorden. Den østrigske arkitekt Adolf Loos (1870-1933) var den, der indledte angrebet på den dekorerede arkitektur. For Loos var arkitektur uden ornamenter tegn på åndelig kraft. Ornamentet var svindlerens, den degenereredes og den underprivilegeredes erstatningsæstetik, og tidens storhed var, at den ikke var i stand til at frembringe et nyt ornament, men havde kæmpet sig frem til friheden fra ornamentet. I funktionalistisk arkitektur var det formålet og funktionen, der alene skulle bestemme formgivningen. Frankrigs væsentligste fortolker af funktionalismen var Le Corbusier. Han ville i positiv forstand (af menneskelige hensyn) indrette lejligheder rationelle således, at det moderne menneskes behov kunne opfyldes, og behovene var: lys, luft, bevægelsesfrihed og en smuk udsigt. Til opnåelse af boliger, der kunne indfri disse primære behov, var jernbeton og stål væsentlige materialer. Egenskaberne ved materialerne var, at der kunne opbygges en indvendig bærende konstruktion med vandrette jernbetonplader, der havde styrke til at kunne vige fra de bærende elementer, og uden hensyntagen til de bærende funktioner kunne konstruktionerne påsættes lette vægge af glas og altaner. Le Corbusier ville forene boligens funktionelle og æstetiske indretning på grundlag af et modulsystem ”Modulor”, der var bygget over menneskekroppens proportioner og Det Gyldne Snit. Nutidens arkitekters væsentligste funktion skulle ifølge Le Corbusier være at omorganisere byerne. Det ville indebære større frihed for byens befolkning samt en ny æstetik. Le Corbusier mente, at det moderne liv som helhed betragtet måtte have en ny grundplan for såvel byen som for huset, og derfor arbejdede han imod tradition, stilarter og forlorenhed. Ideerne, der dannede grundlag for Bauhaus og Le Corbusier var, at man stræbte mod materialernes renhed, der skulle være bestemt ud fra det brugsmæssige og funktionelle. Det repræsentative aspekt i boligindretningen samt boligens ydre skulle vige til fordel for det fornuftsprægede og for det liv, der skulle leves i boligen. Den armerede beton med dens mange muligheder, bl.a. også skulpturel udformning af husene, den moderne industri, den klassiske arkitektur med en klarhed og søjlerytme, de eksakte proportioner og præcise materialer, var de vigtigste ingredienser for Le Corbusier for at kunne realisere sin funktionelle, rationelle og i teorien humane arkitektur. Som arkitekt var Le Corbusier autodidakt og uddannet gennem rejser, bøger, museer og erfaringer fra det praktiske liv. Allerede som 18-årig i 1905 byggede han sit første hus i sin fødeby La Chaux-des-Fonds i sand jugendstil! Han var i sin ungdom storbyens og industrialismen, den maskinelle effektivitets, fjende – hans arkitektursyn ændrede sig radikalt, da han vendte sig mod funktionalismen og tegnede projekter til millionbyer og benyttede industrialismens og standardiseringens principper og lagde vægt på de optimale betingelser for byens beboere samt for industriens udvikling. Den franske arkitekt Auguste Perret (1874-1954) var en af funktionalismens skabere og samtidig den, der så den armerede beton som en helt ny dimension inden for arkitekturen, som han dog ikke selv fulgte op. Han fik stor betydning for Le Corbusier, der via Perret senere kom til Peter Behrens (1868-1940) i Berlin, og som regnede bl.a. dem samt den amerikanske arkitekt Frank Lloyd Wright (1869-1959) for sine forgængere. Det var stålet og jernbetonen, der blev de revolutionerende elementer for Le Corbusiers arkitektur, ligeledes de tekniske fremskridt, der gjorde oprør mod det bestående, men stadig lagde grunden til den nye og muliggjorde, at bygningsværkets fire funktioner kunne fremtræde i geometrisk renhed. De fire funktioner var: fundere, bære, lukke, dække. Af betydning for Le Corbusiers arkitektur var, som tidligere nævnt, den klassisk-antikke arkitektur, som fandt sin fornyelse igennem ham uden at blive historiserende. Le Corbusier begyndte forfra i Platons græske idéverden. Her var matematikken det bærende i al billedkunst, fordi den anvendte rene størrelser (terningen, kuglen, keglen, cylinderen, pyramiden). Den fuldkomne trekant eller vinkel kunne ikke tegnes, det ville altid blive grove tilnærmelser, som kunne bruges til at minde os om de ideale figurer, geometrien handlede om. Det var ideen om en trekant og en cirkel, der var betydningsfuld, fordi de kun kunne eksistere i den menneskelige tanke. ”For det, det kommer an på er, at arkitekt og byplanlægger i forening bringer os guldalderen tilbage. Mennesket i naturen, mennesket blandt mennesker i harmonisk afstemthed som i en symfoni: arbejdet delt til fælles gavn, menneskets skønneste evner bragt til udfoldelse og de ”elementære glæder” lysende over tilværelsen”. Dette var Le Corbusiers ideer om det nye boligmiljø. Sol, luft og grønne træer var de elementære glæder. De har formet vort legeme og vort sind gennem årtusinder, og enhver organisme ville gå til grunde, hvis den blev løsrevet fra sit naturlige miljø. Der skulle vokse træer alle steder i land som i by, som menneskets kammerater og venner. De gav skygge og kølighed, de gav ilt og var inspirerende for digteren. De fire årstider skulle være inkluderet i lejen, og denne pagt med naturen skulle gælde allesteds også på arbejdspladser. Det høje hus gav os himlen og landskabet tilbage, og mennesket og naturen var elementer, der måtte bringes i ligevægt. Når der skulle skabes nye boliger, ville det medføre et nyt livssyn, og kun ud fra et nyt livssyn kunne man fremtidig betragte arkitekturen og byplanens problemer. Det nye samfund skulle indrette sit hjem det sted, hvor livet skulle leves. Al byplanlægnings målestok var, at menneskenes tid skulle gøres frugtbar ved hjælp af organisation og soldøgnets 24 timer. I det harmoniske soldøgn er der en ligelig fordeling mellem arbejde, fritid og søvn og ingen spildtid, livet bragtes i ligevægt. Modpolen, det uharmoniske soldøgn, som var herskende, havde ikke denne ligevægt og masser af spildtid. Tiden til og fra arbejde skulle reduceres, og de eksisterende planetbyer havde kun bevirket ressourcespild og trafikalt kaos, men hvis hver nuværende planetby fik sine arbejdspladser, ville det være mord på storbyen. De nye byer, industribyerne, som Le Corbusier kaldte de rigtige planetbyer, skulle anlægges 100-300 km fra storbyen og ved transportvejene, under hensyntagen til landskabets love. Byer i nævnte afstand fra storbyen befriede storbyen fra forstæderne. De berettigede planetbyer var industribyerne ved varernes transportveje, det var båndbyer, som skulle lægges langs kanalerne. Her skulle fabrikkerne flytte ud, for her var de naturlige betingelser for fabrikker og for boliger. Le Corbusier talte om 3 slags bysamfund. 1. Bysamfundet på steder bestemt af den historiske udvikling (videnskab, administration, handel, håndværk). 2. Industrisamfund ved varernes transportveje (oparbejdning af råstofferne). 3. Det genoplevede landsbysamfund. Hvert samfund sin struktur, funktion, udformning og stil med det fælleskrav, at der overalt måtte tages hensyn til naturens love. Ifølge Le Corbusier var der kun to praktisk anvendelige boligformer, enfamiliehuset og kollektivhuset. Etagebyggeri med få etager var irrationelt, fordi storindustriens muligheder udnyttedes for dårligt. Ser man på middelalderens gotiske stil, var spidsbuen en revolutionerende teknisk opfindelse, uafhængig af traditionen. Bygningskunsten blev opadstræbende. For de franske katedralers vedkommende var hensigten at give en illusion af det himmelske Jerusalem. I funktionalismens arkitektur var den opadstræbende konstruktion mulig på grund af beton og stål, her behøvedes ingen stræbepiller, som Le Corbusier kaldte sande krykker. Med de nye materialer var den fuldkomne frihed nået: uafhængigt skelet, fri facade, grunden under huset frilagt, byggegrunden indvundet på ny på taget. Le Corbusier har udtalt, at fædrelandets beskyttere var de, der skabte det (bl.a. arkitekter og byplanlæggere). Som karakteristika for storbyer som Rom kunne nævnes Engelsborg, for Athen Akropolis, for Pisa Det skæve Tårn, for Firenze domkirken, for Paris Eiffeltårnet og Notre Dame, og disse karakteristika betegnede religionen, borgerskabet og kongehuset, men ikke mennesket. For Le Corbusier spillede poesien og det lyriske en vigtig rolle: ”Lyrikken er det guddommelige sprængstof, som rusker op i sløvheden og holder samfundene oppe”. Lige så væsentlig for ham var, at arkitekturen ikke blev anset som nogen fri kunst, men en anvendt kunst, der kunne udfoldes i menneskets boliger og byens liv og byplanen, ligesom trafik, sociologi, fremskridt, fremtiden, storbyen, industrialismen, naturen og sollyset også indgår i en arkitektur, der var til for menneskets og livets skyld. Funktionalismen i byggeriet fandt sit første bevidste kunstneriske udtryk i Athener Chartaet, som blev offentliggjort i 1922 på en kongres for moderne international arkitektur (CIAM - Congrès International d'Architecture Moderne). Der blev fastlagt fire funktioner som skulle gælde ved uformningen af byerne: at bo, at arbejde, at rekreere sig, at bevæge sig. Disse fire funktioner skulle fremstilles selvstændigt som væsen på hver sit areal, der skulle undgås en opsplitning af de bymæssige funktioner. Le Corbusiers teorier omkring de sociale aspekter stemte overens med formuleringer i Athener Chartaet, såsom pkt. 75: ”Byen må på åndeligt og materielt plan sikre den individuelle frihed og den kollektive handlens nytte.” Og pkt. 95: ”Privatinteressen vil i fremtiden være underordnet fællesskabets interesse”. Eksempler på Le Corbusiers arkitektur: Villa Savoie (1929-31), enfamiliehus i Poissy-sur-Seine. Unité d’Habitation (1947-52), kollektivhus i Marseilles. Notre-Dame-du-Haut (1960-55), revolutionerende kirkebyggeri i Ronchamp. Le Corbusier er blevet kaldt rationalist. Imidlertid var det ikke det rationelle, der spillede hovedrollen i hans arkitektur, ikke noget ønske om en mekaniseret tilværelse, men når ordet rationalist nævnes, er det ofte i forbindelse med beboelsesejendommen i Marseilles, der var en social fadæse (jf. Charles Jencks "Le Corbusier and the Tragic View of Architecture", Cambridge, 1973). Le Corbusier synes at have været skrivebordsarkitekt uden den mindste fornemmelse for de mennesker og den hverdag og det liv, han i sine teorier befattede sig med at definere. Ligeledes havde han planlagt industribyer uden at have kendt særlig meget til de krav og ønsker, industrien måtte stille. Le Corbusier har, som nævnt, haft naturen som et uundgåeligt aspekt i sin arkitektur. Han har bl.a. kritiseret Manhattans bebyggelse for at bestå af alt for små og sammenpakkede skyskrabere, han mente, at man i Amerika havde været så opslugt at det blinde jag på profit, at man først for sent fandt ud af, at træerne var blevet plantet med rødderne i vejret. Funktionalismens idé kan betegnes som smuk eller enøjet, alt efter hvilket politisk ståsted man ser den fra, den kan betegnes som naiv, som projekter uden hold i og fornemmelse for virkeligheden. Blandt storbyers endeløse rækker af højhuskolosser kan det som regel være vanskeligt at skue de menneskevenlige tanker. Funktionalismens reelle problem er måske, at den er så funktionel, at den er blevet kedelig og fantasiløs. Manglen på menneskelighed er så forsøgt imødekommet med vægmalerier, nye kulørte facader, nye postmodernistiske indgangspartier og andre facadelapperier. Den funktionalistiske metode er blevet beskyldt for i sin rationalitet at forbinde sig med den positivistiske. Problemstillingerne adskilles og analyseres, som fx byen der spaltes analytisk ud i områder for beboelse, arbejde, rekreation og cirkulation, hvilket bevirker konkret fysisk adskillelse af byen og dens mange funktioner. Le Corbusier er også blevet anset for en banebryder for en ny epoke i arkitekturens historie. Frank Lloyd Wright har skrevet om Le Corbusiers funktionalisme: ”Vist er huset en maskine ligesom hjertet er en sugepumpe. Men det følende menneske begynder først dér, hvor denne opfattelse af hjertet holder op. Hvis huset er en maskine, begynder arkitekturen først dér, hvor denne opfattelse af huset holder op”. Døm selv. Nutidens arkitektur er en kreativ æstetisk funktionalisme, og menneskevenligheden er i det mindste til at få øje på.   Flere artikler om kunst kan læses i Magasinet