|
|
| ... |
Barokken
har sin glansperiode i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet. Stilen
forbindes med enevældens fyrster, og er en stilart, der lægger vægt på det
pompøse og storladne i arkitektur,
skulptur, maleri, udsmykning og haveanlæg.
Stilen
opstod i Italien, i arkitekturen hos
Michelangelo's efterfølgere, i malerkunsten hos
kunstnere, der reagerede mod den antinaturalistiske manierisme.
Ordet barok blev brugt nedsættende. Det italienske ord baroco betyder
anstødssten, og ordet benyttedes om den kunst og arkitektur, der blev oplevet
som bizar og overdrevet.
Den italienske barok spredes i løbet af 1600-tallet til andre
europæiske lande og får overalt en lokal udformning.
I England opstår en stil som låner både fra Italien, Frankrig og
Holland.
I Skandinavien viser de lokale udformninger af stilen påvirkninger fra både
Italien
og Nederlandene.
I Nederlandene var arkitekturen ret enkel, murstensbygninger med sandstensornamenter, en stil der også fik stor betydning i
Skandinavien.
Den danske barokstil ses i slots- og kirkearkitektur og i
have- og parkanlæg og er inspireret af den afdæmpede
nederlandske barok. Palæfacader kan være pudsede (gule og hvide)
og den fornemmeste etage, piano nobile, (ofte 1. etage, beletage) er
fremhævet, fx kan over vinduespartierne ses trekantede og halvrunde
frontispicer, øverst ses ofte en halvetage, mezzaninen, der kan
forekomme vandrette gesimsbånd og pilastre kan strække sig over
flere etager, binde etagerne sammen og fremhæve det/de
væsentligste rum. Først og fremmest må palæarkitekturen, sammenlignet med
den dynamiske italienske barok, beskrives som en klassisk streng
stil, der kan betegnes som en palladiansk retning
(fx Charlottenborg) efter den italienske arkitekt Andrea Palladio
(1508-1580), der var en af de væsentligste inspiratorer for den
vestlige arkitektur, især den engelske (neo-)palladianisme, der
nedtoner dekorative elementer og anvender de klassiske
søjleordener. Dansk barok, se nedenfor.
Renæssancen var afbalanceret, afklaret, tilbageholdende, stram og henvendte sig
til fornuften, og barokken er lige modsat.
Barokkens karakteristika
er, at den taler til sanserne og fantasien, den vil fortrylle, den er bevægelse,
dynamik, kontraster (anvender konkave og konvekse former), spil
mellem lys og skygge, teatralsk, dramatisk, outreret, den
er Gesamtkunstwerk, der betyder, at intet kan
trækkes fra uden at helheden ødelægges, alle kunstarter sætter hinanden
stævne, rummets
arkitektur, malerier, stuk, udskårne
møbler, gobeliner
og kunstmarmor danner en broget og mangfoldig helhed. Spejle
åbner rummet, slører overskueligheden, de er ofte anbragt i hjørnerne, så de
runder og skaber lys.
Barokarkitekturens store mål er illusionen om det uendelig rum. Renæssancens grundplansformer
var kvadraten, cirklen og det græske kors, barokkens grundplansformer
er ellipsen og ovalen.
Bygningen betragtes som en sammenhængende masse, den kunne formes efter behov,
en slags stor skulptur, man
tænker i
tre dimensioner. Murpillerum (indvendige stræbepiller) fører længde og
centralbygning sammen. Rummet er et kontinuum. Arkitekturens
monumentale og storslåede bygningsværker mister aldrig deres plastiske fylde.
Søjler
og pilastre bærer intet, de er dekorative. Arkitekturen er
retorisk, der er en fortætning af led mod
døren. Facaden skal være aktiv
i det omgivende rum.
Der holdes lav profil i eksteriøret i tyske kirker, modsat italienske.
Barokken vil repræsentere, det vil sige forlænge sin magt, hvilket især ses
i den repræsentative hofkultur hos Ludvig
d. 14.
Kirker, paladser og kongeslotte er barokkens typiske bygninger, og hørende til
bygningen er store haveanlæg, der føjer sig ind i miljøet.
Trapper betyder, at man kan
arbejde dynamisk med arkitekturen.
Barok er iscenesættelse, kirken en af de mest brugte
scener.
I
byplanlægning
ses lange lige gader afbrudt af pladser med fontæner eller obelisker, domineret
af et palads eller en kirke og afvekslende bebyggelse med visse symmetriske
accenter. Dele af Rom er et godt eksempel på barok byplanlægning.
.
Modreformationen
i Italien kom til at betyde meget for barokkens kunstneriske udformning, især for malerkunsten, da
denne bevægelses teoretikere krævede klare og let forståelige fremstillinger
af religiøse emner. Hertil kom en øget religiøs følelse understøttet af tidens
mystikere.
.
Barokkens
kirkearkitektur. Barokken
blev den katolske kirkes kunstneriske redskab i en tid, hvor kirken gjorde sig
anstrengelser for at vinde kætterne tilbage og styrke sine tilhængere i troen.
Kirkearkitekturen imponerede med en ydre majestætisk
fremtræden.
Hovedindgangen tillægges større betydning
end sideindgangene.
Italiens kirker adskiller sig væsentligt fra de tyske. I
Italien er det ydermurer, som bærer hvælvet. I de tyske barokkirker er det
murpillerne som bærer hvælvet. Ydermuren er brugt til vinduer, lyset får
større betydning.
|
|
|
.
|
|
Maleriet
er
et illusionistisk maleri på mure og lofter. Kunsten vil forføre
beskueren,
maleriet en illusion, man skal hoppe på. De illusionistiske
loftsmalerier, sotto in su, ses især
i Italien. Der
ses ikke mere idealiserede figurer som i renæssancen. Bevægede scenerier der medfører
en udvidelse af rummet og ofte givende udtryk af noget uendeligt. I malerierne
er ofte historier om helgeners, fyrsters og heltes liv og mytologiske skikkelser
og engleflokke. Maleriets figurer er unaturligt belyst og
de gebærder sig unaturligt på en scene.
Apoteose
(optagelse blandt guderne) er en forherligelse af en person, brugt i antikken og igen især i barokkens i allegorisk
udformning.
I malerkunsten gør to hovedretninger sig gældende, en mere realistisk
med
brug af clairobscur (Caravaggio, Rembrandt) og en mere idealiserende
(Bologna-skolen, Poussin, Claude Lorrain i
landskabsmaleriet). Modsætningen mellem
disse to retninger fortsætter ind i 1700-tallet med kampen mellem poussinister og rubenister.
Allegorien er en vigtig kunstform, og portrættet fremstår med ny intensitet og
øget psykologisk personkarakteristik (Velasques).
Heroisk landskab er en idealiseret form for
landskabsmaleri, hvori der indgår klassisk arkitektur
og mytologiske eller religiøse scener. Opstod under barokken i 1600-tallet (N.
Poussin og Claude Lorrain) og tilhører denne stilarts klassicerende retning.
|
I Nederlandene
spiller
genrebilleder,
landskaber,
stilleben
og bibelske scener en stor rolle, og der fik oliemaleriet sit gennembrud. Væsentligt
er det hollandske
landskabsmaleri med schlagbaum (perspektivskabende element fx et træ) og
atmosfære.
Vanitasmotivet, en slags stilleben med symbolsk indhold, hvis
moral er altings forgængelighed og sansernes forfængelighed, i billederne indgår dødningehoveder,
Bibler, stearinlys der er tændt eller ved at brænde ud, musikinstrumenter,
visnende blomster, halvrådne frugter, timeglas, spejle. Vanitasmotiverne er især en type billeder som ses
i nederlandske og spanske barokmalerier.
|
Skulpturen
er i bevægelse og dramatisk, figurerne står gerne i contraposto eller blander sig
med arkitektur (Bernini). Contraposto vil sige en modsat bevægelse i en
statue, en figur står fx således at den hviler på et ben og bevæger det
andet og armene er arrangeret på modsat måde.
|
|
... |
|
|
| |
|
Peterskirken,
Paven og våbenskjoldet
Peterskirken,
Basilica di San Pietro,
er bygget som gravkirke over apostlen Peters*
grav, som findes under højalteret. Den nuværende kirke afløste Konstantins
Basilika fra 326, der stod til begyndelsen af
1600-tallet.
Initiativet til at forny den gamle kirke, der
havde stået i over 100 år, blev taget i 1450
af den første store renæssancepave Nicolaus
V efter råd fra L.B. Alberti og B. Rossellino,
men der skete ikke noget før i Julius II's
pavetid. Som kirkens arkitekt valgtes Bramante,
og den 18. april 1506 nedlagde pave Julius II
grundstenen til den ny kirke i den nuværende
Veronikapille i korsskæringen.
|
|
|
|
| ... |
|
Pave
Julius II var fast besluttet på at
rejse en kirke, der udtrykte
Romerkirkens magt og storhed. Den
ny Peterskirke skulle være: |
| ° |
Kristenhedens største
kirke. |
| ° |
En majestætisk ramme om apostelfyrstens
grav. |
| ° |
Vidnesbyrd om den katolske kirkes
storhed. |
| ° |
Domineres af
Julius II's gravmæle
udført af Michelangelo, hvilket ikke blev virkelighed. |
|
|
|
Peterskirken
blev indviet i 1626 og er den romersk-katolske
hovedkirke og verdens største kirke. Den blev udtænkt og udført af
Michelangelo
Buonarrotti, Gian
Lorenzo Bernini og Carlo Maderno.
I sin oprindelige idé var den nye Peterskirke i
renæssancestil, men da den stod færdig, var den en
barokkirke, og barokkens
kirkearkitektur blev født med Peterskirken.
Kirkens barokinteriør er stor set Bernini værk, ligesom Peterspladsen er
det. Berninis kolonade, der rammer Peterspladsen
ind, kan symbolisere arme, der fanger
mennesket ind i kristenheden og tager det i
favn. Berninis Tabernakel, højalteret, blev
udført 1624-33. |
|
... |
|
|
|
| 1.-3. |
Peterskirken,
1506-1626, er
beliggende i den selvstændige
Vatikanstat, der er
omgivet af byen Rom. Kuplen af
Michelangelo er verdens største. |
| 4. |
Schweizergarden
er et militærkorps af katolske schweiziske
soldater. Garden skal bevogte
Vatikanstatens porte og være pavens livvagter.
Garderne er iført renæssanceuniform, der blev
tegnet af enten Rafael eller Michelangelo.
|
| 5. |
Statue
af St. Peter på Peterskirkens
balustrade udført af
Guiseppe De Fabris. St. Peter holder en
nøgle i sin højre hånd og en
skriftrulle i den venstre. |
| 6. |
Pietro
Perugino, "Jesus betror Himmerigets
nøgler til St. Peter", 1482, freske,
Det Sixtinske Kapel. |
| 7. |
Paven,
den tyske
kardinal Josef Ratzinger, blev den 19. april 2005 udråbt til Pave
Benedict XVI.
|
| .
|
|
|
| |
|
|
Se
billedet til venstre i fuld
størrelse, klik her,
og for at se billedet til højre i
fuld størrelse, klik her |
|
|
|
 |
| ... |
Pave
Johannes Paul II
(1920-2005).
Den 16. oktober 1978 valgtes den polske kardinal og
ærkebiskop Karol Wojtyla til pave, han ønskede
pavenavnet Johannes Paul II. Karol Wojtyla blev
født i Wadowice nær Krakow i Polen den 18. maj
1920, og han døde den 2. april kl. 21.37 2005 i sin
lejlighed i Vatikanet i Rom. Det er tradition, at
når paven er død, så ophæves hans pavestatus, en
af hans nærmeste medarbejdere rører den afdøde
paves pande med en sølvske og pavens døbenavn
siges tre gange, således sikres at paven er død,
og at han i himlen er en almindelig person i og med
hans guddommelige status som Apostlens Peters
efterfølger ophæves.
"Vores hellige fader er vendt hjem til sin
faders hus" blev meddelt umiddelbart efter pave
Johannes Paul II's død til over 60.000 mennesker
på Peterspladsen af ærkebiskop Leonardo Sandri, de
forsamlede klappede i respekt for den afdøde pave
og Roms kirkeklokker ringede.
Forud for begravelsen lå den "balsamerede"
pave på lit de parade (paradeseng) i Peterskirken,
så de mange pilgrimme, der var strømmet til Rom,
fik mulighed for at sige paven et sidste farvel. |
... |
|
|
| ... |
Den
8. april blev paven stedt til hvile i
gravkapellet i St. Peters Basilika under
Bernini's
Tabernakel,
højalteret - med i den simple kiste af
cedertræ, dekoreret med en stiliseret udgave
af pavens våbenskjold, havde paven dokumenter
med til eftertiden samt jord fra sit
fødeland. Millioner af mennesker, herunder
statsoverhoveder, konger og dronninger deltog
i begravelsesceremonien, der foregik på
Peterspladsen, det lukkede uderum omsluttet af
Berninis kolonnade.
Den konservative pave (var imod fx
homoseksualitet, abort, prævention og
skilsmisse) og leder for over en milliard
katolikker verden over spillede en væsentlig
rolle i kommunismens sammenbrud i Europa, han
var en mediefortrolig, folkelig og karismatisk
person, der også vil blive husket som
"Den Rejsende Pave. Han besøgte ofte sit
hjemland Polen, hvor han støttede Polens
antikommunistiske bevægelser moralsk og
økonomisk. Han søgte et gennembrud mod den
russiske ortodokse kirke, hvilket ikke
lykkedes. Paven var udsat for mordforsøg i
1981 på Peterspladsen i Rom og senere i
Portugal. Den dømte for attentatet i 1981 fik
besøg af paven i sin fængselscelle, paven
tilgav sin attentatmand.
Kardinal Eduardo Martinez Somalo stod i spidsen for
forberedelserne, der gik forud for valget af
den nye pave. Den forsamling, der vælger
paven kaldes konklavet, der består af 115
kardinaler fra 52 lande, der mødes i
Vatikanet i "Casa Santa Maria" ni
dage efter pavens død - forhandlingerne
indledes, og kardinalerne er isoleret for
omverdenen, og de må ikke læse aviser, se
tv, høre radio, tale i mobiltelefon eller
bruge Internettet - der holdes daglige møder
i
Det
Sixtinske Kapel med Michelangelo's
freskoudsmykning,
og det er fra Det Sixtinske Kapel, at den hvide røg lukkes
ud, når den nye pave er valgt - "Habemus
papam"
(vi har en pave), og Peterskirkens klokker
ringer. Sort røg betyder, at den nye pave
ikke er fundet endnu. Den nye pave, der modsat
tidligere paver skal være under 80 år, er
den 265. pave - af de 183 kardinaler er de 115
under 80 år.
Den 19.04.2005 steg den hvide røg op fra Det
Sixtinske Kapels skorsten, den nye pave var
den 78-årige tyske kardinal Joseph Ratzinger,
der har valgt pavenavnet
Benedict
XVI.
Pave (af lat.: fader) er den
romersk-katolske kirkes lovgivende,
dømmende og administrative overhoved og
Roms biskop. Paveværdigheden tildeles for
livstid - af pave Johannes Paul II's
testamente fremgik, at han have haft
planer om at træde tilbage da han fyldte
80 år.
.
|
... |
|
|
|
|
Pave
Johannes Paul II (1920-2005).
Den afdøde paves våbenskjold
med pavens tiara, de krydsende nøgler og "M"
for Maria - Jomfru Maria, er et meget
utraditionelt valg af paven. |
|
 |
|
"Den
Rejsende Pave"
på besøg i USA, Rumænien, Polen, Slovenien
og Georgien.
På frimærkerne ses pavens portræt og den
katolske kirkes udbredelse vist i tegningerne
af de forskellige nationaliteter - på første
frimærke ses Jomfru Maria i stråleglans. |
|
|
|
|
| ... |
|
|
Frimærke med teksten
"SEDE VACANTE
MMV"
(lat. mens sædet er ledigt,
2005). Sede Vacante er her perioden mellem
pave Johannes Paul II's død til hans efterfølger
pave Benedict XVI er indsat.
Se
også Sede Vacante frimærket fra 1939.
På frimærket ses en engel holdende en
baldakin, en æreshimmel, på baldakinens top
er korset, der i den kristne kunst
symboliserer kærligheden til Kristus, troen
på ham. Inde i baldakinen ses engle holdende
de krydsende nøgler, St. Peters Nøgler, der
symboliserer syndsforladelsen (døren til Guds
rige låses op) og fordømmelsen (døren
låses igen) - i den romersk-katolske kirke
har paven nøglemagten. Englene er Guds
budbringere, vingerne symboliserer deres
hurtighed - billedet viser den afdøde paves
værdighedstegn og symboliserer, at han er
gået hjem til sin Himmelske Fader. På
billedet under frimærkerne ses den afdøde
pave på lit de parade og Schweizergaden
holder æresvagt ved paradesengen, til venstre
nederst ses pavens våbenskjold, tiaraen og de
krydsende nøgler og et slynget "M"
for Maria.
|
|
|
 |
Pavens tiara og de krydsende nøgler, St. Peters
Nøgler.
Tiaraen er pavens tredobbelte
krone, og
formen med tre kronringe er fra 1300-tallet og
betegner dels pavens tredobbelte herredømme (triregnum),
som de troendes øverste præst, lærer og hyrde,
dels hans embede som Kristi stedfortræder, som
hersker over himmel, jord og helvede, og dels den
kæmpende, lidende og triumferende kirke. Når
kardinaldiakonen satte tiaraen på den nyvalgte
paves hoved, sagde han: "Modtag den med de tre
kroner smykkede tiara og vid, at du er fyrsters og
kongers fader, verdens overhoved og statholder for
vor Frelser Jesus Kristus, som være lov og pris i
evighed. Amen". Indtil 1963 blev paven kronet
med den tredobbelte krone. Tiaraen kom til at stå
som et tegn på kirkens timelig pragt og blev derfor
afskaffet af pave Paul VI.
|
|
*Apostlen Peter
døde for vore
syndere, som Kristus gjorde før ham. Peter er
Kristi efterfølger på jord. Kun gennem
kirken kan man finde frelse hos Kristus.
Peter, der egentlig hed Simon, fik af Jesus
den aramæiske benævnelse Kefas (Johannesevangeliet
1,42), der betyder "klippe", og
ordets græske form er Peter. "Du er
Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min
Kirke". Kristus gav ham Himmerigets nøgler
og magten til at binde og løse.
Peter havde svoret over for Jesus, at han ikke
ville fornægte ham, men alligevel nægtede
han ethvert kendskab til ham tre gange over
for den jødiske ypperstepræsts tjenere (Matthæusevangeliet
36 og 35), men efter opstandelsen var Peter
den første af apostlene, som Jesus viste sig
for.
Den opstandne Herre bad nu Peter, fordi han
havde fornægtet ham, at bekræfte sin
kærlighed tre gange, og derefter gentog Jesus
Peters pligt: "Vogt mine lam! Vogt mine
får!" (Johannesevangeliet 21,15-19).
Peter led martyrdøden under Nero i år 67 i
Rom, han blev korsfæstet med hovedet nedad (Peterskorset
er et omvendt latinsk kors). 3 løftede fingre
hentyder til, at Peter fornægtede sin herre 3
gange. Ved Peterskirken er fra 1941 udgravet
en stor gravplads fra 1.-3. århundrede med
bl.a. den grav, der formodes at være apostlen
Peters. Se også "Vatikanstatens
frimærker".
|
|
... |
|
|
| |
| ... |
Versailles i Frankrig i enevældens storhedstid. I
1661 kom Ludvig d.
14. (1638-1715)
til magten. Versailles var symbol på absolutismen. Hæren
var
grundlaget for magtkoncentrationen, den blev udvidet voldsomt under Ludvig d.
14, fra 50.000-300.000 mand, hans regeringstid var næsten en lang
krigstilstand, skattesystemet det økonomiske grundlag. På Versailles opholdt kongen, højadelen, centraladministrationen og
Schweizergarden sig. Louvre i
Paris var kongens første residens, men ekspanderingslyst
betød, at hoffet flyttede uden for byen.
I 1670 planlagde solkongen
Ludvig d. 14. sin fyrsteresidens, et
solstråleformet anlæg,
der blev normgivende for den
profane arkitektur i Tyskland. |
... |
|
| ... |
|
Nøglebegrebet for residens
er hof og ceremoniel. Versailles er et kulisseanlæg, en
tragtformet indføring mod centrum. Kongens
sovegemak, det officielle soveværelse var modtagelsesrum, det er præcist i midten af komplekset, og
omkring "Solen" (kongen) kredser planeter i form af
saloner med planetnavne som fx Merkur og Mars. Kongen i midten, da han opfattede
sig selv som et af Gud indsat bindeled mellem det jordiske
og det himmelske, som monstransen er meningsløs uden
hostien er Versailles meningsløs uden selve kongen i
midten.
Kongens seng er i centrum, salon d'Apollon er kongens soveværelse, sengen =
tronen, den er afgrænset af en balustrade som en helligdom. Sengens baldakin =
kongens suverænitet. Over sengen ses billeder i et stort skjold af Frankrig,
en personificeret kvinde våger over den sovende konge. I soveværelset
kulminerer alle residensens ceremonier.
Lever = kongens officielle ståen op. Coucher = kongens officielle gåen til sengs.
Versailles spejler kongens diktatoriske vilje. |
|
|
... |
|
|
 |
|
Det storslåede barokhaveanlæg blev anlagt af Le Nôtre (1661-1665) med skulpturer, fontæner og kaskader, i haven ligger
lystslottene Grand Trianon og Petit Trianon. |
|
|
|
|
Klik
for forstørrelse |
 |
|
1
Rytterstatue af Ludvig d. 14. 2 Hovedindgangen
til
komplekset.
3
Slottet. 4-5 Kongens
soveværelse.
6
Saint-Louis katedralen i Versailles. |
 |
| Haveanlægget. |
 |
| 1-2
Spejlgalleriet. 3
Pavilion. 4
Grand Trianon. 5-6
Petit Trianon.
|
|
|
|
|
Palace
Abraxas "Versailles for folket",
et socialt boligbyggeri fra 1980-erne i udkanten af
Paris i Noisy le Grand. Spanieren Ricardo
Bofill har tegnet byggeriet i hyperklassicistisk stil
inspireret af nyklassicismen. Man må gerne tro, at
Palace Abraxas er bygget i slutningen af 1700-tallet. |
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
I
Barokkens haver og parker
opførtes hækteater i form af
opera, ballet, teater. Størst udbredelse får hækteatret
i Tyskland, hvor man på grund af klimaet mindst skulle
vente det. Aftenforestillinger medfører det egentlige
trylleri med hundrede af olielamper og vokslys.
Fyrværkeri var også en form for barok
festarkitektur. Et skuespil i mange akter kunne vare timer. Ofte musik til, Händel "Feuerwerksmusik".
Barokhaver opleves som rum i det fri. Barokhaven var højde- og slutpunkt af en
udvikling, der kan følges tilbage til Ægypten.
Naturen formet som kunstværk.
Versailles forbilledet, den regelmæssige havestil nåede højden med Ludvig d.
14.
.
|
... |
|
| Planter, græsplæne, blomster, buske og træer skal overgå elementer af
sten, det hele skal være kunstnerisk og pænt klippet. |
| En have nær slottet må ikke
have skyggegivende elementer. En flad parterre. |
| Buskads må ikke hindre
blikket over parterret. |
| Haven skal se større ud end den faktisk er. Fra
slottet og udefter således: Broderiparterre, her er mest lys, evt. kastanieallé
som tværakse, så buskads med brønde, kilder, halvskygge, og endelig højskovszone
med mere skygge. Broderiparterre var det dyreste, den skulle have
reliefvirkning. De vigtigste farver var
grøn, den konstante grundkolorit, gul og hvid sand på prydveje og flader, rød
mustensgrus, indføring til plænen, sort, filspåner, sort jord. Overdækkede alleer, her rører trækronerne midten, himlen ikke synlig, kølighed, yndet
spadserested i middagshede. Åbne alleer hvor træerne står langt fra hinanden,
frit til himlen, allé i slotsaksen. Hække forbundet med alleerne, men står også
selvstændige, skærmer om partier af fx buske. Parapette (rækværk) 80-130
cm høje hække, egnet for alleer ved siden af parterret. Buskads (lystskove)
kontrast til parterret, intime rum i naturen. Labyrint (fx i Versailles)
ikke plads for blomster her, labyrinten dækkede behovet for at blive væk.
Springvand var havens sjæl oftest med guder og antikke figurer.
|
|
|
|
|
|
| ... |
En af barokkens nyskabelser er
de
franske haveanlæg med lange alleer
forbundet af runde uderum og med vandbassiner og haveskulptur. Springvandene, er
midtpunktet, blikfanget, og udformet som teatralske bevægede optrin. I en
fontæne kan vandet springe på en overraskende måde.
Den engelske have er en landskabelig havestil med
templer, lysthuse, falske ruiner i
forskellige stilarter, gerne antik, kinesisk og gotisk, opstået i England i begyndelsen af
1700. Haverne skulle være pittoreske og blev anlagt efter principper inspireret af
malerkunsten i modsætning til den geometrisk anlagte franske barokhave streng symmetrisk omkring en
længdeakse,
bestående af vandbassiner, klippede hække og skulpturer, havearkitekten A. Le Nôtre
(fx Versailles).
Havestilen fremkom samtidig med neopalladianismen og anvendtes ofte i
forbindelse med en streng klassisk hovedbygning.
Belvedere
er en selvstændig højtliggende bygning i en
park eller en altan eller overbygning på et hus, der skal skaffe udsigt og luft.
Især i Italiens renæssance- og barokarkitektur.
Begyndelsen
til barokkens teaterbygning skal søges i Italien. Galli-Bibiena fra Bologna var
en berømt kunstnerfamilie i 1600-1700-tallet.
Offentlige teatre spiller ingen egentlig roller. Hofteater er en del af hverdagen,
man havde en hofkomponist ansat (fx Haydn). I haverne spilledes også
teater. Der var hesteballetter, havearkitekturen blev brugt som kulisse herfor. Teater
og fest har især præget hofselskaberne. Barok var en verden af teater. Stykkerne
handler ofte om hvordan Guderne griber ind i menneskenes liv.
Bayreuths operahus (1745-48). Senbarok
scenerum.
Et logeteater (udviklet i Italien i 1600), tre etager med
loger af træ tilskuerrummets grundrids er klokkeformet.
Bruskbarok var en ornamental
stil. Ordet brusk skulle beskrive den blødgøring, som ornamenterne blev
underkastet. I bruskstilen har figurer og
relieffer ikke mere den opgave at understrege arkitektoniske forhold.
Bruskbarokkens figurstil er til dels højbarokkens modsætning. Det klassiske
bruskornament er den fladklemte volut presset ud af plan.
Bruskbarokken var en nordeuropæisk udformning af barokken. den findes i Danmark især
i kirkeinventar fra
1600-tallet.
Bologna-skolen:
Italiensk barok malerskole opstået i Bologna i 1590-erne ved det af brødrene
Carracci i 1589 grundlagte akademi. Denne skoles klassicerende stil spredtes til
andre egne af Italien af Carracierne og deres elever og kom til at stå i stærk modsætning til den mere realistiske retning,
der udsprang fra Caravaggio. Caravaggisterne
skildrer med stærk realisme både religiøse og dagligdags emner og gjorde
brug af kraftig clairobscur. Caravaggisterne hører til i 1600-tallet både i Italien
(Gentileschi, Saraceni) og i Frankrig (Valentin) og i Nederlandene (Honthorst).
Louis
d. 13. (1610-1643) - er en fransk betegnelse for
stilen under Louis d. 13. Stilistisk betegner Louis d.
13. en overgang mellem renæssance og barok.
Louis d.
14. (1643-1715) - en betegnelse for fransk
barok under Ludvig d. 14., hvor arkitekturen domineres
af en barok-klassicisme.
Queen Anne (1702-1714) - retning i engelsk barok
opkaldt efter dronningen. En senbarok stil i perioden. I
arkitekturen ses inspiration fra Nederlandene. Møbler i
mahogni har beherskede svungne former.
Régence (1715-1723)
- en fransk
stilart mellem barok og rokoko opkaldt efter Philippe af
Orléan, der regerede fra 1715-23. Især møbelkunst hvor
lette former, svungne ben og lyse farver gør sig
gældende og peger frem mod rokokoen.
I
Italien varer stilen fra 1600-1770.
I Flandern,
Holland, Spanien varer stilen fra
1610-1700.
I
Frankrig varer stilen
fra 1670-1790.
I
Østrig, Tyskland varer stilen fra
1690-1750.
I
England varer stilen fra 1680-1800. |
... |
|
|
|
Barokkens
kunstnere og værker |
 |
| .. |
Gian
Lorenzo Bernini (1598-1680). Italiensk billedhugger,
arkitekt og maler, den romerske baroks største kunstner. Bernini blev født i Napoli, og han døde i Rom.
I 1606 rejste han med sin far Pietro Bernini til Rom, faderen var en
talentfuld billedhugger og også sønnens lærermester.
Flere af Berninis tidlige statuer, fx "Proserpinas Rov",
"Apollon og Daphne" og "David" blev udført til en
af de væsentligste mæcener i tiden, kardinal Scipione Borghese
- Bernini blev også protegeret af den magtfulde Barberini-familie.
Bernini arbejdede hovedsageligt i Rom, dels for private velyndere og ved
Peterskirken, hvor han var førende arkitekt og billedhugger for
de vekslende paver.
I Peterskirken var Bernini ansvarlig for størstedelen af barokinteriøret
fx. tabernaklet (højalteret) under kuplen og St. Peters trone
samt Scala Regia (kongelig trappe, et storslået trappeanlæg, der forbinder
Peterskirken med Vatikanets gemakker),
rytterstatuen af Konstantin, Peterspladsen og kolonnaden.
Blandt Bernini's berømteste skulpturarbejder er: Gruppen Den hellige Thereses Ekstase
i Cornaro kapellet i barokkirken Santa Maria delle Vittoria i
Rom.
Elefantobelisken, 1667-69, Piazza Minerva.
Springvandet "De
fire floder", 1648-51, på Piazza Navona, det
repræsenterer de 4 kontinenter, som man kendte dengang, og
deres floder Donau (Europa), Ganges (Asien), Nilen (Afrika) og
Plate-floden (Amerika), den centralt placerede obelisk
symboliserer Kristus og den romerske katolske kirkes sejrsgang
verden over - fontænen var et samarbejde mellem flere af
tidens kunstnere designet og ledet af Bernini. |
|
|
|
| ... |
I perioden 1658-1670 tegnede Bernini tre kirker, San Tommaso di Villanova
i byen Castel Gandolfo udenfor Rom, hvor paven har
sommerresidens, Santa Maria dell'Assunzione i Ariccia sydøst
for Rom samt Sant'Andrea al Quirinale i Rom. I 1665 blev Bernini inviteret til Paris af Ludvig d. 14. for at gøre
tegningerne til Louvre færdige, men hans udkast blev ikke godkendt. Bernini
udførte en rytterstatue af Solkongen, 1669-70, en lidt speciel
rytterstatue, hesten er klodset op under bugen, et betinget af
kompositionen nødvendigt og lidet fiks valg, der får
hesten bevægelser til at virke mere jordbundne end tiltænkt. Tilbage i Rom fortsatte Bernini sit arbejde ved
Peterskirken. I Bernini's skulpturer ses
den ekspressive energi, det teatralske (fx i "Den hellige Thereses Ekstase", understreget
af draperier og
gyldne stråler), en dynamik, en monumentalitet, en styrke, et temperament
- de store følelser, de store bevægelser. Flere af
hans skulpturer indgår som en del af en større helhed, grænserne mellem
billedhuggerarbejdet og det arkitektoniske glider sammen, det ses fx i
Peterskirkens St.
Peters Trone, 1657-66 og bronzebaldakinen
eller tabernaklet over pavealteret, der har en dynamik og vældighed,
der korresponderer med rummet.
De fleste af Berninis skulpturarbejder er en kombination af
hvid og farvet marmor, af stukarbejder og bronze.
Bernini
skrev også komedier og malede en række billeder heraf flere
selvportrætter.
. |
|
|
|
|
|
 |
|
St.
Peters trone, 1657-66, Peterskirken |
|
|
 |
|
Tabernaklet,
1624-33, Peterskirken |
|
|
 |
|
Scala
Regia, 1663-1666, den monumentale paradetrappe, der
forbinder Peterskirken med Vatikanpaladset |
|
|
 |
|
Kolonaden,
1656-67, Peterskirkens
"fangearme", der fanger mennesket ind i
kristenheden |
|
|
 |
|
Rytterstatue
af Ludvig d. 14. |
|
|
 |
|
Bernini's
kolonade, Peterspladsen Rytterstatue af Ludvig d. 14. |
|
|
 |
|
"David",
ca. 1623, udført for Cardinal Scipione Borghese,
Galleri Borghese, Rom |
|
|
|
 |
|
"Proserpinas
Rov"/"Pluto og Proserpina",
1621-22, Galleri Borghese, Rom.
Foto: Kirsten Petersen
. |
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
"Kekrops
døtre finder Erichtonius"* ca. 1616, Liechtenstein Museum,
Wien* |
|
|
|
Peter
Paul Rubens (1577-1640)
- Flamsk maler, født i Siegen, Westfalen,
Tyskland og voksede op i Køln og Antwerpen i Belgien. Fra 1591-98
studerede han under de flamske malere: barokmaleren
Tobias Verhaecht, manieristen Otto van Veen og Adam van Noort. I 1600 fik
han ansættelse hos Vincenzo I Gonzaga, hertugen af Mantua i
Italien, og var ansat der i ca. 9 år. Fra 1601-02 arbejde han
i Rom med tre altertavler, bestilt af ærkehertug Albrecht,
til kirken Santa Croce in Gerusalemme. Fra
1603-05 var han i Genua, hvor han udførte portrætter og
altertavler. I 1605 var han hertugens udsending til Kong
Philip d. 3 af Spanien. I årene i Italien så han de tidligere
barokarbejder af
samtidige italienske malere fx Annibale Carracci og Caravaggio,
og i perioden skabte han nogle af sine fineste portrætter -
opgaver fra forskellige italienske fyrstehoffer. |
|
| ... |
Rubens vendte
tilbage til Antwerpen i forbindelse med sin mors dødsleje. I
1609 giftede han sig med Isabella Brandt, og da hun døde
giftede han sig med den 16-årige Helene Fourment, som blev
hans foretrukne portrætmodel.
I Antwerpen ansatte byens
borgmester ham som maler, og han blev også engageret som
hofmaler af den østrigske ærkehertug Albert. Som den mest
prominente Antwerpen-maler havde Rubens et stort værksted,
hvor han udførte bestillinger for store religiøse ordner fra
De Spanske Nederlande (Belgien), Frankrig og Tyskland.
Han
arbejde for spanske og engelske mæcener, blandt dem Kong
Charles d. 1., loftsmalerierne i Whitehall i London, 1630-34,
og den franske dronning Marie
de Medici (Kong Henry d. 4.'s anden kone og datter af storhertugen af
Toscana Francesco de Medici), "Marie
de Medici's liv", 1622-25, Louvre, Paris, serie på 21 billeder
malet til Luxembourg-palæet i Paris.
I sine første værker var Rubens inspireret af Michelangelos
muskuløse figurer og Caravaggios belysning (clair-obscur),
senere af Tizian's lyriske udtryk.
*Den græske myte om
Kekrops,
Attica's første konge, halv mand halv slange, han skulle
være født ud af jorden. Han havde tre døtre Aglauros,
Pandrosos og Herse. Kekrops blev betragtet som grundlæggeren
af den græske kultur og byen Athen.
Erichtonius, konge af Athen, født ud af jorden og
havde en slangehale. Han var søn af Moder Jord, Gaia, og hun
gav ham til Athena, som skjulte ham i en kurv og gav kurven
til Kekrops døtre med advarsel om, at de ikke måtte åbne
den, hvilket de gjorde og så et barn omslynget af en slange.
Athena tog Erichtonius med til sit tempel, hvor han voksede
op, slangen blev hellig for hende. |
|
|
|
 |
|
Udsnit
af "Madonna
med helgener",
ca.
1638-1640,
St. Jacobs Kirke, Antwerpen, Belgien |
|
|
|
 |
|
Udsnit
af "Tilbedelse af Jesusbarnet",
Pinacoteca Civica Fermo, Italien |
|
|
 |
|
Udsnit
fra "Tre musicerende engle", ca.
1615-20,
Liechtenstein Museum, Wien
.
|
|
|
 |
|
"Venus
foran spejlet"
ca.
1614
|
|
|
|
|
|
|
|
|
Ecce Homo.
Johannesevangeliet 19,1-7: Pilatus tog så Jesus og lod ham
piske. Og soldaterne flettede en krone af torne og satte den
på hans hoved, og de hængte en purpurkappe om ham, stillede
sig foran ham og sagde: "Hil dig, jødernes konge!"
og slog ham i ansigtet. Pilatus gik atter ud af borgen og
sagde til dem: "Nu fører jeg ham ud til jer, for at I
kan vide, at jeg ikke finder ham skyldig" Så kom Jesus
ud med tornekronen og purpurkappen på. Pilatus sagde til dem:
"Se, her er manden!" [Ecco Homo] "Da
ypperstepræsterne og tempelvagterne så ham, råbte de:
"Korsfæst ham, korsfæst ham!" Pilatus sagde til
dem: "Så tag I ham og korsfæst ham, for jeg finder ham
ikke skyldig." Jøderne svarede: "Vi har en lov, og
efter den lov skal han dø, fordi han har gjort sig selv til
Guds søn."
"Ecce
Homo", (lat. se hvilket menneske),
Kristus med tornekrone og purpurkappe
|
|
|
| ... |
Michelangelo
Merisi da Caravaggio
(1573-1610).
Italiensk maler. Født i Caravaggio nær Milano,
Lombardiet, som søn af arkitekten for markisen af Caravaggio, Fermo
Merisi. Caravaggio blev forældreløs som 11-årig. Hans korte liv blev
turbulent.
Caravaggio introducerede kraftige forkortninger og først og fremmest
clair-obscur teknikken (chiaroscuro), en
dramatisk kontrast mellem lys og mørke - mørket skjuler, lyset
afslører. Han var fascineret af det dramatiske øjeblik. Han malede
verdslige og religiøse kompositioner, hans religiøse emner betonede
det melankolske, smerte og død, på nogle måder svarede hans billeder
til manieristernes billeder med de forvrængede proportioner og
langlemmede figurer, imidlertid indeholdt Caravaggios billeder
realistiske aspekter. Fra 1584-88 var Caravaggio elev af Simone Peterzano
i Milano, en elev Tizian.
I 1592 rejste han til Rom, hvor han arbejdede hos
Giuseppe Cesari (Cavaliere d'Arpino). Caravaggio var konstant under
anklage for fx vold og bagvaskelse, og i 1606 var han involveret i mord
og flygtede til Napoli - senere tvang hans voldsomme adfærd ham at
flygte til Malta, Syrakus, Messina, Palermo og igen til Napoli. Paven
benådede ham. |
... |
|
 |
|
"Medusa", 1598, Galleria degli
Uffizi, Firenze |
|
|
 |
|
"Bacchus", 1597, Galleria degli Uffizi, Firenze |
|
|
 |
|
"Matthæus' martyrium", 1600, San Luigi
dei Francesi, Rom
.
|
|
|
 |
|
"Matthæus' kaldelse", 1600, San Luigi dei Francesi, Rom |
|
|
 |
|
"Ecce Homo", ("Se hvilket menneske"),
Kristus med tornekrone og purpurkappe,
1600, Palazzo
Rosso, Genua
.
|
|
|
 |
|
"Johannes Døberen", 1602, Kapitolmuseet,
Rom |
|
|
|
|
 |
|
Udsnit
af "Piskningen af Kristus",
1607, Museo di Capodimonte, Napoli |
|
|
 |
|
Ottavio
Leoni:
"Portræt af Michelangelo Meresi da Caravaggio",
ca. 1621 |
|
|
 |
|
"Måltidet i Emmaus", 1601,
The National
Gallery, London |
|
|
 |
|
"Narcissus",
1590,
Galleria Nazionale d'Arte Antica, Rom |
|
|
 |
|
"St.
Katarina fra Alexandria",
c. 1597,
Museum Thyssen-Bornemisza, Madrid
.
|
|
|
|
|
| ... |
.
 |
Giovanni Battista/Giambattista/
Jean-Baptiste Tiepolo,
født 1696 i Venedig, død 1770 i Madrid.
Italiensk senbarok maler og tegner, ud over fresker udførte
han et stort antal olieskitser, tegninger og ætsninger samt
adskillige altertavler til venetianske kirker. Han var en
mester i illusionisme og det teatralske, i de store
bevægelser og klare lyse farver.
Tiepolo blev uddannet i Venedig, han var elev af Gregorio
Lazzarini og inspireret af Sebastiano Ricci, Piazzetta og Bencovich, og han
genopdagede den italienske renæssancemaler Paolo Veronese,
en stor kunstner af den venetianske skole (sædvanligvis
karakteriseret ved
deres leg med lys og farve). |
|
|
 |
|
Loftsfreske
Kejsersalen,
Würzburg*
1751-53 |
|
|
|
|
"Sarah
og englen", 1727,
Udine, Italien |
|
|
|
I 1719 giftede Tiepolo sig med Cecilia, Francesco Guardi's søster, hun fødte ni børn, to af dem
Giovanni
Domenico
og Lorenzo, blev kunstnere og arbejdede i deres fars værksted.
Tiepolo
begyndte tidligt at udføre bestillingsarbejder for Venedigs regent
Dogen og andre venetianske familier. I 1726 arbejde han for
ærkebiskoppen af Udine og året efter for adelsfamilier i Milano,
Bergamo og Verona.
Fra
1750-53 malede han sine berømte fresker til barokpaladset i Würzburg i
Tyskland - i slutningen af 2. verdenskrig blev Würzburg paladset
delvis ødelagt af bomber, men lofterne forblev uskadte. I 1755
blev Tiepolo formand for Accademia Veneziane de Pittura.
I 1762 blev han ansat som hofmaler hos Karl d. III (1762-70)
- hans sønner var hans medarbejdere, de udførte en serie af
loftsfresker og altertavler i kongeslottet i Madrid. I 1768
blev han udnævnt til professor i anatomi ved Accademia di San
Fernando, han døde pludselig efter, at han havde modtaget en
bestilling på en stor freskedekoration.
Mange af Tiepolo's mest berømte værker er nu i Madrid og
Würzburg, men den næsten ukendte by Udine kan markedsføre sig
på, at det var her i bjergene Tiepolo oplevede den usædvanlige klarhed
og glans, som kendetegner farverne i hans billeder.
*Würzburg residensen
blev tegnet af arkitekten Baltazar Neumann (1720-44), grundlagt
1720 under Johann von Schönborn, der tilhørte den i tiden
væsentligste mæcenfamilie, det er bygget under fyrstbiskopperne
Freidrich Carl von Schönborn (1729-46) og Carl-Philip von
Greiffenclau (1749-54), der fortsætter Schönborns
mæcenvirksomhed. Würzburg er en manifestation af kejsermagten,
og efter Versailles
og Schönbrunn er Würzburg den betydeligste herskabsarkitektur i
Europa. Würzburg indeholder en kejsersal og et trappehus
med udsmykninger af Tiepolo samt en gardesal/hvid sal med
stukkatur af Antonio Bossi. I residensen ses en kejserikonologi.
Kejsersalen
(1741-42) udsmykket af Tiepolo 1750-52. Kejsersalen er slottets
hjerte, et stort ovalt rum i hvidt, guld, pastelfarver og
lysstrålende med hvidpudset hvælv i marmor og stuk. Rummet er
slutningen af modtagelsesaksen: trapperum - hvide sal - Kejsersal.
I freskerne ses to statshandlinger fra Würzburgs
middelalder-glanstid: Kejser Barbarossas bryllup med Beatrix af
Burgund 1156 og Würburgerbiskoppens ophøjelse til hertug
1168 (kejser Barbarossas kroning). Biskopfigurerne i begge
historier har Greiffenclaus's træk. Fri himmel øverst i fresken
- Beatrix føres til Barbarossa af Apollon i Solvogn. Der spændes
bue fra middelalderen til samtiden (middelalderfigurer i samtidens
tøj). Verdslig og sakral magt slås sammen = samme person (Barbarossa
giver biskoppen den fyrstelige magt). Der er tale om et "Gesamt-maleri",
arkitektur, skulptur og maleri er i dette rum vævet sammen.
Rocaillen i vægfelterne har her funktion som sekundært
dekorationselement, 3/4 af søjlerne er primært
dekorationselementer. Kejsersalen er ikke nogen egentlig kejsersal,
der vises ikke noget herskergalleri. Tæppet til bryllupsscenen er
Bossi-stukkatur, det er tredimensionalt, en scene, stukdraperiet
er malet ud over rammekanten, freskerne viser scenedybet,
figurerne stiger også ud af scenen, ud på gesimsen. Freskernes
blå himmel, blå og vinrøde dragter er kontrast til væggens
søjleorden og gule vægfelter. Genius Imperii: personifieret ved
Apollon i solvogn, Barbarossa og bruden Beatrix.
|
Trapperummet
er 4 stokværk høj, overgangen fra vestibule til trapperum er 4
søjlepar, der bærer en stor vægt. Tiepolo's fresker har ingen
illusionistisk rumudvidelse, men giver en historisk legitimation
af Würzburg-bispens landsfyrstelige stilling - dog præg af
vision i den indvævede rocailleornamentik. Fyrstbiskop
Greiffenclau var tilfreds med Tiepolo's arbejder i Kejsersalen og
bad ham male trappehusloftet. Trappemaleriet kan ikke ses på en
gang - helt i Tiepolo's ånd, han elskede at overraske, halvt oppe
af trappen åbner sig en kosmisk verden med Apollon (solens,
musikkens og sandhedens gud) i sin stråleglans over sit tempel
med genier ved sine fødder som holder fx fakler, bevingede
væsener fører en ganger ud af de dunkle skyer, bærer tøjler,
som de giver den på, en putti spænder en vogn for. På en
gråblå natsky sidder Mars. Venus ses på et tæppe omgivet af
duer og eroter (kærlighedsguder). |
Afsnit af dyrekredsen ses.
Genier bærer det laurbærkransede fyrsteportræt med krone og
våbendyr - omkranset af en blafrende purpurkappe med hermelinfoer.
Ovalrammen sidder præcis i kortsidens midte (eneste gang den akse
betones), det danner spidsen i Europafreskens levende
komposition, der indeholder de forskellige kunstarter. Maleriet
viser også en verdensanskuelse (der ses for første gang i
middelalderen). Middelalderens driftsmenneske erstattes af
bevidsthedsmennesket (humanismen).
I Tiepolos verdensbillede har himmel/jord,
religiøst/profant, antikt/samtidig fundet sammen i en højere
enhed. En figur peger præcis der hvor Würzburg ligger
(Europafrisen), Würzburg er således verdens midtpunkt, vidner om
verdens foranderlighed, ikke et bestemt midtpunkt - subjektivisme
- midtpunktet der hvor MAN er. Egentligt må Vürzburg-hoffets
forherligelse symbolisere hele Europa. Tiepolo har fremstillet sig
selv og sønnen Domenico i den plastiske
hjørnefyldningsvinkel.
Trappehusfresken er en blanding af oplysningstid og barok/rokoko
forherligelse. Der er geografiske korrekte detaljer. De 4
verdensdele hylder fyrst Greifenclau.
Europa er det væsentligste af billederne, det indrammes af
to stukfigurer (Purpurfarven er den fyrstelige farve).
Europafresken viser at Europa er den kultiverede verdensdel, der
er allegorier over de skønne kunstner. Korset symboliserer
kristendommen. Kvinden der symboliserer Europa, er den tronende
dronning, der holder et scepter. Til venstre ses Tiepolo selv.
Afrika, karavanernes og handelens land, er
symboliseret ved en kvinde, der rider på en kamel. Asien er
symboliseret ved en kvinde holdende et kors = Golgatha. Kvinden
der symboliserer Amerika er prydet med fjer og bærer en
bue over højre skulder, hun sidder på en alligator. Amerika er
den vildeste af de fire verdensdele og modsat Europa. Amerika er
de evige jagtmarker - kvinden har europæiske (og maskuline)
træk. Tiepolo's
udsmykning af Trappehuset stod færdig i 1753, det er i
rokoko-ånd. |
|
|
|
|
... |
|
|
|
| |
"Sigøjner", 1630,
Louvre, Paris |
|
|
| ... |
.
Frans
Hals (1580-1666). Hollandsk maler, født i Antwerpen i
Belgien. Hans forældre forlod det sydlige Holland, fordi de var
protestanter og bosatte sig i den hollandske by Haarlem.
Hals formodes at have været elev af den hollandske maler Karel
van Mander. Hans kunst var inspireret af den samtidige flamske
maler Peter Paul Rubens,
og den ældre italienske maler Caravaggio's
realisme og dennes koncentration om det dramatiske øjeblik.
Hals var den førende maler i 1600-tallets Haarlem, han malede
nogle scener fra hverdagslivet, men først og fremmest
individuelle portrætter og gruppeportrætter som fx borgerhære,
loger og laug.
Et stort antal at Hals' arbejder kan ses på Frans Hals Museet i
Haarlem, blandt dem det store gruppeportræt "Banket
for officerer i St. Georg's borgerhær" og flere andre.
I sine alderdom levede Hals af godgørenhed fra det kommunale
fattighus, hvis ledere han havde portrætteret i et
gruppeportræt. |
|
|
 |
|
Udsnit af
"Banket for officerer i St. Georg's borgerhær",
1616
|
|
 |
|
"Den
lystige dranker"
ca. 1628-1630
.
|
|
|
|
|
|
| ... |
| Guido
Reni (1575-1642). Italiensk
maler, ligner højrenæssancen, men lysvirkningen mere dramatisk. |
|
 |
|
Udsnit
af "Aurora", 1614, freske, Casino
Rospigliosi, Palazzo Pallavicini, Rom |
|
|
|
|
... |
|
|
 |
|
Rembrandt,
selvportræt,
ca. 1629 |
|
|
| ... |
Rembrandt Harmenszoon van Rijn (1606-1669).
Nederlandsk maler og
grafiker. Han blev født i Leyden og døde i Amsterdam.
Rembrandts far var en velhavende møller i Leyden, han
ønskede mere end sønnen gjorde, at denne skulle studere
ved byens universitet - det blev til et studium af kort
varighed, men af betydning for Rembrandts motivvalg og
dybsindige motivbehandling. Rembrandt blev efter eget ønske
uddannet som maler, han fik undervisning i tre år hos
maleren Jacob Swanenburch i Leyden og herefter opholdt han
sig et halvt år hos den italiensk inspirerede historiemaler
Pieter Lastmann i Amsterdam. I 1624 nedsatte Rembrandt sig
som maler i Leyden, og udviklede sin temperamentsfulde
udtryksform. I 1631 flyttede han til Amsterdam og fik
i 1632 sit gennembrud med bestillingsarbejdet "Dr.
Nicolaes Tulp's anatomitime"*.
I 1634 giftede han sig med borgmesterdatteren Saskia van
Uylenburgh, ægteskabet, hendes families position, betød i
den efterfølgende periode en markant stigning i hans
officielle anerkendelse og popularitet. Senere
øgedes fordybelsen i de kunstneriske problemer, hans
arbejder antog en karakter, der ikke svarede til
forventningerne og kravene hos den kreds af borgere,
der havde befordret hans succes - i "Nattevagten",
der var bestilt som et gruppeportræt af skytter
beskyldtes han for at se stort på portrætligheden og
i stedet fordybe sig i barokstilens bevægelser og
belysningsteknik, de dramatiske lyseffekter -
Rembrandt var inspireret af
Caravaggios realisme og lys. Hæren er i aktion, klar til at marchere frem på
kaptajn Cocq's ordre (Cocq med
den fremstrakte hånd). Ved siden af kaptajnen ses løjtnanter. Spillet lys/skygge
skaber øjebliksindtrykket.
Kvinden i billedet er formentlig Saskia der døde samme år, som billedet blev færdigt
(1642), der har været formodninger om, at Rembrandt malede Saskia
et minde ved at portrættere hende i billedet - et minde i live. Til højre for
Saskia på figurens hjelm ses egegrene, der er et
sejrssymbol. Oprindeligt var der
34 personer/portrætter i "Nattevagten", men 2 blev skåret bort i 1700-tallet,
fordi billedet blev skåret til, så det kunne hænge i prestigebyggeriet rådhuset
på Dam-pladsen (nuværende kongeslot). Navnene
på 18 af personerne er skrevet på skiltet ved byporten.
Det var normalt i gruppeportrætter, at kunstneren portrætterede sig selv
yderst i højre eller venstre side af billedet. Det er
uvist om Rembrandt portrætterede sig selv i
"Nattevagten", men den eneste person, der
kunne være Rembrandt selv ses næsten skjult midt i billedet skråt til venstre for kaptajnen, kun
højre øje og næsen anes.
"Nattevagtens" oprindelige titel var "Kaptajn
Frans Banning
|
|
... |
| ... |
Cocq's og løjtnant Willem van
Ruytenburgh's milits", men da billedet i 1808 var
blevet så mørkt, at det lignede en nattescene,
anvendtes titlen "Nattevagten". I 1975-76 blev Nattevagten restaureret efter
et hærværk med en kniv.
Efter Saskias død blev Rembrandt mere isoleret og
indadvendt, hans billeder blev mere lidenskabelige og
reflekterende, fx i hans mange selvportrætter ses en
ægte melankoli.
Rembrandts kunst har på flere områder stærk
tilknytning til italiensk kunst, de tidlige billeder
formentlig inspireret af Lastmann, de senere af
venetiansk renæssancekunst. Kendskabet til de
italienske kunstnere fik han gennem sin egen samling
af billeder og studier, som han købte på auktioner i
Amsterdam. Størstedelen af hans samling blev solgt i
1656, da hans private økonomiske situation tvang ham
til det. Senere åbnede han, for at rette op på
økonomien, en kunsthandel sammen med sønnen Titus og
veninden Hendrickje Stoffels.
I samtiden blev Rembrandts kunst fra de senere
perioder kun værdsat af få, i 1800-tallet blev han
genopdaget af romantikkens kunstnere, og placeret
blandt verdenskunsten mestre.
Den danske maler Thomas
Kluge er blevet kaldt en moderne Rembrandt.
.
|
... |
|
|
|
 |
|
"Selvportræt",
ca. 1634, Galleria degli Uffizi, Firenze, Italien
.
|
|
|
|
 |
|
Rembrandts
hustru Saskia van Uylenburgh
|
|
|
 |
|
"Den
jødiske brud",
ca. 1665, Rijksmuseum,
Amsterdam |
|
|
 |
|
"Den
Hellige Familie",
ca. 1644, Rijksmuseum,
Amsterdam |
|
|
 |
|
"Klædehandler-
lauget",
1662, Rijksmuseum, Amsterdam |
|
|
|
|
|
|
"Nattevagten"/"Kaptajn
Frans Banning Cocq's og løjtnant Willem van
Ruytenburgh's milits/folkehær",
1642, Rijksmuseum, Amsterdam |
|
|
|
|
 |
*"Dr.
Nicolaes Tulp's anatomitime", 1632,
Mauritshuis, Haag, var Rembrandts første
hovedværk i Amsterdam. Indtil begyndelsen af
1600-tallet specielt i Nordeuropa var anatomisk
videnskab noget man kendte til, men ikke fra den akademiske
verden. En kirurg var identisk med en slagter eller barber. På anatomiske teatre fandt offentlig
dissektion af dødsdømte og kriminelle sted, det tog 3-5 dage -
vintermånederne var de foretrukne af hensyn til
ligets holdbarhed.
Den offentlige dissektionen var et led i afstraffelsen,
samfundets hævn og primært en
social begivenhed, sekundært en videnskabelig begivenhed. En forbryder der blev
pint og
torteret var en advarsel om hvordan det kunne gå, hvis man ikke holdt sig inden
for lovens rammer.
I Holland kunne man dømmes til at blive flået levende. I Frankrig i 1600-tallet havde man et hierarki af afstraffelse - straffen
blev udmålt i forhold
til oppositionshandlingen mod samfundet. Dissektion er ikke nyt
- fra 400 e.Kr. findes et vægmaleri med en dissektionsscene.
I
slutningen af
middelalderen begyndte dissektion at blive offentlig. Leonardo
da Vinci har
|
|
dissekeret omkring 30 lig i malerkunstens
tjeneste i sine bestræbelser på at finde frem til
det ideale menneske. Efter reformationen havde man
fået kapeller tilovers, her kunne dissektionerne forgå, symbolsk kunne man her
opløse Guds skaberværk. I 1550 fandt 10 offentlige
dissektioner sted i Amsterdam, samme år oprettedes i Holland et kirurgisk-anatomisk laug i alle byer. Laug hvor liget
var uden betydning,
personerne blev portrætteret, liget var en rekvisit.
. |
|
|
|
| ... |
|
Canaletto
(Giovanni Antonio Canal)
(1697-1768). Italiensk maler fra Venedig. Malede især
engelske og venezianske prospekter samt fantasibilleder. Arbejdede i England
fra 1746-55. Hans
væsentligste velyndere var engelske aristokrater. Han
malede mange billeder med motiver af engelske landskaber
og landsteder, før han vendte tilbage til Venedig i 1755.
Hans seneste malerier blev i stigende grad kritiseret for
deres overfladiske måde og mekaniske gentagelse af alt for
velkendte motiver. De stemningsfulde kvaliteter af hans
bedste arbejder fik stor indflydelse på 1800-tallets
landskabsmalere. |
|
.
. |
|
"Markuspladsen
i Venedig" |
|
|
|
|
|
... |
|
|
| ... |
|
Jan Steen (1626-79). Hollandsk
maler. Inspireret af Caravaggios realisme. Genremaleri,
hverdagslivets fortællinger som familielivet blandt bønder
og borgere og i krostuerne skildret på en humoristisk måde
og med moralske tanker bag. Malede også landskaber og
stilleben. |
|
|
|
... |
|
|
| ... |
|
Jacob
Jordaens
(1593-1678). Hollandsk maler, arbejdede i Antwerpen. Bibelske og
mytologiske scener, folkeliv, allegorier. |
|
|
|
... |
|
|
| ... |
| Jan Vermeer van
Delft (1632-1675).
Hollandsk maler.
Inspireret af Caravaggios realisme. Stilleben, stoflighed,
mosaikagtige farveflader.
|
|
|
|
... |
|
|
| ... |
|
Georges
de la Tour
(1593-1652).
Inspireret
af Caravaggio, men lyskilde i billedet. |
|
|
|
... |
|
|
| ... |
Louis Le Nain
(1593-1648). Caravaggios realisme
(naturalisme).
Lige linje tilbage til Breughel. Genrebilleder. |
|
|
... |
|
|
|
|
"Las Meninas" (hofdamerne),
1656,
Prado Museet.
Klik
her
for at se hele billedet |
|
|
| |
Diego de Silva y
Velázquez
(1599-1660).
Den spanske barokmaler og
hofmaler for Kong Philip 4.
Diego Velàzquez blev som 11-årig
elev af den spanske manierist
Francisco Pacheco (1564-1654).
Efter læretiden begyndte
Velàzquez at fremstille
naturalistiske billeder med
fokus på portrætter, stilleben
og religiøse motiver. I 1623
rejste han til Madrid. I 1629
portrætterede han den unge Kong
Philip 4. - en
bestillingsopgave, der vakte så
stor kongelig begejstring, at
han blev udnævnt til hofmaler.
Under et studieophold i Italien
stiftede han bekendtskab med de
store venetianske mestre som
Tizian (renæssance) og
Tintoretto (manierisme). Han var
en stor beundrer af den
Venetianske Skoles (1450-1600)
farveoverdådighed og kraftfulde
realisme, som han efter
hjemkomsten til Madrid anvendte
i sine billeder. Velàzquez
inkluderede sig selv i flere af
sine især senere værker, og
fremhævede hermed sin
samhørighed med sin kunst og
antydede samtidig, at han så sig
selv som en væsentlig figur og
ikke en ydmyg maler. I sine
kongelige portrætter afveg han
fra de traditionelle stive
formelle portrætfremstillinger,
han valgte fx at portrættere
hofnare og dværge i sin
interesse for menneskefiguren.
Velàzquez var først og fremmest
portrætmaler og højdepunktet i
genren var mesterværket "Las
Meninas". |
|
|
|
|
|
| |
"Philip 4.'s familie,
eller hofdamerne" (Las Meninas), 1656, af
Diego Velázquez,
Prado Museet. I billedets
farveholdning, kontrasten mellem lys og mørke,
clair-obscur, og i de realistiske detaljer ses
inspirationen fra den italienske barokmaler Caravaggio.
Scenen er et højloftet rum i kongepaladset i Madrid,
formentlig Velázquez's atelier. Der er ingen møbler. På
væggene hænger malerier, hvoraf de to på endevæggen er
identificeret som Velázquez's gengivelse af Peter Paul
Rubens billeder "Minerva straffer Arachne" til venstre
og "Apollons sejr over Marsyas" til højre. På scenen/i
billedrummet agerer definerbare personer fra det spanske
hof. Umiddelbart betragtet kan billedet opleves som et
genremaleri i barokstil, som en fortælling om en
hverdagssituation ved det spanske hof, imidlertid er det
ikke så direkte aflæseligt, som det kan synes at være.
Det har en kompleksitet samt en forfinethed i malemåden,
der adskiller sig fra de samtidige hollandske
genrebilleder. Personerne i billedet gebærder sig
unaturligt på scenen og er unaturligt belyst, og den
væsentlige forskel på barokmaleriet og et genrebillede
er, at portrættet fremstår med en ny intensitet og en
øget psykologisk personkarakteristik. Billedet er på den
ene side et øjebliksbillede, et snapshot, på den
anden side en bevidst iscenesættelse af de
portrætterede. Gruppeportrættet viser den
kongelige familie og dens ansatte. Samtidig er de væsentligste portrætter den
lille prinsesse og Velázquez's selvportræt samt
portrættet af dværgen i mørkeblå dragt, de øvrige
personer er staffage frem for portrætgengivelser, de er
medspillere i den scene som er sat, og som overvåges af
kong Philip d. 4. (1605-1665)
og
dronning
Mariana af Østrig (1634-1696) gengivet i spejlet på
endevæggen.
I alt 11 personer og en hund
indgår i billedet. De ni af personerne indgår direkte i
billedet, de to indirekte, da de figurerer i spejlet.
Nogle af figurerne ser mod beskueren mens andre agerer i
deres eget univers.
Den centrale figur i billeder er
den 5 år gamle infanta Margarita
Teresa
(1651-1673), datter af kong Philip 4. Hendes venstre
kind blev beskadiget ved slotsbrænden i 1734 og er
blevet restaureret. Hun blev som 15-årig gift med kejser
Leopold 1. af det tysk-romerske rige, og døde som
21-årig afkræftet efter at have født seks børn og haft
flere aborter. Margarita Teresas lyse hår er pyntet med
et lysorange hårbånd, en tilsvarende pynt ses under den
lyse kjoles halsudskæring. Den lysorange farve går igen
på tylærmerne som sløjfer. Margarita Teresa opvartes af
sine hofdamer María Agustina de Sarmiento, der
ses til venstre for hende. Hun rækker et gyldent fad med
en lille orangerød kande til prinsessen. Hofdamens blik
er rettet mod prinsessen, der ikke ænser hende, men
synes at være i sin egen verden. Til højre for Margarita
Teresa ses hendes anden hofdame
Isabel de Velasco,
der distret gør kompliment for prinsessen, hun ser ikke
på hende, men ud i rummet. I gruppen i forgrunden ses
til højre to hofnarer, der er dværge, den tyske
María Bárbola, og den italienske
Nicolasito
Pertusato, der med sin venstre fod muntrer sig ved
at vække den slumrende hund, der er en variant af en
mastiff. Bag den nejende hofdame ses anstandsdamen
Marcela de Ulloa, der er placeret ved siden af en
uidentificerbar person, formentlig en livvagt. I
døråbningen står dronningens hofchef José Nieto.
Om Nieto kommer eller går kan ikke bestemmes, begge dele
kan være tilfældet når man betragter benenes position på
trappetrinnene. Han holder med højre hånd et gardin til
side, bag hvilket der der ses et kraftigt lys, en dybde,
en evighed, et perspektivisk forsvindingspunkt. Nieto
kan kun ses af kongeparret, der ser sceneriet fra
beskuerens synsvinkel.
Til venstre i billedet ses Velázquez
selv i færd med at arbejde på et kæmpelærred. Han
bærer Santiago (Skt. Jakobs) Ordenen, som han først
modtog i 1659, tre år efter billedet var afsluttet. Kong
Philip 4. beordrede ordenen tilføjet efter Velázquez's
død. En anekdotisk beretning vil vide, at kongen selv
malede ordenen på kunstnerens dragt. I bæltet hænger
nøgler symboliserende hans titel af kammerherre. I sin
venstre hånd holder han en palet og pensler. På paletten
ses de farver, der indgår i billedet orange, hvid og
sort. I sin højre hånd holder han den pensel, som er i
brug. Det store lærred, der støttes af et staffeli
skaber intimitet, med sin skråtstillede placering i
venstre yderste billedhalvdel. Rummet lukker sig om sig
selv, fem personer, maleren, prinsessen, Nieto, den
nejende hofdame og dværgen ser ud i det rum, de befinder
sig i, formentlig på kongeparret, der står foran dem og
bliver portrætteret af Velázquez.
Billedet kan betragtes som
værende et portræt i portrættet forstået på den måde, at
det arrangerede sceneri med gruppen omkring prinsessen
(der kan have kedet sig bravt og opmuntres af at
overvære portrætteringen) er det ene portræt, og det
andet portræt er det, der er under tilblivelse.
Velázquez skildrer således det der foregår foran
kongeparret, der udenfor billedrummet står modeller for
ham til et dobbeltportræt. Den amerikanske
kunsthistoriker Horst Waldemar Janson (1913-1982) mener
at spejlbilledet af kongen og dronning er fra det lærred
Velázquez arbejder på, og som er skjult for beskueren.
Andre iagttagelser går på, at lærredet er i et for stort
format i forhold til Velázquez' øvrige portrætter, og
derfor ikke er det kongelige dobbeltportræt, men et
andet maleri, der er under udførelse. "Las Meninas"
indeholder det eneste kendte dobbeltportræt af
kongeparret udført af Velázquez. |
|
|
|
| ... |
|
Nicolas
Poussin
(1593-1665).
Klassicisme.
Inspireret af Rafael og Carracci (barok). Streng disciplineret
stil. Heroiske Landskaber.
|
|
|
|
... |
|
|
| ... |
|
Claude
Lorrain
(1600-1682).
Klassicisme.
Nostalgisk stemning. Heroiske landskaber.
|
|
 |
|
... |
|
|
| ... |
Sir
Anthony van Dyck (Antoon/Anthonis)
(1599-1641).
Flamsk maler. Historiemaler og portrætmaler - det manieristiske
hofportræt blev omskrevet til Rubens og
Tizians
billedsprog.
Van Dyck blev født i Antwerpen, søn af købmanden/glasmaleren (?) Franz van
Dyck. Han døde
i Blackfriars ved London.
Kun 11 år gammel kom van Dyck i lære hos den flamske manieristiske
kunstner Hendrick van Balen
(ca. 1575-1632), og omkring 14 år
gammel blev han assistent for Rubens, og 19 år gammel blev han optaget som mester i
malernes og mestrenes laug Skt. Lukasgildet
i Antwerpen. I 1621, efter råd fra Rubens, rejste van Dyck på studietur til
Italien, hvor han opholdt sig i Rom og andre italienske byer, men synes dog især at have fokuseret på venizianerne og at have
studeret teknikkerne hos Giorgione,
Tizian og Veronese. Efter et ophold i Mantua blev han af vicekongen
Emmanuel Philibert af Sicilien opfordret til at komme til Palermo, hvor han fik en fyrstelig
modtagelse, men inden længe tvang pesten
ham til at rejse, og i 1625 var han tilbage i
|
|
|
|
"Karl
d. 1. af England", ca. 1635, Louvre,
Paris |
|
|
|
... |
|
Antwerpen som byens
berømte søn.
Fra 1632 boede han i England hvor han var hofmaler for Kong Karl d. 1.
(1600-1649), der slog ham til ridder i 1633. Van Dyck's melankolsk
romantiske teatralsk iscenesatte portrætter virkeliggjorde et ideal, som
den engelske overklasse kunne identificere sig med.
Van Dyck's berømmelse ændrede hans livsstil til "det søde liv",
og gav helbredsmæssige problemer. I 1641 rejste han til Paris med det
formål at skaffe sig bestillingen på dekorationsopgaven i Louvre-museets
galleri, hvilket ikke lykkedes for ham, han vendte tilbage til England og
døde kort efter hjemkomsten, han blev begravet i St. Pauls Katedralen, og
på kongens ordre blev der rejst et monument til minde om ham, som gik
tabt ved Londons brand i 1666.
|
|
|
|
| ... |
Øvrige kunstnere og værker:
Francesco Borromini (1599-1667).
Italiensk
arkitekt.
Pietro da Cortona, arkitekt. Rom: S.
Agnese, Piazza Navona, S. Carlo alle Quattro
Fontane, S. Ivo.
Johann Fischer van
Erlach (1656-1723). Østrig og Sydtyskland. Arkitekt.
Karlskirche i Wien teatralsk
barok. Brød kirkens centralplan. Klokketårnene
står som tomme selvstændig
elementer ved siden af kirken.
Sanches Cotán
(1602). Spanien.
Stillebentradition, orden og strenghed. Sammenstilling af
klart sollys og mørke. Inspireret af Caravaggio og
flamsk maleri.
Annibale Carracci (1560-1609). Rom. Michelangelofigurer
belyst nedefra. Landskabsmaleri. Loftsfreske i Palazzo
Farnese. "Landskab med flugten til Egypten".
Guercino (1591-1666).
Italiensk
maler. Billedillusionisme og arkitektur på loft,
satte bølge af efterligninger i gang. "Aurora",
Villa Ludovisi i Rom.
Pietro da Cortona (1596-1669).Italiensk maler, dynamisk
loftrumillusion. "Pave Urban d. 8.'s
Apoteose", Barberini paladset i Rom.
Jan van Goyen Holland. Inspireret af Caravaggios
realisme. Ny type landskab, by i det fjerne under
lav grå himmel gennem diset atmosfære over vandflade.
Jacob van
Ruisdael. Holland. Inspireret af
Caravaggios realisme. Hollands største landskabsmaler.
Willem Heda.
Holland. Inspireret af
Caravaggios realisme. Stilleben, skjulte sengotiske
symboler.
Jan
Davidsz de Heem.
Holland. Blomster. Inspireret
af Caravaggios realisme.
Ribera
(1591-1652). Inspireret af Caravaggio og
flamsk maleri.
Francesco de Zurbarân
(1598-1664).
Spanien.
Inspireret af Caravaggio og flamsk maleri. Religiøs
inderlighed, lidende men ingen patos.
Rosenborgtapeterne
er 12 store scener om de danske
sejre, forbilleder var Ludvig den 14.'s gobelinserie
"Kongens Historie".
|
... |
|
|
| |
Se
billedet i stor størrelse, klik her.
Clausholm
slots hjemmeside, klik her.
|
|
|
| ... |
Clausholm
Slot (1699). Barokanlæg
bygget af storkansleren grev Conrad Reventlow,
der i 1684 overtog den daværende
renæssanceborg, som han lod nedrive og
erstatte af den nuværende trefløjede
bygning.
I 1994 modtog slottets ejer Kim Berner
Europa Nostra prisen for 1993 for den
gennemgribende og smukt udførte
restaurering af slottet - prisen er EU's
fineste udmærkelse inden for kulturarv,
hvis formål er at give offentlig
anerkendelse af
forbilledligt
initiativ og anerkendelsesværdige
indsatser til bevaring og fremme af
kulturarven, prisen blev overrakt af H.K.H.
Prinsgemalen. |
... |
|
|
Frederik
4. (1671-1730)
konge af Danmark og Norge. Kongens første
hustru var Louise af Mecklenburg-Güstrow, som
han var gift med til højre hånd, samtidig var
han gift med Elisabeth Helene von Vieregg til
venstre hånd. Kongen og hoffet måtte forlade København
og tage ophold på Koldinghus, da det sidste
store udbrud af pest fandt sted i 1711-12. Ved
et maskebal på slottet mødte Frederik Anna
Sophie Reventlow, de blev forelskede, og det
følgende år bortførte kongen hende fra hendes
hjem, Clausholm slot ved
Randers, hvor moderen holdt hende indespærret,
og giftede sig med hende til venstre hånd,
efter dronning Louises død i 1721 blev kongen
gift til højre hånd med Anna Sophie, der blev
dronning.
. |
|
|
|
|
|
|
 |
|
Gråsten
Slotskirke
i den nordlige fløj er det
eneste, der
er tilbage af storkansler Frederik Ahlefeldts
barokslot fra slutningen af 1600-tallet. Kirken blev
ødelagt under de slesvigske krige og den kirke, der
ses i dag er en kopi af originalen.
Det
første Gråsten slot var et jagtslot fra midten af
1500-tallet, det nedbrændte i 1603, og herefter blev der
opført et nyt slot, som formentlig lå, hvor den nuværende
sydfløj ligger.
Under Ahlefeldt blev der i slutningen af 1600-tallet
opført et stort barokslot, som nedbrændte i 1757, og
kun slotskirken og nogle pavilloner blev bevaret.
Slottet som det fremstår i dag er fra 1759,
hvor en ny sydfløj blev opført og fra 1842, hvor
midterbygningen blev opført.
|
... |
|
| ... |
I 1935 blev Gråsten slot overdraget til sommerbolig for
kronprinsparret Kong Frederik d. IX og Dronning Ingrid. Slotshaven er en engelsk romantisk landskabshave.
.
|
|
|
|
| |
Flere
billeder af slottet, klik her. |
|
|
| ... |
Frederiksberg
slot (1699-1703
)
på Soelbjerg blev opført for Frederik
4.
af arkitekten Ernst Brandenburger. Kongens rejser til Italien inspirerede ham
til at opføre slottet i italiensk
barokstil. Slottet, der oprindeligt var
lille, blev udvidet nogle gange, i 1735
fik slottet det udseende, som det har i
dag.
På den pudsede facade ses 1. etage,
beletage, som er den fornemmeste, kaldet
piano nobile, her ses skiftende trekantede
og halvrunde frontispicer over vinduerne,
herover igen vandrette gesimsånd og
øvest mezzaninen, en halvetage.
Hærens
Officersskole
har til huse i slottet. |
... |
|
|
|
|
|
|
| |
Klik
her
for at se hele billedet. |
|
|
| ... |
Charlottenborg,
Kongens Nytorv 1. (1672-83)
opført for Ulrik Frederik Gyldenløve. Da
Kong Christian d. 5. (Gyldenløves
halvbror) døde, blev slottet overdraget
til hans enke dronning Charlotte Amalie. I
1754 overtog Kunstakademiet slottet. På
facaden mod Kongens Nytorv ses pilastre,
der strækker sig over flere etager og
fremhæver de væsentligste rum,
festsalen. Facaden er inddelt i kælder,
parterre, beletage og mezzanin. |
... |
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
Fredensborg
slot
(1719-26) er bygget i etaper i 1700-tallet i fransk inspireret barokstil,
og der er således sammenhæng mellem arkitektur og haveanlæg, som
det kendes fra Versailles. I haven er fx et orangeri og
barokanlægget Normandsdalen med ca. 70 skulpturer af norske og
færøske bønder og fiskere.
Fredensborg
Slot. |
... |
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
Det Lichtenbergske Palæ/Jørgensens
Hotel (1744), Søndergade, Horsens,
opført af
storkøbmanden, industrimanden og mæcenen Gerhard Hansen de Lichtenberg
(1697-1764), der i sin barndom boede i
Horsens, og blev handelsuddannet i
Flensborg. Han var gift med
borgmesterdatteren Bodil Hofgaard. Udover
at drive købmandsvirksomhed opkøbte
ægteparret jyske godser fx i 1731
renæssanceslottet Engelsholm i Bredsten
ved Vejle (i dag højskole), Serridslevgård
nord for Horsens og i 1749 det barokke
herregårdsanlæg Bidstrup Hovedgård ved
Langå, samme år overnattede Kong
Frederik d. 5. hos Lichtenberg og gav ham
titel af etatsråd, Bidstrup Hovedgård er
stadig i slægtens eje. Lichtenberg, der
lod flere kirker restaurere (fx tilføjede
løgformede kupler), fik sit eget
gravkapel i Klosterkirken i Horsens.
|
... |
|
|
|
|
|
|
| ... |
Reformert Kirke i
København 1688-89. Indenfor
1500-tallets reformbevægelse havde Zwinglis og Calvins reformert
kirke skilt sig ud med eget program vendt mod katolicismen.
Reformert
Kirke. |
... |
|
|
|
 |
| ... |
Vor Frelsers Kirke i København,
opført (1681-96), her støder
barok og rokoko sammen. Generalbygmester Lambert van Haven var kirkens arkitekt, nederlandsk
barok. Nicodemus Tessin har tegnet altret, der er
udført af Quellinus i italiensk kirkebarokstil. Laurids
de Thurah har tegnet spiret i romersk barokstil i 1749-52.
Vor
Frelser Kirke. |
... |
|
|
|
| ... |
Thomas Quellinus. Hollandsk
billedhugger, udførte
epitafier til danske kirker.
Karby kirke på Mors med kalkmalerier, 1700.
Karel van Mander
(1609-1970). Hollandsk maler, der
bosatte sig i Danmark, hofmaler for Christian d. 4.
Abraham Wuchter
(1610-1682). Hollandsk maler,
afløste van Mander som hofmaler.
Albert Haelwegh (ca. 1600-1673). Hollandsk
kobberstikker, virksom i Danmark. Stilistisk fællesskab med den
hollandske gravør Jonas Suyderhoef (ca. 1613-1686). |
... |
|
|
|
Perioden
i øvrigt |
| ... |
Enevælden
eller absolutismen. Styreform i Europa fra ca. 1500-1800 med én
magthaver. I den oplyste enevælde er den suveræne monark landsfaderen, hvis
opgave er at sikre almenvellet og oplyse og tjene sine undersåtter. I 1660
blev indkaldt til stændermøde i København og støttet af adelige og
gejstlige/borgerstand (bønderne var ikke repræsenteret) erklærer Frederik den
3. i 1660 arvekongedømme og enevælden bekræftes i Kongeloven i 1665.
Enevælden brød sammen i løbet af 1800-tallet under liberalismens pres.
Frederik d. 3.'s kunstkammer
blev oprettet af kongen på
Københavns slot ca. 1650. Et af værelserne hed "Skilderigemakket".
Omkring 1673 nævnes omkring 200 billeder i Kunstkammeret.
I 1600-tallet blev dansk museumsvæsen
berømt i hele Europa gennem Ole Worms bøger og korrespondancer for dets bidrag
til naturvidenskaben.
Thomas Kingo
(1634-1703)
dansk digter. Fyns biskop 1677. Hovedskikkelse
i dansk barokdigtning. Fornyer af samledigtningen med sit "Åndelige
Sjungekor" og "Den Forordnede Salmebog". Skrev hyldestdigte i
barokstil til Christian d. 5.
I Karl d. 10. Gustav-krigene 1657-60 mister Danmark Skåne, Halland, Blekinge og
Bohuslän. 1675-79 Skånske Krig. 1700-21
Store Nordiske Krig. 1721 kommer Sønderjylland under den danske krone.
Holland og England dominerer verdenshandelen.
30-årskrigen i
Tyskland 1618-48.
Ludvig d. 14. "Solkongen" i Frankrig.
Rene
Descartes (1596-1650). Moliere (1622-73).
Newtons tyngdelov 1687.
|
... |
|
|
|
|
|
|
|
Top
|
Copyright
© 2006 Kirsten Petersen |
 |
|
|
|
|
|
