Dadaismen, en nihilistisk bevægelse inden for kunst, poesi, teater og grafisk design, opstod i 1916 i en international kreds af forfattere og kunstnere, der holdt til i natklubben Cabaret Voltaire i Zürich i det neutrale Schweiz - Zürich blev et tilflugtssted under 1. verdenskrig for kunstnere i exil. Den tyske forfatter og pacifist Hugo Ball drev sammen med sin kompagnon Emmy Hemmings, Cabaret Voltaire, Hugo Ball gav ismen navn - Dada betyder kæphest på fransk, og skulle være blevet valgt ved et tilfældigt opslag i en ordbog. I kunstnerkabareten kom kunstnere, der var i landflygtighed, og optrådte, fx kunstneren Jean Arp og digteren Tristan Tzara.  Allerede i 1914, uafhængig af Zürich-dadaismen, opstod en lignende bevægelse i New York omkring kunstgalleriet "291", ledet af to europæiske kunstnere Marcel Duchamp og Francis Picabia, der allerede var i gang med at praktisere en nihilistisk kunstopfattelse om, at der ikke findes moralske eller æstetiske værdier, og at intet eksisterer, eller intet kan erkendes. Hertil kommer den opfattelse, at kun ødelæggelse af al bestående samfundsorden kan medføre sociale fremskridt. Nihilismen i Rusland veg for socialismen, men nihilismens ideer levede videre i anarkismen. Duchamp ville skabe antikunst med sine readymades eller Objet Trouvé, hvilket vil sige at naturobjekter eller genstande fra hverdagen isoleres og udstilles som de er eller i en overraskende sammensætning, fx kunne en pissoirkumme på en kunstudstilling provokere til at sætte begrebet kunstværdi under debat, og det var denne provokation, dadaisterne ønskede, der skulle rokkes ved stereotype kunstopfattelser.

"cabaret voltaire. Dada Zürich". Ein Eingriff von Rossetti + Wyss,  Zürich 2004

Dadaisterne var en slags anarkister, der ville nedbryde de gamle sociale og æstetiske forestillinger om kunst og forarge borgerskabet, hvilket kom til udtryk i deres forestillinger i kabareten og i tidsskriftet "Dada". De gik ind for nonsens, det groteske, det meningsløse, abstrakt lydpoesi og kunst skabt af tilfældigheden, hvortil collage-teknikken anvendtes.
Anarkister har den politiske opfattelse (svarende til den nihilistiske), at al statsmagt skal fordømmes ud fra den teori, at først i fuldstændig frihed kan mennesket udvikle samfundssind, samt at ingen har ret til at herske over andre, da alle er født lige. 
Anarkisterne mente, at de havde ret til at bekæmpe statsmagten med alle midler også vold. Nogle af ofrene for anarkisternes mord blev USA's præsident McKinley, Umberto d. 1 af Italien, den franske præsident Carnot og kejserinde Elisabeth af Østrig.
Den anarkistiske teori blev formuleret af den græske filosof Zeno ca. 300. f.Kr. og udviklet gennem 1800-tallet i Frankrig og Rusland, men den russiske kristne forfatter og greve Lev Tolstoj (1828-1910), forfatter til fx "Krig og fred" og "Anna Karenina", går som den første ind for passiv modstand eller kristen socialisme ved at nægte at betale skat og gøre militærtjeneste.

Dadaismen bredte sig til Frankrig (André Breton), Tyskland (G. Grosz, Max Ernst, K. Schwitters).

En tysk dadaisme opstod i 1918, da nogle af bevægelsens grundlæggere vendte tilbage fra Zürich. I billedkunsten manifesterede den sig med størst virkning i den politiske illustrationskunst og fotomontagen (G. Grosz) samt i collagen (K. Schwitters). 

En gren af den tyske dadaisme leder direkte over i surrealismen (Max Ernst). Det samme gælder i højere grad Paris-dadaismen, der for det meste var en litterær bevægelse, men også modtog bidrag fra New Yorks Dadas to hovedfigurer Marcel Duchamp og Francis Picabia.

Dadaismen blev et fundament for surrealismen, og den fik stor indflydelse på kunsten i 1900-tallet.