|
|
|
| ... |
Betegnelsen anvendtes første gang i 1930'erne af Theo van Doesburg om
de Stijl-gruppens
nonfigurative kunst, men er senere brugt som samlende
betegnelse for geometrisk-abstrakt kunst. Abstraction-Création-gruppen og andre kunstnere
kan placeres under den konkrete kunst, der har eksisteret side om side med
mere fantasiprægede abstrakte retninger som abstrakt ekspressionisme.
|
... |
|
Den
konkrete kunsts kunstnere |
|
| ... |
Josef Albers (1888-1976).
Tysk/amerikansk maler og designer. Albers underviste ved Bauhaus i perioden 1923-33.
Fra
1934-38 var han medlem af kunstnersammenslutningen
Abstraction-Création, der bestod af
abstrakte malere og billedhuggere, der udtrykte sig strengt
nonfigurativt, gruppen blev i 1945 til Réalités Nouvelles.
Albers foretog formteoretiske studier ved hjælp af linjer,
kontraster (sort-hvidt) og farver og søgte at skabe et billedrum i tre dimensioner.
Da Hitler i 1933 lukkede
Bauhausskolen tog Albers tilbage til
Amerika og grundlagde her en
mere streng retning af Op Art baseret på fine
farveforbindelser mellem enkle geometriske former.
Fra 1933-49 var han leder af kunstafdelingen på Black
Mountain College i North Carolina, og direktør for Yale
School of Art fra 1950-58.
Ud over at
undervise og male udgav han kunstbøger og digte. I 1936
havde han sin første soloudstilling i New York. Fra 1965-67
blev en vandreudstilling med hans arbejder, arrangeret af
Museum of Modern Art i New York, udstillet i USA, Sydamerika
og Mexico. I 1971 arrangerede The Metropolitan Museum of Art i New York en retrospektiv
udstilling af hans arbejder.
Albers blev især kendt for "Homage to the Square" en
serie billeder fra 1949.
(Funktionalisme,
Konkret kunst, Op art)
|
|
 |
|
|
 |
|
"Homage
to the square", 1949, (serie
af billeder).
Bottrop Museum, Tyskland |
|
|
|
|
... |
|
| ... |
Max Bill
(1908-94). Schweizisk arkitekt, billedhugger og maler.
Uddannet ved
Bauhaus. Hans stil var matematisk inspireret, og han
kaldte den konkret, fordi han ikke ville bruge ordet abstrakt om
kunst.
Bauhaus
var en tysk
skole for kunst og kunstindustri, grundlagt i 1919 af Walther
Gropius i Weimar, og flyttede i 1925 til Dessau, senere Berlin og blev nedlagt i 1933
og genskabt som New Bauhaus i Chicago i 1937, se
Funktionalisme.
|
... |
|
| ... |
Fra
1920'erne dominerede retningen
i Sovjet, hvor den fra 1932 blev statsanerkendt som
eneste relevante malemåde. De sovjetiske kunstnere må
betegnes som realister, da motiverne var gengivet uden
den kunstneriske frihed, som ses i fx den tyske
socialrealisme (Neue Sachlichkeit). I Tyskland skabtes
også en socialrealisme som propagandakunst, den
nazistiske kunst.
Den socialrealistiske kunst skildrede folket,
arbejderklassen og byen usminket, og satte moral før
æstetik, og der blev anlagt en politisk og social vurdering.
.
. |
Boris Eremeevich
Vladimirsky (1878-1950),
"Kvindelig arbejder", 1929. Se hele billedet klik
her |
|
|
|
| |
|
Socialrealismens
danske kunstnere |
|
| ... |
Anton
Hansen
(1891-1960). Dansk maler,
tegner og grafiker. Bogillustrationer til Johannes V. Jensens
"Myter" og Grimms Eventyr. Medarbejder ved Ekstra Bladet
og Socialdemokraten, hvor han udførte socialt satiriske
bladtegninger.
Aksel Jørgensen (1883-1957).
Dansk maler, tegner og grafiker. Realistiske billeder af arbejderes
liv og af prostituerede. Professor ved Akademiet 1920-53.
Søren Hjorth
Nielsen
(1901-1983). Dansk maler og grafiker.
Malede landskaber og portrætter. Fra 1957-71
var han professor i malerkunst ved Akademiet, og han var leder af
grafisk skole fra 1966-67 og igen fra 1973-74. Medstifter af
Decembristerne 1928. |
|
... |
|
| ... |
.
. |
|
|
|
Kunstnerisk retning
udviklet i den tyske ekspressionisme (Franz Marc) og senere videreført af
Cobragruppen.
Betegnelsen bruges nu mest om en gruppe amerikanske kunstnere fra
New York-Skolen fra 1940'ernes slutning og 1950'erne (Arshile Gorky, Hans
Hofmann, Jackson Pollock og Willem de Kooning). Denne retning havde sin rødder
i den organiske surrealisme (Joan
Miró) og i
Wassily
Kandinsky's
kunst, men brugte endnu kraftigere virkemidler, som stærkere
farver, uhæmmet
penselføring (action painting) og tilfældighedens lov, farveklatter eller
andet, der satte sig fast på lærredet, fik lov at blive.
Indenfor skulpturen var der kun få billedhuggere, der anvendte den abstrakte
udtryksform, og den væsentligste kunstner var Constantin
Brancusi, der fik stor indflydelse på Henry Moore og Barbara
Hepworth.
. |
Linien
dansk kunstnersammenslutningen dannet 1934 som
udgav et tidsskrift af samme navn (1934-35) og talte det abstrakte maleris sag.
Senere kom andre kunstnere til, hvoraf nogle skulle knytte sig til Cobra (Asger
Jorn). Se
surrealisme.
I 1941 udkom tidsskriftet Helhesten,
og det var de abstrakte ekspressionister, der stod bag, Egill Jacobsen, Asger Jorn, Ejler Bille og Carl-Henning Pedersen,
de senere Cobra kunstnere.
|
|
... |
|
| ..
|
CoBrA
1948-1951
Kunstnersammenslutning
dannet i 1948 og opkaldt efter medlemmernes hjembyer Copenhagen
Bruxelles
og Amsterdam. Cobra
begyndte i Danmark. De danske grundlæggere var
Asger Jorn, Carl-Henning Pedersen,
Egill Jacobsen, Henry Heerup, Ejler Bille, Mogens Balle og Erik
Thommesen.
Det kunstneriske udtryk var spontant
og fantasifuldt, inspireret af folkekunst og gammel nordisk
kunst, og kunstnerne studerede danske kalkmalerier og afrikanske
masker.
Cobra blev opløst i 1951.
.
Danske Cobra-kunstnere:
Asger Jorn
(1914-1973). Egill Jacobsen (1910-1998).
Mogens
Balle (1921-1989). Ejler Bille (1910-2004). Sonja
Ferlov Mancoba (1911-1985).
Henry Heerup (1907-1993).
Erik Ortvad (1917). Carl-Henning
Pedersen
(1913-2007) gift med Else Alfelt
(1910-1974), kendt for sine bjerglandskaber i lyse
grønne, blå og gule farver samt mosaikker. I 1976
blev Carl-Henning Pedersens og Else Alfelts Museum i
Herning indviet.
Serge Vandercam
(1924).
.
Nederlandske
Cobra-kunstnere:
Karel Appel
(1921). Corneille
(Cornelis van Beverloo)
(1922). Constant
Anton Nieuwenhuys
(1920). Eugene Brands (1913-2002). Jef Diederen (1920).
Lotti-van-der Gaag
(1923-1999). Gerrit Kouwenaar (1923). Lucebert (Lubertus Jacobus
Swaanswijk) (1924-1994). Jan
Nieuwenhuijs (1922-1968). Anton Rooskens
(1906-1976). Theo Wolvecamp (1925-1992).
.
Belgiske
Cobra-kunstnere:
Christian Dotremont
(1922-1979). Pierre Alechinsky (1927).
Reinhoud
d'Haese (1928). Luc de Heusch (pseudonym
Luc Zangrie) (1927), lavede Cobra-filmen "Persephone" i 1951. Manuskriptet var skrevet
i samarbejde med Dotremont og Pierre Alechinsky.
.
Nederlandsk-belgisk
Cobra-kunstner:
Jan
Cox (1919-1980).
.
Amerikansk-nederlandsk
Cobra-kunstner:
Shinkichi Tajiri (1923).
.
Skotsk
Cobra-kunstner:
Stephen
Gilbert (1910).
.
Islandsk
Cobra-kunstner:
Svavar Gudnason
(1919-1988).
.
Svenske
Cobra-kunstnere:
C.O. Hultén
(1916). Max Walter Svanberg (1912-1994).
Anders Österlin
(1926).
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
Belgisk
frimærke udgivet i anledning
af 50-året for Cobra
. |
|
|
|
|
|
 |
|
Souvenirmappe
udgivet 10. november 2006.
Klik
på frimærkerne for forstørrelse |
| 1. |
Asger Jorn
"Uden titel", 1951 |
| 2. |
Pierre Alechinsky,
"Nouvelle peau", 1950 |
| 3. |
Else
Alfelt, "Nattens Landskab", 1950 |
| 4. |
Egill Jacobsen,
"Olivenspiseren", 1951 |
|
|
|
| ... |
Karel
Appel (1921). Født
i Amsterdam i Nederlandene, maler, grafiker,
illustrator, skulptør, keramiker.
Store udsmykninger af rum og bygninger.
1940-1943 studerede han ved Rijksakademie
van Beeldende Kunsten i Amsterdam. I 1946 havde han sin
første soloudstilling hos Beerenhuis i Groningen og han
deltog i Jonge Schilders (unge maleres) udstilling på Stedelijk Museum
i Amsterdam. Appel var inspireret af
Picasso og Matisse
og senere af
Jean
Dubuffet. Han var medlem af Nederlandse
Experimentele Groep, der udgav tidsskriftet Reflex og
medstifter og underskriver af Cobra-bevægelsens
manifest i Paris i 1948 sammen med fx Constant og
Corneille. I 1949 fuldendte han en freske til
restauranten på Amsterdams Rådhus, og den skabte så
stor polemik, at den blev tildækket og var det i 10 år.
I 1950
flyttede han til Paris, her blev han af forfatteren Hugo
Claus introduceret til Michel Tapié, der arrangerede
mange udstillinger med hans arbejder. I 1953 havde han
en soloudstilling i Palais des Beaux-Arts i Bruxelles.
Han modtog UNESCO Prisen på Biennalen i Venedig i 1954
og fik i 1956 til opgave at udføre et vægmaleri til
restauranten i Stedelijk Museum.
|
|
|
De følgende år rejste Appel til Mexico og USA og vandt
en grafisk pris på Ljubljana Biennalen i Jugoslavien.
Han fik en International Pris for maleri i 1959 på
Biennalen i São Paulo. I slutningen af 1960-erne
flyttede han til Château de Molesmes, ved Auxerre,
sydøst for Paris..Soloudstillinger
med hans arbejder blev afholdt i Centre National dArt
Contemporain i Paris og på Stedelijk Museum i Amsterdam
i 1968, og i Kunsthalle Basel og Palais des Beaux-Arts i
Bruxelles i 1969.
Gennem 1950-erne og 1960-erne udførte han et stort
antal vægmalerier til offentlige bygninger. En stor
Appel-udstilling åbnede på Centraal Museum i Utrecht i
1970, og en retrospektiv udstilling af hans arbejder
turnerede i Canada og USA i 1972 samme år som Appel
igen bosatte sig i Paris. I 1972 rejste han i Sydamerika,
Mexico, Indien, Nepal, Indonesien og Japan. I 1974
begyndte han at beskæftige sig med materialer som fx
plastikskum. I 1976 førte et samarbejde med Pierre
Alechinsky til en serie af papirarbejder,
disse arbejder er udgivet sammen med digte af Hugo Claus
i bogen "Two Brush Paintings". I 1980 begyndte
Appel på en serie af glasmalerier. I 1987 efter mange
års udforskning af nøgenhed i maleri og tegning,
begyndte Appel at arbejde med levende modeller i stedet
for at skabe formen ud fra sine forestillinger. Pariser
Operaen gav Appel den opgave at udtænke og designe en
ballet "Can We Dance A Landscape?", der blev
udført i et samarbejde med den japanske danser og
koreograf Min Tanaka og den vietnamesiske komponisk Dao.
I 1988 rejste Appel i Kina. Appels tredje periode af
skulpturel produktion begyndte først i 1990-erne,
Gesamtkunstwerk, hvor han kombinerede arkitektur, maleri
og skulptur. I 1994 bad De Nederlandse Opera Appel om at
skabe det sceniske koncept for operaen Noach af Guus
Janssen, og her samarbejdede han igen med Min Tanaka. I
1995 malede han en serie af landskaber fra Toscana. Igen
skabte han scenografien til en opera for De Nederlandske
Opera, denne gang til Mozarts Tryllefløjten og igen i
samarbejde med Min Tanaka. Fra 1997 opholder han sig
skiftevis i Toscana, hvor han maler landskaber i stort
format, og USA, hvor han fortsætter sit arbejde med
skulpturer.
I 2004 kan ses en soloudstilling/separatudstilling med
Appels værker, maleri, grafik, skulptur og assemblage,
på Carl-Henning Pedersens og Else Alfelts Museum i
Herning. |
|
... |
|
| ... |
Constant,
Anton
Nieuwenhuys
(1920). Nederlandsk kunstner og forfatter, født i Amsterdam.
Han studerede i Amsterdam, et år ved Kunstnijverheidschool,
og fra 1939-42 ved State Academy (kunstakademiet).
Inspireret af Cézanne,
kubisterne og ekspressionisterne. Var medstifter af
Cobra. Constant var optaget af relationen kunst/samfund
og sit projekt "Det ny Babylon" (1956-1974), der
drejede sig om ideer om nye måder at tænke og leve på.
Han forestillede sig at menneskets opgave skulle være
at være kreativ og ikke produktiv arbejdskraft i gængs
forstand. Projektet "Det ny Babylon" var
Constants forslag til byplanlægning uden dog at være
tænkt konkret arkitektonisk, men projektet viser
skitser og modeller af huse, der kan udvides i det
uendelige, som Babelstårnet, det blev bygget ind i
himlen.
Adskillige kunstnere har givet deres bud på
Babelstårnet fx Pieter Breugel d.æ., i 1563,
Gustave
Doré i 1866 og Escher i 1928.
Historien om Babelstårnet er fra Det Gamle Testamente,
Første Mosebog, 11.1-9. om menneskene i Babylon, der
talte samme sprog og ville bygge et tårn ind i himlem,
men Gud forvirrede deres tungemål og spredte dem over
hele jorden, og det projekt, der rakte ind ind i himlen,
blev ikke til noget. |
|
 |
|
|
... |
|
|
| ... |
Corneille
(Cornelis van Beverloo) (1922). Belgisk kunstner og
forfatter. Uddannet ved
Kunstakademiet i Amsterdam.
I 1948 var han medstifter af bevægelsen
"Reflex", og året efter medstifter af Cobra. Han var inspireret af Miro
og
Klee.
I 1951 flyttede han til Paris og begyndte at samle på
afrikansk kunst og brugte skulpturerne som modeller for
sine billeder, der blev mere og mere abstrakte. |
|
|
|
... |
|
|
|
| ... |
 |
Asger Jorn
(Jørgensen) (1914-1973).
Dansk maler, keramiker, kunstskribent og bogillustrator
af fx sin bror Jørgen
Nash's digte. Jorn var født Asger Oluf Jørgensen i Vejrum ved
Struer, og han døde i Århus og blev begravet i Grötlingbo,
Gotland, Sverige. Jorns forældre var
lærere, hans far Lars Peter døde i 1926, og
hans mor Maren opdragede deres seks børn. I 1929 flyttede
familien til Silkeborg, hvor Jorn begyndte at læse til lærer,
han blev politisk engageret og medlem af Kommunistpartiet. I
1932 mødte Jorn maleren Martin Kaalund Jørgensen,
der opfordrede ham til at male, og den opfordring tog
han op - efter han havde afsluttet sin lærereksamen,
tog han i 1936 til Paris, hvor han blev elev af Fernand
Léger i hvis atelier, han mødte sin senere samarbejdspartner den franske kunstner
Pierre Wemaëre.
Fra 1937-39
studerede Jorn på Kunstakademiet
i København og i 1942 hos Aksel
Jørgensen. Jorn begyndte som naturalist,
omkring 1935 malede han kubistisk og fra 1938-39
havde han, inspireret af Miró,
en surrealistisk-abstrakt periode. Omkring
1940'erne nærmede han sig det billedsprog, som
han i dag først og fremmest er kendt for fx
billeder med dyr, fugle og fabelvæsener i et
abstrakt formsprog. Han eksperimenterede med fx
collage, tachisme, lystegning og grafik. Under 2. verdenskrig
boede Jorn i Danmark. I 1941 var han medstifter af
"Helhesten" (kirkehesten, der der viser sig for en, der
snart skal dø), der var et tidsskrift for Høstudstillingens
abstrakt-ekspressionistiske kunstnere. I 1946 skiftede han
efternavnet Jørgensen ud med Jorn - et mere "internationaltvenligt"
navn. I 1948 sammen med belgiske og hollandske malere stiftede
Jorn Cobra-bevægelsen, der ønskede tilknytning til |
internationale kunstnere inden for den spontant fabulerende
ekspressionisme. Jorns første solo udstilling blev vist på
Galerie Breteau i Paris i 1948.
I 1951 fik han tuberkulose og under et ophold på Silkeborg Sanatorium,
malede han "Livshjulet", Statens Museum for Kunst. I 1953 rejste
han til Schweiz, han var ikke tilfreds med de forhold, som man i Danmark
bød kunstnerne, og året efter til Albisola i Norditalien, hvor han
arbejdede med keramik sammen med Appel
og Corneille.
I 1954 grundlage han "Internationale
pour un Bauhaus Imaginiste"
(international bevægelse for et imaginært Bauhaus).
Fra 1956 boede han skiftevis i
Paris og i Albisola. Jorns revolutionære engagement kom til udtryk i
maleriet "Stalingrad", 1957, Silkeborg Kunstmuseum - maleriet
var udstillet i Havana på Cuba i 1968. I 1958 fik han sit gennembrud på
Verdensudstillingen i Bruxelles med "Brev til min søn". I 1961
genoptog Jorn et gammelt ønske om at præsentere oldnordisk kunst i
bogform, resultatet blev et arkiv bestående af mere end 25.000 fotos af
den franske fotograf Gerard Franceschi, det var Jorns intention at
arkivet skulle udvikle sig til et center for studier i oldnordisk kunst,
Skandinavisk Institut for Sammenlignende Vandalisme.
Jorn deltog i situationist-bevægelsen fra 1957 til 1961
- SI, Situationistisk Internationale, blev grundlagt i 1957, det var en
kunstnerisk og politisk avantgarde bevægelse i Italien, Frankrig og
Skandinavien - en fusion af mindre bevægelser fx "Internationale
pour un Bauhaus Imaginiste" - blandt de
danske medlemmer var Jorn, hans bror Nash og Jens Jørgen Thorsen, SI
kulminerede under studenteroprøret i maj 1968 og blev opløst i 1972 - det
kunstneriske mål var at gøre op med kunstverdenens modstilling af den
skabende kunstner og beskueren/forbrugeren, der i det kapitalistiske
samfund er industriens lønarbejder og ikke har mulighed for kunstneriske
udfoldelser. Situationisterne konstruerede situationer hvor alle deltog
aktivt, og hvor det drejede sig om at mishage.
I 1959 udførte Jorn et keramisk relief til Århus Statsgymnasium og til festsalen
udførte han i 1960 et billedtæppe "Den lange rejse" sammen med
Pierre Wemaëre. (Kulturarvsstyrelsen har besluttet at frede Århus
Statsgymnasium).
Jorn blev også kendt for sine overmalinger fx i 1961-62 overmalede han
nogle billeder, som han havde købt på et loppemarked, de blev vist på
en udstilling i Paris.
Jorns politiske ståsted betød, at han ikke ønskede at modtage medaljer
og priser, som han fik tilbudt fx Eckersbergs
Medalje og Guggenheim-prisen, og han ønskede heller ikke at udstille som
repræsentant for Danmark på Biennalen i Venedig.
Jorn var forfatter til fx "Naturens
orden", 1962. "Værdi og økonomi", 1962. "Held og
hasard". "Ting og polis", 1964. "Tegn og underlige
gerninger", 1970. "Magi og skønne kunster", 1971.
"Indfald og udfald", 1972. |
|
.. |
|
|
|
| 1. |
|
| 2. |
"Uden titel", 1951 |
| 3. |
Maleri
på Statens Museum for kunst |
|
|
| |
|
1.-2.
Tegningerne, 1953. 3.-8.
Det keramiske
relief, 1959, blev udført af
Asger Jorn.
9.-13.
Gobelinen "Den
lange rejse", 1960, var et samarbejde mellem Asger Jorn
og Pierre
Wemaëre, fotografierne viser den
anden vævning fra 2000. Gobelinen hænger i festsalen på
Århus Statsgymnasium, Fenrisvej 33. Den første
vævning fra 1960 er udstillet på Silkeborg
Kunstmuseum i et lyssvagt rum for at undgå at
farverne falmer yderligt. Fotos: Kirsten Petersen |
|
|
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
"Den lange rejse varer ved.... Ville du have troet det, kære Asger Jorn, dengang i 1961, da den
store vævning blev anbragt i aulaen på Statsgymnasiet i Aarhus? Der
skulle gå fyrre år, før en ny trend blev sat på væven, og det blev
muligt at drage mod en ny kyst, takket være Peter Schönwald og
Frédérique Bachellerie, mine nye fæller på rejsen." - "Og
hvad den første version angår, med hele dens fortid, vil den finde plads
i dit museum, min kære Asger." Pierre Wemaëre, Versailles,
marts 2000 i udstillingskataloget "Den lange rejse. Vævninger af
Asger Jorn og Pierre Wemaëre", Petit Palais, Musée des Beaux-Arts
de la Ville de Paris.
Pierre Wemaëre og Asger Jorn opfandt en ny og
mere fri måde af udføre vævninger på:
"... det var nødvendigt med en vejviser i arbejdet, ikke en karton,
der skulle kopieres, men i det mindste en skitse, der kunne danne grundlag
og som vi, to eller flere, kunne diskutere og orientere os efter, fravige
under arbejdet for at ændre nogle former eller farver, alt efter
inspiration eller ud fra karakteren af det allerede gjorte arbejde. Værket
skulle forblive levende under udførelsen med alle de fejltagelser, som
det kunne give, men også med de fund, det kunne medføre. Det gjaldt om
ikke at lade arbejdet forstene, der måtte ikke være noget brud mellem
stadierne for ideens opståen og dens udførelse." ... "Da han [Jorn]
atter kom til Paris, besluttede vi at udføre en stor vævning og
henvendte os til en væver fra Aubusson, der boede nær Paris, Monsieur
Beudonnet. Vi forklarede ham vor synsmåde, men han ville ikke væve for
os, med mindre vi lavede en karton. Vi malede Sommerens blomster i
fuld størrelse. Vi kom tid efter anden for at se til det og satte os
undertiden selv til væven, men afhængigheden af teknikken vandt over vores
opdagelsestrang. Maleriet er langt mere poetisk end dets oversættelse i
uld. Det færdige tæppe lignede alle dem, der blev til i de
traditionelle værksteder, bedre udført end vores, men det var ikke det vi
ville. Vi måtte i fremtiden søge en anden fremgangsmåde..."
En morgen i 1958 ringede Asger på hos mig i Versailles og sagde
glædesstrålende: "Så er den hjemme, bestillingen, nu skal vi i
gang". [Bestillingen fra Statens Kunstfond på et stort keramisk relief
til forhallen på Statsgymnasiet samt en stor vævning til skolens aula].
"Vi forberedte straks den første skitse og udførte derefter det
maleri, der skulle være forbillede. Først tegnede vi sammen de første
store linier og former, derefter arbejdede vi på skift på den, hver i
vort atelier, og mødtes kun, når den byttede plads. Nogle elementer,
både Jorns og mine, blev stående urørt. En sidste fælles seance gav de
endegyldige strøg, og Den lange rejse kunne begynde.
Vævningen skulle nu udføres, 1,80 meter høj og 14 meter lang, inden den
første januar 1961.
Vi havde kun atten måneder, intet værksted, en væv, der var for lille
og ikke andre, der kunne væve, end Paola [væversken Paola Faimali] og mig selv, for Asger rejste
hele tiden omkring, optaget af tusinde ting. Han betroede mig arbejdet med
ordene. "Du skal nok klare det, jeg sender dig en tysk pige, en meget
god væverske, til hjælp." Men den tyske væverske kom aldrig!
Jorn og Wemaëre lejede et værelse på Rue St. Denis i Paris hos
malerinden Yvette Prince, hun fattede interesse for projektet og arbejdede
sammen med Paola Faimali på vævningen af gobelinen, senere kom
to andre malere, der ikke tidligere havde vævet, på projektet.
"Vort fælles udkast var blevet fotograferet og forstørret op i fuld
størrelse i sort-hvid. Forstørrelsen medførte uundgåeligt temmelig
udflydende konturer og former. Væverne måtte fortolke, det gav dem
ansvar og interesse for arbejdet, men var også mere end én kilde til
fejltagelser. Jeg bestemte over arbejdet, undertiden forlagte jeg noget
gjort om, men som oftest accepterede jeg fortolkningen eller valgte en
lille ændring af den følgende form eller farve, for at bevare min
opfattelse af helheden. Således holdt vi arbejdet levende i alle de atten
måneder."
Citater fra "Skal vi ikke lave en vævning?, artikel af Pierre
Wemaëre i
udstillingskataloget "Den lange rejse. Vævninger af
Asger Jorn og Pierre Wemaëre", Petit Palais, Musée des Beaux-Arts
de la Ville de Paris.
Pierre Wemaëre tog initiativ til en ny
vævning af Den lange rejse, da han ved et
besøg på Statsgymnasiet kunne konstatere, at
den første version af gobelinen var i dårlig
forfatning, og det lykkedes af få økonomien
på plads, så en nyvævning kunne begynde på
Atelier 3 i Paris hos væverne Frédérique Bachelleria og Peter
Schönwald - arbejdet, gendigtningen af Jorn
og Wemaëres oliemaleri, tog 14 måneder, ud
over maleriforlægget anvendte væverne fotos
af og farveprøver fra gobelinen, som de havde
taget under et besøg på Statsgymnasiet i
1999. Wemaëre overvågede processen
vederlagsfrit.
Det er tilladt at væve 6 gobeliner ud fra samme forlæg, og alle
versionerne betragtes som originale.
En nærliggende inspirationskilde til gobelinen kunne være Johannes V.
Jensens romancyklus, det mytiske epos
"Den lange rejse" (Det tabte Land, Bræen, Norne-Gæst,
Cimbrernes Tog, Skibet, Christoffer Columbus, ) fra 1938, der er en slags
skabelsesberetning - om menneskets tilblivelse og udvikling fra den Palæogene
periode til 1500-tallet - Jorn har formentlig haft kendskab til dette
epos.
Den abstrakte billedfrise, Den lange rejse,
kan betragtes som en skabelsesberetning, der
handler om en tilblivelse i et univers, der er
sit eget, i et opdigtet surreelt univers med
få identificerbare elementer.
Genkendeligheden består af ansigtsformer og
masker, og nogle former giver associationer
til dyreriget og planteriget. At søge
genkendeligheden i abstraktionen gør
beskueren intuitivt, de ukendte former søges
transformeret til kendte former, imidlertid
kommer beskuerens behov for genkendelighed til
kort i mødet med Den lange rejse, der med sit
formsprog appellerer til fantasien og til
følelserne, det handler mere op oplevelse end
forståelse, om at betragte de kraftige farver
om "farvesammenstødene", om at
følge linjer og konturer og fornemme
billedets dynamik skabt af diagonale linjer -
det abstrakt-ekspressive formsprog lader sig
ikke oversætte, det skal opleves, det kan
tolkes, men næppe begribes.
.
Artikel
"Pierre Wemaëre - abstraktion for
abstraktionens egen skyld": Kajanders.dk
"Magasin", klik her |
|
|
|
|
|
|
| ... |
Ejler Bille (1910-2004).
Dansk maler, grafiker, billedhugger og digter.
Bille var en af den abstrakte kunsts pionerer og en af
1900-tallets væsentligste danske kunstnere. Han
var medstifter af kunstnergruppen "Linien"
og
blev senere medlem af Cobra. Bille
var stort set autodidakt kunstner bortset fra, at
han var elev på Akademiets billedhuggerskole fra 1932-33. Sammen med
Richard Mortensen
rejste han i
1931 til Berlin og så værker af fx
Kandinsky,
han
debuterede samme år på Kunstnernes Efterårsudstilling.
Sammen
med kunsterkollegerne Richard Mortensen og
Egill Jacobsen var han i midten af 1930'erne
med til at introducere den abstrakte kunst i
Danmark. I 1930'erne arbejdede
Bille med abstrakt-surrealistiske former i sit maleri
og udførte organiske skulpturer. Fra 1938-39 opholdt han
sig i Paris, her oplevede han et kunstnerisk
gennembrud, som blev afgørende for ham, fremover
arbejdede han hovedsageligt med maleri, og skabte et
abstrakt maleri med et utal af fx masker og
fuglelignende væsener - en varmt lysende kolorit
understreger kompositionernes harmoniske og
poetiske karakter.
Bille udstillede
med kunstnersammenslutningen, "Linien"
1934-37, på Corner og Høstudstillingen 1938-43 og på
Høstudstillingen 1943-46. Medlem af
Martsudstillingen fra 1951-81.
I 1945 udgav han bogen "Picasso, surrealisme,
abstrakt kunst". Han har skrevet artikler til
flere kunsttidsskrifter fx Linien, Samleren og
Helhesten. Fra 1953 var han kunstanmelder ved
dagbladet Information.
Bille fik Eckersberg-medaljen i 1960 og Thorvaldsen-medaljen
1969, og i 1981 blev han æresmedlem af Akademiet.
Hans arbejder kan ses på udenlandske museer og
i Danmark, hvor hovedparten af hans arbejder er
repræsenteret på Louisiana i Humlebæk, Statens Museum for Kunst, Holstebro
Kunstmuseum og Nordjyllands Kunstmuseum.
*Frimærke
i serien "Frimærkekunst",
udgivet d. 15. oktober 1998.
Fire danske kunstnere har skabt små
kunstværker på frimærker: Per
Kirkeby, "Dansk
Efterår",
Mogens
Andersen "Alfa", Ejler
Bille "Billedtegn"
og Carl-Henning
Pedersen "Himmelhest".
Gravør Arne Kühlmann
( Per Kirkeby). Typografi: Austin Grandjean |
|
|
|
... |
|
|
| ... |
Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984).
Dansk billedhugger og maler, medlem af Linien,
Høstudstillingen, Cobra og Den Frie Udstilling.
Mancoba blev født i København og døde i
Paris. Hun fik sin kunstneriske uddannelse ved
Kunsthåndværkerskolen og på Akademiet i
København. Afrikansk og mexicansk kunst blev en
stor inspirationskilde for Mancoba, hvis
interesse for primitiv kunst begyndte tidligt,
hun stiftede bekendtskab med den afrikanske
kunst i storsamleren Carl Kjersmeier's samling,
han var en ven af Ferlov-familien. Frem
til 1935 var det maleriet, der optog Mancoba,
herefter begyndte arbejdet med skulpturen.
Psykoanalysens teorier og det ubevidste optog
hende, og sammen med med Ejler Bille, Richard
Mortensen og Vilhelm Bjerke-Petersen dannede hun
i 1934 tidsskriftet Linien og den
abstrakt-surrealistiske kunstnersammenslutning
Linien.
I 1935 udførte hun sine første lerskulpturer,
de blev samme år udstillet på KE (Kunstnernes
Efterårsudstilling). I 1936 flyttede hun til
Paris, hvor hun kom i kontakt med Giacometti, og
fik atelier i samme hus som han. Hun arbejdede
både med maleri, skulptur og tegning samt
skabte nogle af sine første maskeskulpturer. I
1938 mødte hun den sydafrikanske maler Ernest Mancoba,
som hun i 1942 giftede sig med. Ernest Mancoba blev
interneret i krigsfangelejr af tyskerne på grund af
sit engelske statsborgerskab. Fra 1947-51 boede hun
med sin mand og søn i Danmark. I 1948 sluttede
Mancoba sig til Cobra, og i 1949 deltog hun i Linien
II og Høstudstillingen. Efter Cobra blev opløst i
1951 flyttede familien til Frankrig, hvor de fra
1952-60 boede i Oigny-en-Valois, Mancoba arbejdede i
de år med mindre lerskulturer. I 1961 flyttede
familien til Paris, og hun genoptog sit arbejde med
større skulpturer. |
|
| ... |
Mancoba's skulpturer er identiske med det menneskelige
udtryk, som hun opfattede det, det ses fx i
maskeskulpturerne. Hun troede på kunstens betydning
for menneskets åndelig udvikling, og arbejdet med
skulpturen betød for hende personligt en frigørelse,
et forsvar for den indre frihed - i skulpturerne er
indeholdt aggressioner, had til uligheden i samfundet,
livsangsten, kærligheden og livsglæden.
|
|
|
|
|
... |
|
| ... |
|
.
Pierre
Alechinsky
(1927). Født i Belgien af russiske forældre. I 1944-46 studerede
han bogillustrationer og grafiske teknikker på "lEcole
Nationale Supérieure dArchitecture et des Arts Décoratifs" i
Bruxells. I 1947 blev han medlem af avantgarde-gruppen "La Jeune
Peinture Belge", skabt på initiativ af kunstkritikeren Robert L.
Delevoy og advokaten René Lust - deres intentioner var at promovere
unge samtidige kunstnere gennem udstillinger. Samme år havde Alechinsky
sin første soloudstilling i Bruxelles på "Galerie Lou Cosyn".
Han var en |
|
|
af grundlæggerne af Cobra og yngste
medlem. Sammen med nogle
kunstnerkolleger skabte han et mødested i Bruxelles "Les Ateliers
du Marais". Da Cobra blev opløst i 1951 flyttede Alechinsky til
Paris, hvor han stadig bor. I
1955 rejste han til Japan for at studere kaligrafi-kunsten, og han
begyndte at anvende den orientalske malemåde med at hælde blæk på
papir.
I 1956 lavede han filmen "Calligraphie japonaise".
Alechinsky malede med sin venstre hånd "den der har
kendt til frihed og glæder" (for at være tro mod
Cobra). Han har deltaget i internationale kunst festivaler
som fx: VII Sao Paulo Biennalen, 1963, Venedig
Biennalen,
1967 and 1972 og Krakow Biennalen, 1967. |
|
... |
|
| ... |
Jan Cox (1919-1980).
Hollandsk/belgisk maler. Han blev
født i Haag, periodevis livet igennem havde han depressioner, formentlig
årsagen til at han begik selvmord, han døde i Antwerpen. Den største del af sit
kunstneriske liv tilbragte han i USA og Belgien.
I 1936 flyttede Cox til Antwerpen og begyndte studier ved "Hoger Instituut
voor Schone Kunsten" (højere læreanstalt for de
skønne kunstner).
I 1945
rejste han til Bruxelles, og samme år var han en af grundlæggerne af
gruppen "Jeune Peinture Belge", som fik stor betydning i belgisk
kunst. I 1950 kom han i kontakt med Cobramalerne, og han bidrog med
litografier til gruppens tidsskrift og udstillede på den sidste
Cobraudstilling i Liége i 1951. Det var også i 1950 Cox flyttede til USA, først til New York, og efter et kort
ophold i Rom, flyttede han i 1956 til Boston, hvor han blev leder
af malerskolen på Museet for de Skønne |
|
. |
Kunstner,
hvor han udførte sin
første væsentlige maleriserie baseret på Orfeus-myten.
Han udstillede i New York på Curt Valentine's galleri og
på Catherine Viviano's galleri.
I 1974 vendte Cox tilbage til Antwerpen for udelukkende at hellige sig
maleriet. I 1975 skabte han sin monumentale maleriserie
baseret på Homers Iliade, og i hans senere arbejder indgik
Mozart temaer fx Tryllefløjten. .
Cox havde den opfattelse, at den tekniske kunnen var af mindre betydning for
den kunstneriske kvalitet, den kunstneriske teknik kunne læres i løbet
af få måneder, kunst havde først og fremmest med kreative
evner at gøre.
I 1988 var der premiere på den flamske dokumentarfilm af
Bert Beyens og Pierre de Clercp: "Jan Cox: a Painter's
Odyssey" eller "Jan Cox: l'odyssée d'un peintre". |
|
|
... |
|
|
|
 |
|
Carl-Henning Pedersen (1913-2007). Dansk maler og
grafiker. Pedersen er kendt
for sine abstrakt ekspressive spontane fantasifulde billeder med fugle, sole, heste og
skibe. Spontaniteten er væsentligt for Pedersen,
det er tanken, der dikterer billedet, det er ikke skabt af intellektuelle
overvejelser, således bliver fx en hest eller fugl ikke en afbildning af
det sete, men en forestilling om noget set. Størst opmærksomhed i den brede danske offentlighed fik Pedersen med sin
glasmosaik og freskoudsmykning af |
|
| ... |
apsis i Ribe
Domkirke (1982-87) - det vakte forargelse i det hele taget at vælge
en abstrakt-ekspressionistisk venstreorienteret ikke religiøs kunstner
til opgaven, og da udsmykningen inviedes toppede kritikken. Kunstnerkollegerne Vilhelm
Bjerke-Petersen,
Richard Mortensen, Asger Jorn,
Ejler Bille og Egill Jacobsen fik stor betydning
for Pedersens kunstneriske udvikling ligesom hans fascination af Klee,
Picasso og
Chagall fik betydning for hans kunst.
Carl-Henning Pedersen blev født
i København i 1913, han er søn af jord- og
betonarbejder Johannes Christian og Ellen (født Hansen). Da Pedersen
var 10 år, døde hans mor. I ungdomsårene
blev han optaget at politisk arbejde for kommunistpartiet. I 1933 deltog
han i et kursus på den Internationale Højskole i Helsingør, hvor han
mødte maleren Else Alfelt (1910-1974), som han giftede sig
med i 1934, de fik to døtre - Alfelts kunstinteresse førte til, at Pedersen i
1935 begyndte at male, og i 1936 indsendte han sine første
abstraktioner til KE (Kunstnernes Efterårsudstilling), og de blev antaget
af censuren, og i løbet af de næste par år fandt han frem til
den stil, der siden har kendetegnet hans billeder.
. |
|
|
|
|
|
|
"Himmelhest"
Himmelhest er et frimærke i serien
"Frimærkekunst", udgivet d. 15. oktober
1998.
Fire danske kunstnere har skabt små kunstværker på
frimærker:
Per
Kirkeby, "Dansk
Efterår",
Mogens
Andersen "Alfa", Ejler
Bille "Billedtegn" og
Carl-Henning
Pedersen "Himmelhest".
Gravør Arne Kühlmann ( Per Kirkeby). Typografi:
Austin Grandjean
.
|
|
|
| |
Stiftmosaikker
i apsis i Ribe Domkirke, 1982-87 |
|
|
Fra 1934-39 deltog
Pedersen i kunstnersammenslutningen Liniens aktiviteter. I 1939 så han
nazisternes udstilling af vanskabt kunst "Entartete Kunst" i
Frankfurt i Tyskland. Fra 1941-44 skrev og illustrerede han til Helhesten*,
tidsskrift udgivet af de abstrakte
ekspressionister, der var medlem af Høstudstillingen. Fra 1942-43 var han medlem af Corner og
Høstudstillingen. I 1948 var han medstifter af Cobra-gruppen, og samme
år repræsenterede han Danmark på Biennalen i Venedig og igen i 1962
sammen med Heerup.
I 1949 deltog han i den første Cobra-udstilling, "Art Expérimental" på
Stedelijk Museum i Amsterdam. I 1963 vistes en
retrospektiv udstilling på Den Frie Udstilling i København i anledning af Pedersens
50-års fødselsdag, og han deltog i São Paulo biennalen, hvor han fik
sølvmedalje.
I 1966 deltog han i en retrospektiv Cobra-udstilling på Museum Boymans van Beuningen
i Rotterdam. |
|
|
| ... |
I 1970 repræsenterede han Danmark på Verdensudstillingen i
Osaka i Japan. I 1973 deltog han i "L'art Danois" i Grand Palais
i Paris. I 1974 døde Else Alfelt, året efter mødte han den norske
kunstner Sidsel Ramson, som han giftde sig med i 1977. I 1975 gav han
nogle af sine egne og Else Alfelts malerier til Herning kommune. I 1976
blev "Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts Museum" i
Herning indviet - Pedersen er udnævnt til æresborger i Herning. I 1984
deltog han i
udstillingen "Cobra" i Museo de Arte Contemporáneo de
Caracas i Venezuela. I 1988 deltog han i udstillingen "Cobra 40 jaar
later" i Nationale Stichting De Nieuwe Kerk, Amsterdam. I 1998 blev udstillingen
"Carl-Henning Pedersen & Marc Chagall" vist i ARKEN Museum
for Moderne Kunst i Ishøj.
Pedersen har deltaget i utallige udstillinger i Danmark og i udlandet og
har modtaget mange priser for sin kunst, fx tildelte Akademirådet ham
Eckersberg Medaillen i 1950, og i 1963 blev han hædret med
Thorvaldsen Medaillen. I 1958 modtog han Guggenheimprisen og i 1980
tildeltes han den svenske medalje Prins Eugén Medaljen.
* Helhesten er ifølge
overleveringen en hest, der blev levende begravet, da en kirke
blev bygget, den var trebenet og ofte hovedløs og viste sig
på kirkegården for folk, der snart skulle dø - den betegnes
også kirkehest eller lighest.
.
.
Udvalgte
arbejder:
"Det kosmiske hav", 1965, H.C. Ørsted Instituttet, København. "Fantasiens leg om livets hjul", 1965-68, keramisk udsmykning på
Anglifabrikken, det nuværende Herning Kunstmuseum, bestilt af
skjortefabrikanten og kunstsamleren Aage Damgaard. "Den blå fugl", fortæppe til Det Ny Teater i
København,
1966. "Skabelsens femte dag", 1982, mosaik, Carl-Henning Pedersen og Else Alfelts
Museum, Herning. "Frihedens lys", 1983, Museet for Danmarks
Frihedskamp i København. Maleriudsmykning af Spejlsalen på
Christiansborg, 1998. 12 m høj
obelisk med bemalede keramiske kakler, 2003, placeret i
rundkørsel i Birk ved Herning.
. |
... |
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
| Jacobsen, Egill
(1910-1998).
Dansk maler.
Professor i malerkunst ved Akademiet fra 1959-73. Den
primitive maskeform var et gennemgående motiv i hans abstrakte
billeder. Medlem af "Grønningen" i 1943 og fra 1964
af "Den Frie Udstilling" |
|
|
|
... |
|
|
|
| ... |
| Serge
Vandercam
(1924).
Født i København, bor nær Bruxelles. Vandercam
begyndte sin kunstneriske karriere som fotograf, han eksperimentere
med fotografiet, og opdagede den abstrakte billedverden, de mest
almindelige genstande og omgivelser fik ukendte komplekse former og
en magisk kraft. I 1949 i Cobrahuis i
Rue de Marais i Bruxelles, Cobra-gruppens hovedkvarter, mødte han
Dotremont og Alechinsky
og andre unge kunstnere, der søgte nye veje i udtryk og form.
Vandercam var som maler autodidakt, hans første billeder var
ekspressive farvekompositioner, senere blev hans arbejder mere
lyriske. Emnet i hans billeder var en tragisk historie om en fugl,
der forsøgte at stige op som fugl Føniks, med som tyngdekraften
bandt til jorden.
|
|
 |
|
"My
Beautiful One", 1994.
Frimærket er anvendt med tilladelse fra Eugeen
Weyn, Belgien
|
|
|
|
 |
|
"La
fleur unique ou les oiseaux émerveillés"
til metrostationen Josephine-
Charlotte i Bruxelles, 1979
. |
|
|
|
Vandercam
deltog i 1949 i alle Cobra-gruppens aktiviteter og var fotograf for Cobrahuis
i Rue de Marais. Fra 1961-63 boede han i Albisola i Italien, hvor
han, sammen med Asger Jorn,
udførte keramiske arbejder og etablerede venskaber med Wilfredo
Lam, Fontane, Manzoni og billedhuggeren Fabbri. I 1962
var Vandercam på en rejse til Danmark, hvor han i Silkeborg Museums
arkæologiske
samling så og blev fascineret af Tollundmanden, der
blev et
gennemgående tema i hans arbejder - (Tollundmanden 350
f.Kr., blev fundet i 1950). I 1979 udførte Vandercam installationen
"La fleur unique ou les oiseaux émerveillés"
til metrostationen Josephine-Charlotte i
Bruxelles. In 1986 blev der holdt en retrospektiv udstilling af
Vandercams arbejder på Musée communal des Beaux-Arts
d'Ixelles (Bruxelles), og 1991 blev afholdt en retrospektiv
fotoudstilling i Bruxelles "Espace
Photographique Contretype" med
hans eksperimentelle fotografier. I 1994 designede Vandercam
frimærket "My Beautiful One" for det
nationale belgiske postvæsen ("De Post-La Poste"). I 1995
blev han medlem af Belgiens kongelige akademi for videnskab,
litteratur og de skønne kunster (L'Académie
royale des Sciences, des Lettres et des Beaux-Arts de Belgique), og
i 1997 blev Vandercam præsident for Belgiens kongelige
akademi. I 1995 afholdtes en seperatudstilling
på The Cobra Fine Art Gallery, San Francisco. I 1998 udstillede
Vandercam Cobra-fotografier på Musée de la photographie à
Charleroi i Belgien. I anledning af hans 75-års fødselsdag
afholdtes i 1999 en retrospektiv udstilling på Museet
for moderne kunst "PMMK", (Provinciaal Museum voor Moderne
Kunst), Ostende.
Blandt mange af Vandercams priser var: førsteprisen på "Jeune
Peinture Belge" i 1956 og året efter fik han
guldmedalje på Triennalen i Milano. I 1958 modtog den belgiske
kritikerpris. I 1997 modtog han SABAM Prisen sammen med Bram Bogart
for Belgiens bedste kunstnere. SABAM (Société d'Auteurs
Belge) er det belgiske selskab for forfattere, komponister og
forlæggere, selskabet inkluderer også grafisk kunst. |
|
... |
|
| ... |
|
|
Mogens Helge Thestrup Andersen
(1916-2003). Dansk maler, keramiker, grafiker og
forfatter. Andersen blev født i København. Fra 1933-39
blev han uddannet på P. Rostrup Bøjesens kunstskole, som
han senere blev leder af. I 1935 debuterede han på Kunstnernes Efterårsudstilling
(KE). Han var
medstifter af "Bølleblomsten" (1942-50), en
kunstnersammenslutning, hvor kunstnerne arrangerede og
deltog i udstillinger holdt i "Den Frie
Udstillingsbygning" i København.
Andersen var medlem af "Salon de Mai"
i Paris (1950-67), og medlem af kunstnersammenslutningen
"Grønningen" i København (1953-65). I 1955 var
han på rejser til Italien og Grækenland. Han bosatte sig i
Frankrig i 1959 og vendte tilbage til Danmark i 1965. Han
var medlem af "Salon Des Réalités Nouvelles",
Paris, siden 1961 og medlem af "Den Frie
Udstilling", København (1967-71).
I 1968 var han Danmarks deltager ved Biennalen i Venedig. I
1970 blev han gæsteprofessor ved Akademiet i København. I
1971 og 1978 besøgte han Japan. Hans billeder var
karakteriseret ved mørke, ofte sorte farver, og han
mestrede det abstrakte og nonfigurative billedsprog.
|
|
|
Andersen
udsmykkede Københavns Kommunes Hovedbibliotek
i 1959.
Fra 1964 arbejdede han sammen med den danske væver Lise
Warburg. Han dekorerede fx byrådssalen på Gentofte
rådhus, 1971, Copenhague Restaurant
i Paris, 1973, og Bochum museet i Tyskland, 1981.
Han var kunstkritiker på "Arbejderbladet" fra
1937-39, og han udgav "Moderne fransk
maleri", 1948, og "Omkring kilderne. Den moderne malerkunst.",
1967. I 1981 illustrerede han "Moya. Syv japanske sange opus 57 for sang
og klaver" skrevet af musikeren Vagn
Holmboe. Andersen var også forfatteren til den kendte
børnebog "Punktum, punktum,
komma, streg".
*Frimærke
i serien "Frimærkekunst", udgivet
d. 15. oktober 1998.
Fire danske kunstnere har skabt små
kunstværker på frimærker: Per Kirkeby, "Dansk Efterår",
Mogens Andersen
"Alfa", Ejler Bille "Billedtegn"
og Carl-Henning
Pedersen "Himmelhest".
Gravør Arne Kühlmann
( Per Kirkeby). Typografi: Austin Grandjean
|
|
|
... |
|
| ... |
|
| Jean
Dewasne (1921-1999).
Fransk maler,
billedhugger og forfatter. Som 18-årig malede han
pointillistisk. Studerede,
som
supplement til maleriet,
arkitektur i to år på Akademiet for de skønner kunstner i
Paris. Omkring 1943 begyndte han at male abstrakt og
fortsatte med det resten af livet. Han var knyttet til
gruppen af abstrakte kunstnere, Hans Hartung, Nicolas de
Stäel og Serge Poliakoff, som udstillede på "Galerie
Denise René" i Paris, hvor Dewasne udstillede fra 1945-56.
Sammen med Sonia Dalaunay, Hans Arp og Antoine Pevsner
grundlagde han "Salon des Réalités Nouvelles" i Paris i
1945. Han modtog som den første Kandinsky-prisen. Stiftede
i 1950 "Académie de l'Art Abstrait" i Paris og skrev bogen
om Robert Jacobsen "Le gros Robert" (1950). I 1979
udsmykkede han Gorifabrikken i Kolding. I 1995 udførte han
et loftsmaleri i Politikens Hus. Medlem af Det Franske
Akademi 1993.
|
|
|
... |
|
| ... |
| |
| Pol Mara
(Léopold Leysen)(1920-1998). Belgisk kunstner og illustrator, født i Antwerpen.
Studerede ved Kunstakademiet og Institut for de Skønne
Kunstner i Antwerpen. Han var først optaget af det
surrealistiske maleri og senere lyrisk abstraktion, pop
art
og nyekspressionismen. Han introducerede fotografiske
elementer i sine arbejder. I 1963 vendte han tilbage til
den lyriske abstraktion og fokuserede på fotografiske
billeder og reklamens udtryk for moderne livsstil, og han
blev sammenlignet med fx Robert Rauschenberg, og i midten
af 1960-erne rejste han til USA for første gang.
Vægmalerier til metroen i Bruxelles og til det hebraiske
Universitet i Jerusalem. Har siden 1950-erne udstillet i
det meste af verden og modtaget mange priser. Han blev
udnævnt til æresborger i Gordes i Frankrig, hvor Pol
Mara Museet åbnede i 1996.
|
|
|
|
... |
|
|
|
| Henry
Spencer Moore (1898-1986).
Engelsk billedhugger af monumentale skulpturer, inspireret
af Constantin
Brancusi og Jacob Epstein. Moore blev født i
Castleford, Yorkshire, og han døde i Much Hadham,
Hertfordshire.
Til trods for ønsket om at blive billedhugger, begyndte Moore i
1916 som underviser ved latinskolen i Castleford. Efter
militærtjeneste under 1. verdenskrig vendte han kortvarigt
tilbage til sit lærerjob, han modtog et stipendium for
ekssoldater og studerede i to år ved Leeds kunstskole. I 1921
modtog han et stipendium til studier på Royal Academy of Art i
London, og på British Museum vaktes hans interesse for mexikansk,
ægyptisk og afrikansk skulptur. Fra 1924-31 underviste han i
billedhuggerkunst ved Royal Academy. I 1925 rejste han på et
stipendium til Paris, Rom, Firenze og Ravenna - senere foretog han
rejser til Spanien, USA, Italien, Grækenland og Frankrig. I 1928
blev hans første soloudstilling holdt på Warren Gallery i
London. I 1929 giftede han sig med den kunststuderende Irina
Radetzky. I 1930'erne var Moore medlem af kunstnergruppen "Unit
One", grundlagt af Paul Nash, den britiske modernismes pioner
- i "Unit One" deltog ud over Moore fx Barbara Hepworth
og kritikeren Herbert Read. Fra 1932-39 underviste Moore ved
Chelsea School of |
|
|
|
| Art, han var en væsentlig figur i den
engelske surrealistbevægelse, skønt han ikke fuldt ud levede op til
surrealisternes manifest. I 1940 blev Moore udnævnt til officiel
krigskunstner og Krigskunstnernes Rådgivningskomité bestilte ham
til at udføre tegninger af |
|
|
| ... |
 |
livet i de
underjordiske beskyttelsesrum
først og fremmest af borgere sovende i Londons
undergrundsbane, tegningerne fik betydning for Moore's
internationale berømmelse navnlig i USA - Moore
krigstegninger er gengivet i kataloget "Henry Moore, Volume
3, Complete Drawings 1940-49" (Henry Moore Foundation).
Fra 1940-43 arbejdede
Moore udelukkende med tegning. I 1941 blev hans første
retrospektive udstilling holdt i Temple Newsam i Leeds. |
| I
1943 modtog han bestilling fra St. Matthæus kirken i
Northampton på en "Madonna med barn-skulptur", en
skulptur der blev den første i en serie af skulpturgrupper.
I 1946 afholdtes den første større retrospektive
udenlandske udstilling af hans arbejder på Museum of Modern
Art i New York. I 1948 modtog han den internationale
skulpturpris ved Biennalen i Venedig, og i 1953 modtog han
den store skulpturpris ved Bienalen i Sao Paulo, samme år
udstillede han i Kunstforeningen i København. I 1950'erne
udførte Moore adskillige væsentlige offentlige
bestillingsarbejder, blandt dem "Hvilende figur",
1956-58 til UNESCO's hovedkvarter i Paris. I 1963 blev han
tildelt den britiske fortjenstmedalje. I 1978 organiserede
det britiske kunstråd et udstilling af hans arbejder i
Serpentine Gallery i London, og ved den lejlighed skænkede
Moore mange af sine skulpturer til Tate Gallery i London. |
|
... |
|
.
|
 |
|
Bronzeskulpturer,
Lincoln Center, New York. Fotos:
Kirsten Petersen
.
|
|
|
|
|
|
Bronzeskulptur,
Lincoln Center, New York |
|
|
 |
|
Træskulptur,
Metropolitan Museum of Art, New York
.
|
|
|
 |
|
Bronzeskulptur,
Louisiana, Humlebæk
|
|
|
 |
|
Bronzeskulptur,
National Gallery
of Art, Washington D.C.
.
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
Constantin
Brancusi
(1876-1957).
Rumænsk-fransk
billedhugger, fransk statsborger i 1952. Han blev født i
landsbyen Hobita
i Karpaterne (De Transylvanske Alper) i Rumænien. Han døde i Paris og
blev begravet på Montparnasse kirkegården.
Fra 1894-98 studerede han kunst på Scoala de Arte si Meserii (skolen for
kunst- og kunsthåndværk) i Craiova, og fra 1898-1901
studerede han ved Scoala Natzionala de Arte Frumoase (kunstakademiet) i
Bukarest. I 1904 flyttede han til Paris, og
året efter begyndte han at studere ved Ecole des
Beaux-Arts. I 1906 udstillede han for første gang i Paris på Salon dAutomne, hvor han mødte
Auguste Rodin. Brancusi besøgte
ofte Bukarest, og udstillede der jævnligt. I Paris var hans
kunstnerkolleger og venner fx Duchamp,
Léger,
Matisse,
Modigliani,
Archipenko og Rousseau. I 1908 kom den første version af "Kysset", Brancusi's
arbejder blev mere abstrakte, men han fornægtede aldrig den synlige
verden, han reducerede billedelementerne til det, han anså for
væsentligt, han anvendte enkelte grundformer fx ægformen. I 1913 var fem a
hans skulpturer med på
udstillingen "Armory Show" i New York (en international
udstilling af moderne kunst). I 1914 havde han
sin første separatudstilling på galleriet "291" i New York.
Brancusi var aldrig medlem af en kunstnergruppe, selvom han arbejde med
Francis Picabia, Tristan Tzara og andre dadaister i begyndelsen af
1920'erne. I 1926 besøgte han USA to gange for at følge
sine separatudstillinger på Wildenstein Gallery og Brummer Gallery i New
York. I 1926 og 1936 udstillede han på MoMA i New York.
Brancusi producerede en serie skulpturer kaldet "Bird
in Space", i 1927 havde fotografen Edward Steichen
købt en af fugleskulpturerne og bragte den med sig til USA, og en
historisk retsag gik i gang - ifølge toldreglerne i USA kunne |
|
 |
| |
"Kysset" Nationalgalleriet i Washington
D.C.
Foto: Kirsten Petersen
.
.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
kunstværker indføres uden toldafgift, men tolderne ville ikke godkende
fugleskulpturen som et kunstværk og pålagde den en toldafgift svarede
til en propelvinge, og det blev op til dommere af afgøre sagen, og retten besluttede i
1928 at skulpturen var et kunstværk. I 1930'erne foretog Brancusi mange
rejser, han besøgte
fx Indien og Egypten. I 1935 fik han til opgave at skabe et
krigsmonument til en park i Targu Jiu i Rumænien, og han designede et
kompleks, der inkluderede porte, borde, stole og en uendelig søjle. Efter
1939 fortsatte Brancusi med at arbejde i Paris.
Brancusi arbejdede i gips, marmor, træ og forskellige
metaller - nogle af gipserne støbte han i bronze eller huggede i marmor.
Størstedelen af Brancisi's arbejder findes i privatsamlinger i Frankrig,
England, Amerika og Indien. Han
har inspireret
fx den abstrakt-surrealistiske
kunstner Isamu
Noguchi.
.
"Kysset" i granit står på
T. Rachevskaias grav på Montparnasse kirkegården
i Paris.
|
... |
|
|
|
|
|
|
. |
 |
Isamu
Noguchi
(1904-1988).
Japansk-amerikansk
abstrakt-surrealistisk kunstner. Noguchi blev født i Los
Angeles, og han døde i New York. Hans mor
Leonie Gilmour
var amerikansk forfatter, og hans far Yonejiro Noguchi
japansk digter, hans forældre blev skilt i 1913, og han
blev først genforenet med sin far i 1931. I 1922 flyttede
Noguchi til New York og begyndte at studere medicin på
Columbia University. Det følgende år vendte hans mor
tilbage til USA efter 17 år i Japan og opmuntrede sin søn
til at tage undervisning i skulptur, hvilket han gjorde, og
efter blot tre måneder havde han sin første udstilling og
besluttede sig for at opgive sit universitetsstudium. I 1927
modtog han John Simon Guggenheim Fellowship og rejste til
Paris og det fjerne østen. I Paris blev han introducerret
til den rumænske skulptør og møbeldesigner Constantin
Brancusi og blev hans
assistent, senere fik han sit eget
atelier i Paris, hvor han arbejde med fx abstrakte
skulpturer. I 1928 vendte han tilbage til New York og
ernærede sig ved at skabe skulpturportrætter. I 1920
rejste han til Peking, hvor han opholdt sig i syv måneder
og studerede maleteknik med pensel og blæk.
Noguchi skabte enkle nonfiguratie skulpturer i sten og træ,
møbler, rispapirlamper og
landskabsprojekter.
"Hiroshima", 1952, mindesmærke
over ofrene for atombombeangrebet 1945. Stenhave i UNESCO's
hovedkvarteret
i Paris, 1956-58. I 1961 flyttede Noguchi til Long Island
City, Queens. I 1985 åbnede The Noguchi Museum, Long Island
City, New York.
|
|
|
|
... |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
|
|
| ... |
Arshile
Gorky
(1904-1948). Amerikansk maler. Inspireret af Miro og
Kandinsky, men mere
dynamisk. En af skaberne af den surrealistisk inspirerede retning i
amerikansk maleri i mellemkrigstiden.
Hans Hofmann
(1880-1966). Tyskfødt amerikansk maler. Åbnede Hofmann School
of Art i New York 1934. Med udgangspunkt i den abstrakte tyske
ekspressionisme, som omkring Kandinsky og Der Blaue Reiter dannede
overgangen fra figurativ til nonfigurativ kunst, udviklede sin egen
stil nonfigurativ fauvisme.
Øvrige kunstnere der anvendte det
abstrakt-ekspressionistiske formsprog:
Willem de Kooning. Henry Moore. Pablo Picasso.
Alberto Giacometti. Barbara Hepworth. Jean Arp.
Max Ernst. Max Bill. John Chamberlain. Naum
Gabo.
Antoine Pevsner. Alexander Rodschenko. Julio Gonzales.
Alexander Calder. Alexander Archipenko. Mario Marini.
David Smith. Beverly Pepper. Arnaldo Pomodore. |
|
... |
|
|
 |
|
"Jernlåger".
Udstilling af haute couture skabt af Erik
Mortensen,
(Huset Pierre Balmain), august
1989, Nordjyllands Kunstmuseum.
.
|
|
|
|
... |
Robert
(Julius
Tommy) Jacobsen "Den
store Robert" (1912-1993).
Dansk autodidakt billedhugger, maler og grafiker. Født i København, død
i Taagelund ved Egtved. Jacobsen er internationalt kendt for sine sorte
abstrakte jernskulpturer - i nogle af hans billeder genkendes
skulpturernes former fx i sorte kompositioner på farvet baggrund, sorte
konturer og former er kendetegnende for hans billeder. Omkring 1930 udførte han sin første
træskulptur, og i 1935
sine første
såkaldte dukker, der var figurlignende abstraktioner
fantasirigt sammensat af jernskrot. I
begyndelsen af 1940'erne arbejdede han i granit og sandsten og
skabte sine fabelvæsener. I 1947 rejste Jacobsen til Paris sammen
med Richard
Mortensen, de blev tilknyttet Galerie Denise René og kom her
i kontakt med andre kunstnere, der var knyttet til galleriet fx Arp,
Dewasne, Vasarely og
Poliakoff. Jacobsen
begyndte at arbejde i jern, der både var billigere og mere fleksibelt end
sten.
1960'erne arbejdede han med en ny serie figurer, Personager, og
relieffer i træ eller metal. I 1966 repræsenterede Jacobsen Danmark ved
Venedig Biennalen, og han modtog sammen med den franske billedhugger
Etienne Martin
|
.. |
|
|
 |
 |
|
|
 |
|
"De syv dage", skulpturgruppe
på Axeltorv i København, 1987 |
|
|
 |
|
 |
|
| ... |
skulpturprisen. Han flyttede tilbage til Danmark i 1969 og bosatte sig i
Taagelund. I 1970'erne udførte
han en række skulpturer (små scenografier). I
sine seneste år arbejdede han med skulpturer, som var en syntese
af tidligere værker og ofte i monumental størrelse. Sammen med
sin tidligere elev, den franske Land Art kunstner Jean Clareboudt,
udførte han en skulpturpark i Tørskind Grusgrav ved Egtved, den
blev åbnet i 1991. Jacobsen samlede afrikanske skulpturer, som
for ham udtrykte den sande skaberkraft.
Han var professor i billedhuggerkunst ved Akademiet i München fra
1962-81 og i mur- og rumkunst ved Akademiet (Charlottenborg) fra
1976-83. I 1980 blev han udnævnt til fransk æreslegionær. |
... |
|
|
|
.
Richard
Mortensen (1910-1993). Dansk nonfigurativ
maler. Uddannet
på Kunstakademiet. I 1932, under et studieophold i Berlin, blev han
inspireret af Klee og Kandinsky på Blaue-Reiter gruppens udstilling. Debuterede på Efterårsudstillingen i 1933. Medstifter
af kunstnersammenslutningen Linien (1934). Boede i Paris fra 1947-64.
I Paris tilsluttede han sig gruppen af kunstnere omkring Galerie
Denise René i 1948. Professor ved Akademiet 1964-80. Var medlem af
Den Frie Udstilling. Kandinsky-prisen fik han i 1950 og Thorvaldsen-medaljen
i 1968, der er den højeste udmærkelse for malere og billedhuggere,
og blev indstiftet 1837 til minde om hjemsendelsen af Thorvaldsens
værker. I 1969 udkom det første frimærke med nonfigurativ
kunst,
tegnet af Mortensen.
.
|
|
 |
 |
| 1. |
Nonfigurativ
tegning. 60 øre. 1969.
10. november.
Richard Mortensen del., Cz. Slania sc. |
| 2. |
Trapholt,
museum for moderne kunst, kunsthåndværk,
design og møbeldesign, Kolding |
| 3. |
"Triptykon
ved Aksel Larsens død". Udstilling af
haute couture skabt af Erik
Mortensen,
(Huset Pierre Balmain), august
1989, Nordjyllands
Kunstmuseum |
|
 |
 |
 |
 |
 |
| . |
|
|
| ... |
Bjørn
Wiinblad (1918-2006). Dansk maler, keramiker,
designer, plakatkunstner, bogillustrator og teatermaler. Uddannet
på Akademiet under Aksel Jørgensen. Tilknyttet Nymølle
Fajancefabrik fra 1946. I 1952 fik han sit
eget værksted. Fra 1956 var han designer for
"Rosenthal Porzellan AG", Bayern, Tyskland.
Fabulerende i sine keramiske arbejder.
Alment kendt for fx sine platter og krus.
I 1981 tegnede Wiinblad Tivoli-plakaten. Siden Tivolis åbning i
1843 er der blevet tegnet Tivoli-plakater. Tivolis første
kunstplakat blev tegnet i 1976 af Otto Nielsen.
I "Restaurant Wiinblad" på Hotel D'Angleterre i
København kan ses keramiske arbejder af Wiinblad.
|
|
.
. |
.
. |
|
|
... |
|
| ... |
Jørn
Larsen (1926-2004). Dansk abstrakt-konkret kunstner. Larsen
blev født i Næstved. Uddannet som håndværksmaler. Fra 1948-50
modtog han tegneundervisning på Teknisk Selskabs Skole i
København, og i 1951 deltog han et enkelt semester i
tegneundervisningen på Kunstakademiet i København. I 1955
udstillede han for første gang på Kunstnernes
Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning i København. I
1956 blev han medlem af kunstnersammenslutningen "Linien
3", et forum for abstrakt og surrealistisk kunst. I 1960
begyndte han på en billedserie, "Kutdleq Suiten", nogle
år efter malede han sit første akromatiske (farveløse) billede.
I 1970 blev han medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen
(stiftet i 1915, et fristed for radikal og eksperimentel kunst). I
1978 modtog han Eckersbergs Medalje og i 1989 Thorvaldsen
Medaljen. I 1993 var han Danmarks repræsentant ved Biennalen i
Venedig.
Blandt Larsen mange arbejder er fx: Dekorationsarbejde i Jelling
kirke, 2000. Udsmykning på Syddansk Universitet i Odense, 19
meter høj granitsøjle. Gulvdekoration, 1992, Det Kongelige
Teater.
.
|
... |
|
.
|
 |
|
"Pisninel", 1999,
Musikhuset Århus,
Foto: Kirsten Petersen
.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
| ... |
| Gaston
Chaissac (1910-1964). Fransk selvlært
outsiderkunstner og forfatter. Boede langt væk fra Paris ude
på landet. Malede på alt fx tapet, sten, møbler, dyreknogler.
Collager. Semiabstraktion. Totemagtige figurer. Hans
outsiderstatus stammer fra, at hans værker indgår i den Art
Brut samling, som vennen og kollegaen Jean Dubuffet etablerede i
"Musee
de l'Art brut" i Lausanne i Schweiz. Chaissac brød sig
ikke om forbindelsen til Art Brut, en
betegnelse, der var opfundet af Dubuffet om kunst skabt af fx
patienter på psykiatriske hospitaler og fanger. Han havde helt
sin egen stil.
|
|
 |
|
"Rødt
ansigt"
(Visage Rouge)
.
|
|
|
|
... |
|
|
|
Abstrakt
kunst i USA |
| ... |
Det abstrakte maleri i USA er inspireret af det europæiske. I 1913
var der en stor kunstudstilling i New York med titlen Armory Show,
som viste amerikansk kunst og værker af Goya, Delacroix, Courbet,
impressionisterne og postimpressionisterne og de europæiske
avantgardekunstnere som fx Duchamp og Kandinsky. Udstilling fik stor
betydning for den moderne kunst udvikling i Amerika.
Udvalgte kunstnere:
Josef Albers.
Milton Avery.
Oscar Bluemner.
Stuart Davis.
Charles Demuth.
Arthur Dove.
Hans Hofmann.
Georgia O'Keefe. Joseph Stella.
Abraham Walkowitz.
Max Weber.
.
.
Mark Rothko (1903-1973).
Lettisk-amerikansk maler, født Marcus Rothkowitz i Daugavpils, Letland (tidligere
Dvinsk, Rusland).
Rothko døde i sit atelier i New York, han begik selvmord.
I 1913 forlod familien Rusland og bosatte sig i Portland, Oregon,
USA. Rothko modtog et stipendium, der gjorde det muligt for ham at studere
ved Yale University, New Haven fra 1921-23,
og herefter flyttede han til New York. I 1925 studerede han under
Max Weber på Art Students League. I 1928 deltog han i sin første
gruppeudstilling på Opportunity Gallery, New York. I begyndelsen af 1930'erne
blev Rothko ven med malerne Milton Avery (1893-1965) og Adolph Gottlieb (1903-1974). I
1933
afholdtes Rothko's første separatudstilling på Museum of Art i Portland. I
1935
var han medstifter af De Ti (The Ten), en gruppe af kunstnere, der sympatiserede med den abstrakte kunst og
ekspressionismen. Fra 1936-37
udførte han staffelibilleder for WPA Federal Art Project*. I begyndelsen
af 1940'erne arbejdede han tæt sammen med Gottlieb og udviklede en
malestil med mytologisk indhold, enkle flade former i et billedsprog
inspireret af primitiv kunst. I midten af 1940'erne indføjede han
surrealistiske teknikker
|
|
|
i sine værker (automatisme, se
surrealisme). I 1947 og 1949
underviste Rothko på California School of Fine Arts, San Francisco, hvor
Clyfford Still (1904-1980) var hans med-underviser. I 1948 grundlagde Rothko
sammen med William Baziotes, David Hare og Robert Motherwell Subjects of
the Artist school i New York. I slutningen af 1940'erne og
begyndelsen af 1950'erne udviklede Rothko sin modne stil, der var
frontale lysende rektangler. I 1958 fik Rothko sit første
bestillingsarbejde, der var monumentale billeder til restauranten the Four
Seasons i Mies van der
Rohe's Seagram Building i New York, men billederne
blev ikke hængt op i restauranten, da Rothko ikke mente at hans intense
og dybsindige billeder var en passende baggrund for gourmet middage, og i
slutningen af 1960'erne forærede Rothko ni af billederne til Tate Gallery
i London, de er nu placeret i Tate Modern. I 1961 afholdt MoMa i New York en væsentlig
separatudstilling med hans værker. I 1962 færdiggjorde han
vægmalerier til Havard University, og i 1964 accepterede han en
bestilling på vægmalerier til et kapel** på
University of St. Thomas i Houston, Texas, der blev indviet i 1971,
året efter hans død.
*WPA Federal Art Project (FAP), (1935-43), var et statslig kunstprojekt, som
var en del af Works Progress Administration (WPA), et omfattende statslig
handlingsprogram for at få arbejdsløse i arbejde, etableret i 1935 af
præsident Franklin D. Roosevelt under Den Store Depression.
Federal Art Project ansatte en bred vifte af kunstnere med vidt
forskellige erfaringer og arbejdende inden for vidt forskellige stilarter,
i 1936 beskæftigede Federal Art Project mere end 5000 kunstnere, der blev
skabt vægmalerier, staffelibilleder, skulpturer, grafik og plakater, og
der blev etableret kunstcentre og gallerier i områder, hvor kunstneriske
udtryk var mere eller mindre fremmed.
**Sheldon Nodelman "The Rothko
Chapel Paintings: Origins, Structure, Meaning".
|
|
... |
|
|
|
| ... |
|
|
Friedensreich
Hundertwasser
(1928-2000).
Østrigsk maler, arkitekt og designer af fx frimærker,
telefonkort, flag og mønter, han var økolog og kæmpede for et liv i harmoni med naturen. Født
i Wien som Friedrich Stowasser, død i 2000 i New
Zealand. Han havde en stærk personlig stil, der har
rødder i surrealismen og er kendetegnende ved
labyrintagtig ornamentik. Som arkitekt tegnede han fantasifulde bygninger med organiske former.
I 1948 studerede han kunst i tre måneder ved
akademiet i Wien - hans eneste uddannelse.
I 1949 foretog han rejser til Norditalien, Toscana, Rom, Neapel,
Sicilien og Firenze, hvor han mødte René Brô og
fulgte ham til Paris - han udviklede sin egen stil og tog
navnet Hundertwasser, han udførte to vægmalerier
sammen med Brô i Saint Mandé
i Frankrig. I 1952
udstillede han i Kunstklubben i Wien - et
dekorativ-abstrakt maleri.
Omkring
1953 udviklede Hundertwasser teorien om
transautomatisme,
der var baseret på surrealisternes
automatisme (tankens diktat), og
begyndte at nummerere sine arbejder. I 1954
udstillede han i Paris på Atelier Paul
Facchetti.
1959 stiftede
han "Pintorariet" et akademi for skabende kunst,
sammen med Ernst Fuchs og Arnulf Rainer.
Hundertwasser var den første europæiske maler, der
fik sine arbejder skåret i træ af japanske mestre. I
1961 blev der på biennalen i Venedig holdt en
retrospektiv udstilling med han arbejder. Hundertwasser Haus i Wien,
1983-86, er levende kunst,
der bor mennesker i det flerfarvede eventyr hus med søjler,
kupler, buede former, linjer og flisemosaikker, hvor
horisontale buede farveflader delvis adskiller
etagerne, vinduesformerne er rundebuede eller
rektangulære og omkranset af mosaikker.
Hundertwasser mente at standard arkitektur
ikke kunne kaldes kunst og erklærede at al
bygningsdesign skulle tage udgangspunkt i
beboernes opfattelse af æstetik.
I 1984 fik han
guldmedalje for de flotteste frimærker for UN i
Geneve.
Fra 1999 boede og arbejdede han i New
Zealand.
Hundertwasser
har udstillet i det meste af verden, og i 1976 var København
et af udstillingsstederne det år. I "Kunst
Haus Wien" er en permanemt udstilling med
Hundertwassers arbejder. |
|
|
|
|
|
|
|
